En sangfuld sommermorgen paa skreya - Del 2

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

STELLAS DIGT - del 2


Hans Ven


Norges Flora du elsker:
     Se det mørkeblaa Skreya
skjuler Blomster, liig Dyder i Norges
      pandsrede Oldtid.

Ofte, naar du en Daphne
fandt, du leende sagde:
"kom, og se her en Qvinde, Cleanth, hvor
      skjøn og hvor giftig"!


Digteren


Stella er Blomsten, jeg fandt: hendes Blik
      gjorde min Barm til
Engen af mørke Anchuser blaa.

Engang hun gav mig den blege Convall:
      Stella ei ahned',
Jeg vilde vande den tro med Graad.

Nu er dens dødblege Kind bleven Støv:
      ikke de varme
Taarer kan kalde dens Duft igjen.

Liljen blev sort og en Purpurtulip
      falmed', da Stella-
Nolimetangere's Blomst jeg fandt.

Stenglen har Jøkelens urørte Snees
      blegrøde Farve,
kysset af Morgenens Purpurmund.

Kronen i Liljernes sølvhvide Kalk
      bærer en høirød
Nellik -- ak, heller en klar Rubin,

hvis den ei svømmed' i Vellugt, og tidt
      viiste de hvide
Støvknopperader -- en Perlekrands.

Nelliken svulmer ved Siden af to
           Blade af Rosen:
Terner, som rødme ved Brudens Pragt.

Roserne ligne to purpurne Seil,
      hviftende over
Bølgen, bedækket med sneehvidt Skum.

Se i et Slør af Jasminer de to
      mørke Violer,
glindsende under et dunkelt Blad!

Høit over Kronen der flagrer et mørkt
      glindsende Axskjæg.
(Natten der ruger om Aftnens Guld.)

Se, det er Blommen, jeg fandt! -- O Cleanth,
      evig min Tanke
klæber, liig Dug, ved dens søde Kalk.

Ha, vil den højere gløde om Blod
      væder dens Rod? om
Taarer dens Blade, liig paasprængt Dug?

Skulde jeg Guddommen tænke, hvis Ild
      rinder bag Steng'lens
Liljeslør, gløder i Blommens Kind?

Skulde jeg tænke mig Huldblomstens Sjel?
      Ha, kan en taaget
Jordaand sig hæve til Englens Syn?

Er den en Himlens Seraph, som vor Jords
      Roser saa elsked',
at den til Bolig sig kaared' En?

Eller en flydende Demant, hvis Vand
      ejer Resedas
Vellugt, mon bølge i Blomstens Kalk?

Sjelen, ved Tanken om Huldblomstens Sjel,
           mørknes, liig dristigt
Øie, som stirrer i Sommersol. --

Føler den, tænker den ligesom min?
      kjender den Taaren,
Vennen, som laaner vor Kummer Glands?

Skjalv den i Latter? O, stundom min Sjel
      svimler ved Tanken:
"Afsind! du elsker en Himlens Aand!"

Stellas Følelser skjules i sød
      Damp udaf Roser.
Sjelen er Stjernen bag Purpursky.

Kan ei Seraphen fra Æther og Sol
      dale til Jorden?
Ixion, Ixion! favn en Sky!

Elsker jeg dristig en Seraph? og er
      Stella ei Evas
Datter? O, Ixion favn en Sky!


Hans Ven


Hav af Elskov! o søde
Ømheds Bølgeslag! Stella,
skummel ruller jo Bølgen om gyldne
      blomstrende Øer,

naar ei Solen sit Banner
hæver? Ligner ei Bølgen
sort Bucephalus steilende under
      sneehvide Dækken,

naar den ei Alexanders
Guldhjelm øined' i Skaren?
-- Rind o Sol, da vil Bølgerne ligne,
      Stella, din søde

Lok, som flyder om Halsen:
     Viis din Hjelm, Alexander:
Hingsten tæmmer sin Fraade, og lægger
      Nakken, og hvrinsker.

Elsk hans Hjerte, o Stella!
Han din Kjærlighed bærer
stolt med Jubel, som Bølgen en gylden,
      høibarmet Snekke.

Han vil følge dig tro, som
Skjoldet Ynglingens Hoved,
liig den Maane, der vaager, mens Jorden
      roligen slumrer.

Elsk hans Kjærlighed, Stella!
elsk din Yndigheds Datter:
evig hans Sjel er jo fangen i dine
      mørkebrune Lokker!

Se, sin tyvende Vaar han
seer at stige paa Himlen
uden Purpur, en sneehvid Narciss med
      Døden paa Læben!

Se, sin tyvende Vaar han
seer at stige paa Himlen,
liig det blodige Skjold, som en Kjæmpe af
      Kamptaagen hæver.


Digteren


Ha, mit Liv var Vintersolen
      under Polen:
Morg'nens gyldne, Aft'nens røde
Straaler blidt hinanden møde
med et Kys: den hele Dag
var et gyldent Vingeslag.

Ak jeg vilde dog saa gjerne,
      at en Stjerne,
Hæders Stjerne, skulde glimre
i min Nat, og Mindet skimre,
liig et Nordlys, paa den Grav,
Skjebnen mig saa tidlig gav.

Meer end Stjernens Glands paa Baare
      var en Taare:
-- Ak du veed vel, Hvis jeg kræver,
naar sig Gravens Mos-barm hæver:
i min Nat den vil til mig
glimre, Dioscuren liig.

Se, det mørkblaa Sværd, jeg bølger!
      Stjernen følger
med dets Hvinen (liig det hvide
Skum om Snekkens hvasse Side).
Friheds Evangelium
tolker Sværdets Tunge stum.

Hellas kalder: Se en Celte
      vil blandt Helte
søge sig en blodig Palme!
(Vist, hvor Hjertets Roser falme,
og, hvor Livets Purpur veeg,
spirer en Cypresse bleeg.)

Naar jeg der de sjunkne Buer
      sorgfuld skuer:
Oldtids marmorklædte Tanker
knuste under Epheuranker,
vil jeg sige: saa jeg er!
Templet knust jo Barmen bær.

Var min Barm ei Tempes skjønne
      Enge grønne,
hvor vort Blik blandt Roser røde
barnlig-skjønne Guder møde?
Hjertet var et Tempel fast?
-- Underligt, saa snart det brast.

Liig Eurotas Blodet strømmed,
      da jeg drømmed.
-- Nu den Tid er borte længe,
da der svam spartanske Drenge:
Tiden da, i smiilrød Ham,
gylden Drøm i Aaren svam.

Vel Hellener undres ville
      ved den stille
Yngling: han, hvis Klinge peger
stedse did hvor Døden leger,
glad, hvor Eumeniden gaaer,
bøjer taareblommet Vaar.

"Vist han -- en Hellener spørger --
      svarlig sørger:
over Panden Kummers Skyer,
liig Pelidens Hjelmbusk, flyer?
Han skal være høit fra Nord,
hvor de gamle Gother boer?"

"Se, der staaer han i Geledet!
      Herren veed det,
hvorfor han, med Barmen aaben,
uden Hjelm, de hvasse Vaaben
søger: ere røde Saar
Roser i en Normands Vaar?"

En af Dødens viede Skare
      da vil svare:
"Jeg med Ynglingen i Telte
boer, men heller Sværd fra Belte
sprang, og tolked selv sin Harm,
end han aabnede sin Barm."

"Spørg, i Pylus, Nestors Minde!
      Ingensinde
vil det svare, men paa hvide
Marmorkind vil Taaren glide,
naar du spørger om Messen's
Skjebne og Aristomen's".

"Chierdruens Guld-Smaragder
      han ei agter:
Ham ei alle Hellas Qvinder
kun et halvfødt Smiil afvinder.
Ha, han er da lidet værd
Andet end et sultent Sværd!"

"Aldrig saae jeg ham at smile,
      sjeldent hvile
sødt i Søvnen, men paa Kinden
sad en Taare, halv af Vinden
tørret: se, den lignede
paa sin Stol Persephone."

"Ei jeg veed, hvad Sorg ham tynger.
      Naar han synger
(som han sagte undertiden
gjør, naar til sin Sorg fra Striden
han gjenvender, rød af Saar):
jeg hans Tunge ei forstaaer."

"Vaagen, og, naar Alt mon svømme
      om i Drømme,
tidt et Navn, som fremmed lyder,
frem paa stille Taarer flyder.
-- Ha, hvis jeg erindrer ret:
Stella, Stella lyder det."

"Dybt det Ord fra Hjertet springer,
      thi det klinger
klagende, som naar Alrunen
rives voldsomt op af Grunden,
underligt som Lyrens Klang,
idetsamme Strengen sprang."

"Vist ved "Stella" han vil minde
      sig en Qvinde?
Ham en mørk Erindring tynger,
Havets Slange liig, som slynger
svulmende et dobbelt Baand
om vort Olds Laocoon."

-- Lad dem tale! snart de ville
      rede stille
op den Dødes Hovedgjærde:
lænede til sine Sværde,
vil de bede Gud om Fred
for den Yngling de grov ned.

Om min Gravhøjs tause Side
      vil sit hvide
Blomstslør Hylden venligt folde,
liig den grædende og kolde
Niobe, hvis Marmor sig
bøjer over Ætens Liig.

Dal, som Lyn paa Tordenvinge,
      Moslems Klinge
i mit Bryst! Ha, favre Sommer,
flammerøde Samum kommer,
drikker Rosens Purpurstrøm!
-- Død og Liv er blot en Drøm! --


Hans Ven


Stella, o jeg vil see dig,
see din Skjønhed med Rædsel,
hvis mig Sydvinden bringer et blodigt,
      klagende Rygte.

Stella, o jeg vil see din
Skjønhed blegnende, liig den
Mand, der vises den glimrende Dolk, som
      dræbte hans Broder.

Stella, o jeg vil see din
Skjønhed, Himmelen liig, som
lod sin Stjernekrands falde for Maanens
      troløse Skimmer.


Se, hans Kjærligheds Rose
-- nylig høirød og dugget --
er nu Dødens den hvide: dens Dug er
      blodige Draaber!

(gaaer.)



Digteren


Snart vil min Sjel, liig en graahvid
Taage, svømme i Luften,
      Stella! Stella!

Ligne ei Himmelens Regnskyer
Chor af Aander, som græde?
      Stella! Stella!

Føler du engang en enlig
     Draabe, den er min Taare,
      Stella! Stella!

Aftør den ei! lad den døe paa
Barmens glindsende Lokker,
      Stella! Stella!

Engang, bag rullende Aar, din
Sjel jeg ventende møder,
      Stella! Stella!

Den vil jeg kjende blandt tusind,
tusind blegnede Aander,
      Stella! Stella!

Se, liig et flagrende, blegrødt
Slør, den kommer i Luften,
      Stella! Stella!

Den vil, som Skyen af Rosers
Aande, svømme i Æthren,
      Stella! Stella!

Ha, jeg vil glemme de Aar, som
svandt i Graad, naar jeg seer den,
      Stella! Stella!

Eja, min Sjel i sin Regnbu-
kappe ryster af Fryd da,
      Stella! Stella!

Da vore Sjele, og da vor
Skjønhed smelter tilsammen,
      Stella! Stella!

Se, i en Eeneste, tvende
Skyer opløses ofte,
      Stella! Stella!

Ha, skal vi krydse hinanden
     lige fiendtlige Planer?
      Stella! Stella!

Vi gjennem Æth'ren vil glide,
som en tvehalset Svane,
      Stella! Stella!

Solen du, førend den første
Elskov, drukner i Bølgen,
      Stella! Stella!

Den du ei drukner i Aar, i
Graad, i Sang eller Vinen,
      Stella! Stella!

Ha, du min elskede Sky, vi
ville stige til Herren,
      Stella! Stella!

Aander om Guddommen svæve,
liig en Chorsang om Læben,
      Stella! Stella!

Gud vil vor Sky til et ædelt
Ætherlegeme danne,
      Stella! Stella!

Legemets Høire tilhører
mig, men din er dets Venstre,
      Stella! Stella!

Gud os et Scepter af Stjerners
Straaler lægger i Haanden,
      Stella! Stella!

Gud os befaler at vogte
Jordens elskende Hjerter,
      Stella! Stella!

Os Han Ohebiel kalder
     (Ædel Kjærligheds Engel)
      Stella! Stella!

Natten skal tjene os, liig en
stum, men skarphørig Morjan,
      Stella! Stella!

Se, den vil bringe os Sukket,
Møens Barm den betroed',
      Stella! Stella!

Morgenens Purpursky er vor
drømmebringende Hærold,
      Stella! Stella!


Stella


      I Sang græd Sylvius . . . (Qvad er hans
Hjertes Taarer, som Stjerneskud Nattens: hans Klage en
      klangfuld Perle i Dybet.)

      Din Sjel nær elsktes af Stella, skjøndt
troløs som Arethusa, der bøier sit sølvhvide,
      fromme Smiil under Ætna.

      En Møes Barm bliver dit Hellas -- o
segn der tusinde Gange! De guldgule Lokker din
      Hyld i Maanskin bag Graven.

      En bred Sølvlyra ægeiske
Søe vil være, og Latter den Sydstorm, som springer paa
      Hav med hvide Sandaler!

      Dit Sværd? Ha Moslemins blodige
Sværd, som Ørnvinger brede, er funklende Bægre -- O
      Helt, du falder? du falder?

Betro, Ven, Stormen din Elskov -- Den
flyve bort som en ildvinget Grif! -- O jeg frygter, at
      dyppe Fing'ren i Geisir.


Digteren


Se, mit Haab, som river mig
      gjennem mørke Aar og Døden:
      snart min Sjel i Morgenrøden
svanereen vil dukke sig.

Haabet er en himmelfød
      Dronning, som paa Hjerte-thronen
      stiger, med et Smiil som Kronen,
der igjennem Liiglin brød.

Se, mit Haab er Skreyas Fjeld:
      fast, som det -- se, sort dets Side,
      men om Tinden Stjerner ride!
-- Stella, o Farvel! Farvel!

Som en Skygge, mørk min Sjel
      snart i Aandelyset flyder.
      Vakkre Stella . . . .


Stella


      . . . Stella byder
Sylvius Farvel! Farvel!

(gaaer.)



Digteren


Som din Skytsaand vil min Sjel
      trylle, Stella, paa din Himmel
      glade Lykkestjerners Vrimmel.
-- Stella, o Farvel! Farvel!

(Jagttoget kommer tilbage.)



Chor af Jægere


Ned i Dalen! Gjenterne læse
     Fred for de vene, sorgløse Lam i
Bamsens den blodrunemalte
      Bringe, vi vog. Hoallah!

Sylvius, Du, som saarer den tynde
Himmel med tause Blik, mens din Haand, som
Bytte, kun vinder en Blomst -- vi
      hørte din Sang. Hoallah!

Ned i Dalen! Pigerne glatte
Lokken fra Øret, vælgende Hver den
Stemme, som Dvergmaalet fører
      sødeste frem. Hoallah!

Ned i Dalen! Bægre og Møer
blomstre i Hallen . . Hvem er paa Fryd vel
fuldest: dit Bæger? din Piges
      Læbes Corall? Hoallah!


Sylvius


For mig sortne Pigernes Smiil, og de lystige
Bæg're klage, og Sol er gusten Bulme!



Chor af Jægere


Ned i Dalen! Venlige Fingre
løse de rige Skuldre -- O selv vi
blive i Dalen de vevre
      Blaaøines Rov. Hoallah!

(Sylvius og Jægrene gaae.)



Huldra


(kommer frem.)


Nu er det stille
      paa Huldras Fjeld:
Nu kan du spille,
      min Drosl, iqvel.

Nu er det tyst her
      paa Huldras Eng.
Dvergmaal ei ryster
      mod Skye sin Streng.

Nu kan I lege
      med Sommervind,
Sivblomster blege,
      og Lyng paa Tind.

Svøm nu, min Svane,
      paa Fjeldsøe blaa:
Huldra din Bane
      skal vogte paa!

Gjerne jeg hørte
      den Yngling bleg
Dvergmaalet rørte,
      da Sangen steg.

Paa Heden gaaer Tiden,
      jeg evig fik,
tungsindigen siden
      skjøn Stella gik.

Guldnebbet Drossel,
      du Skjalden er!
Sølvbarmet Svane,
      skjøn Stella vær!

Qvæd saa her hjemme
      fra Qvist og Søe!
Huldra ei glemme
      kan Skjaldens Møe.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt