Enkesønnen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk


   Der var engang en fattig, fattig Enke, som bare
havde én Søn. Hun trælede med Gutten til han havde
gaaet for Præsten; men saa sagde hun til ham, at nu
kunde hun ikke føde ham længer; han fik ud og tjene
for sit Brød.
   Gutten vandrede da ud i Verden, og da han havde
gaaet en Dags Tid eller saa, mødte han en fremmed
Mand. "Hvor skal du hen?" spurgte Manden.
   "Jeg skal ud i Verden og prøve at faa mig Tje-
neste," sagde Gutten.
   "Vil du tjene hos mig?"
   "Aa ja, lige saa gjerne hos dig som hos en anden,"
svarede Gutten.
   "Ja, du skal have det godt hos mig," sagde Man-
den; "du skal bare holde mig med Selskab og ikke
gjøre nogen Ting for Resten."
   Saa blev Gutten med ham, og levede vel med Mad
og Drikke, og havde lidet eller intet at bestille; men
han saa heller aldrig et Menneske hos Manden.
   En Dag saa sagde Manden til ham: "Nu reiser
jeg bort i otte Dage; i den Tiden faar du være her
alene, men du maa ikke gaa ind i noget af disse fire
Værelserne her. Gjør du det, saa tager jeg Livet af dig
naar jeg kommer igjen."
   Nei, sagde Gutten, det skulde han nok ikke.
   Men da Manden havde været borte en tre fire
Dage, kunde Gutten ikke bare sig længer, men gik ind
i det ene Kammeret. Han saa sig rundt om, men saa
ingen Ting uden en Hylde over Døren, hvor der laa
en Nypetornpisk. Dette var rigtig noget at forbyde
mig saa strengt at se, ogsaa det, tænkte Gutten.
   Da de otte Dagene var omme, kom Manden hjem
igjen. "Du har vel ikke været inde i noget af Kam-
merne?" sagde han.
   "Nei, det har jeg slet ikke," sagde Gutten.
   "Ja, det skal jeg snart se," og dermed gik han
ind i det som Gutten havde været i. "Jo, du har
været der ligevel," sagde han, "og nu skal du miste
Livet."
   Gutten graat og bad for sig, og saa slap han da
med Livet; men dygtig Hugg fik han. Da det var over-
staaet, var de lige gode Venner igjen.
   En Tid efter reiste Manden bort igjen; da vilde
han være borte i fjorten Dage, men først sagde han til
Gutten, at han ikke skulde sætte sin Fod i noget af de
Kammerne han ikke alt havde været i; for det han
havde været i, kunde han gjerne gaa ind i paa ny.
Ja, det gik lige ens som forrige Gang, bare at Gutten
nu holdt sig fra at gaa derind i otte Dage. I det
Kammeret saa han heller ikke andet end en Hylde over
Døren, med en Kampesten og en Vandkrukke paa. Det
var rigtig noget at være saa ræd for ogsaa, tænkte
Gutten igjen.
   Da Manden kom hjem, spurgte han om han havde
været i noget af Kammerne. Nei, var det ligt det;
der havde Gutten ikke været.
   "Ja, det skal jeg snart se," sagde Manden, og
da han saa han havde været der ligevel, sagde han:
   "Ja, nu sparer jeg dig ikke længer, nu skal du miste
Livet!"
   Men Gutten graat og bad for sig igjen, og saa
slap han igjen med Prygl, men det fik han da ogsaa,
saa meget der kunde ligge paa ham. Men da han blev
frisk igjen, levede han lige saa godt som før, og han
og Manden var lige gode Venner.
   En Tid efter skulde Manden igjen reise, og nu
vilde han være borte i tre Uger, og saa sagde han til
Gutten, at gik han ind i det tredje Kammeret, var der
ikke at tænke paa Liv mer. Da fjorten Dage var gaaet,
kunde Gutten ikke bare sig, han smat ind; men han
saa slet ikke noget derinde, uden en Lem paa Gulvet.
Da han løftede paa den og saa ned igjennem, stod der
en stor Kobberkjedel og putrede og kogte dernede;
men han saa ingen Varme under. Det var artigt at
kjende om det er varmt, tænkte Gutten, og stak Fin-
geren nedi; da han tog den op igjen, var den forgyldt
over det hele. Gutten skrabede og vaskede den, men
Forgyldingen vilde ikke gaa af; saa bandt han en Fille
om, og da Manden kom hjem og spurgte hvad der
feilte Fingeren hans, sagde Gutten, han havde skaaret
sig saa stygt. Men Manden rev af Fillen, og da saa
han nok hvad der feilte Fingeren. Først vilde han
dræbt Gutten; men da han graat og bad igjen, bankede
han ham bare, saa at han laa til Sengs i tre Dage. Da
tog han en Krukke ned af Væggen og smurte ham med,
saa blev Gutten lige frisk igjen.
   Om en Stund reiste Manden igjen bort, og skulde
ikke komme igjen før om en Maaned. Men da sagde
han til Gutten, at hvis han gik ind i det fjerde Kam-
meret, saa maatte han aldrig tænke paa at beholde Livet.
En to eller tre Uger holdt Gutten sig, men saa kunde
han ikke berge sig igjen; han maatte og skulde ind i
Kammeret, og saa smat han ind. Der stod en stor
sort Hest paa et Spiltaug, med et Glotraug ved Ho-
vedet og en Høkurv ved Halen. Gutten syntes det
var uligt; han byttede om og satte Høkurven ved
Hovedet.
   Saa sagde Hesten: "Siden du har saa godt Hjerte-
lag at du vil lade mig faa Mad, skal jeg frelse dig jeg.
Kommer Troldet hjem nu og finder dig, saa dræber han
dig. Men nu skal du gaa op paa det Kammeret som
er her bent ovenover, og tage en Rustning af dem
som hænger der; og saa maa du endelig ikke tage
nogen af de blanke, men den mest rustne du ser, den
skal du tage; og Sværd og Sadel skal du søge dig ud
paa samme Vis."
   Det gjorde Gutten; men det var tungt for ham at
bære det altsammen.
   Da han kom tilbage, sagde Hesten, at nu skulde
han klæde sig nøgen og gaa ned i Kjedelen som stod
og kogte i det andre Kammeret, og lauge sig vel der.
Jeg blir vel fæl da, tænkte Gutten, men han gjorde
det ligevel. Da han havde lauget sig, blev han saa
vakker og trivelig, og saa rød og hvid som Melk og
Blod, og meget stærkere end før.
   "Kjender du nogen Forandring?" spurgte Hesten.
   "Ja," sagde Gutten.
   Prøv at løfte mig," sagde Hesten.
   Aa ja, det kunde han, og Sværdet svang han ogsaa
som Ingenting.
   "Ja, læg nu Sadlen paa mig," sagde Hesten, "og
tag paa dig Rustningen, tag saa med Nypetornpisken
og Stenen og Vandflasken og Smurningskrukken, saa
reiser vi."
   Da Gutten vel var kommen op paa Hesten, gik det
afsted, saa han ikke vidste h v o r l e d e s han kom frem.
   Han havde nu redet en Stund, saa sagde Hesten:
"Jeg synes jeg hører en Dur. Se dig om, kan du se
noget?"
   "Der kommer mange, mange efter os, visst en
Snes," sagde Gutten.
   "Ja, det er Troldet det," sagde Hesten, "nu kom-
mer han med sine."
   De red endda en Stund, indtil de som kom efter
begyndte at nærme sig.
   "Kast nu Tornepisken bagover Axlen din," sagde
Hesten; "men kast den vel og langt fra mig!"
   Det gjorde Gutten og i det samme voxte der op
en svær tyk Nypetornskog der.
   Saa red Gutten igjen et langt, langt Stykke, mens
Troldet maatte hjem efter noget til at hugge sig igjen-
nem Skogen med.
   Men om en Stund sagde Hesten igjen: "Se til-
bage, kan du se noget nu?"
   "Ja en hel Mængde," sagde Gutten, "som en stor
Kirkealmue."
   "Ja, det er Troldet det; nu har han flere med sig.
Kast nu Kampestenen, men kast den vel og langt fra mig!"
Med det samme Gutten gjorde som Hesten havde
sagt, blev der et stort, stort Kampeberg bag ham. Saa
maatte Troldet hjem efter noget at hugge sig gjennem
Berget med, og mens Troldet gjorde det, red Gutten
igjen et godt Stykke frem.
   Men saa bad Hesten ham se sig tilbage igjen, og
da saa han det yrede som en hel Krigshær; de var
saa blanke at det skinnede af dem. "Ja," sagde Hesten,
"det er Troldet; nu har han alle sine med sig. Slaa
nu Vandflasken ud bag dig, men agt dig vel at du
ikke spilder noget paa mig!" Det gjorde Gutten; men
hvorledes han bar sig ad, kom han til at spilde en
Draabe paa Lænden. Saa blev der et stort, stort Vand,
men ved de Draaber han spildte, kom Hesten til at
staa langt udi Vandet; ligevel svømte den da til
Lands. Da Troldene kom til Vandet, lagde de sig ned
for at drikke det tomt, og saa slurkede de i sig til
de sprak.
   "Nu er vi kvit dem," sagde Hesten.
   Da de nu havde reist i lang, lang Tid, kom de
paa en grøn Slette i en Skog. "Klæd nu af dig hele
Rustningen og tag bare paa dine fillede Klæder," sagde
Hesten; "tag saa Sadlen af mig og slip mig, og hæng
alt ind i den store indhule Linden her. Saa skal du
gjøre dig en Paryk af Granlav og gaa op til Kongs-
gaarden, som ligger her tæt ved; der skal du bede om
Tjeneste. Naar du saa trænger til mig, saa gaa bare
hid og rist paa Bidslet, saa skal jeg komme til dig."
   Ja, Gutten gjorde som Hesten havde sagt, og da
han fik paa Lavparykken, blev han saa ussel og bleg
og tufset at se paa, at ingen kunde kjende ham igjen.
Han kom da til Kongsgaarden, og bad først om at faa
være i Kjøkkenet og bære Vand og Ved til Kokken.
   Men saa spurgte Kokkejenten: "Hvorfor har du
den stygge Parykken? Tag af dig den, jeg vil ikke
vide af nogen saa styg her inde."
   "Det kan jeg ikke," svarede Gutten, "jeg er ikke
rigtig ren i Hovedet."
   "Tænker du jeg vil have dig her ved Maden, naar
du er slig da?" sagde Kokken; "gaa ned til Stald-
mesteren, du passer bedst til at gaa og maake i Stalden."
   Men da Staldmesteren bad ham tage af Parykken,
fik han det samme Svar, og saa vilde ikke han heller
have ham; "du kan gaa til Havemesteren," sagde han,
"du passer bedst til at gaa og grave i Jorden."
   Hos Havemesteren fik han da Lov at blive; men
ingen af de andre Tjenerne vilde ligge med ham; der-
for maatte han sove for sig selv under Trappen til
Lysthuset; det stod paa Stolper og havde en høi Trap.
Under den fik han lidt Mose til Seng, og der laa han
saa godt han kunde.
   Da han nu havde været paa Kongsgaarden en Tid,
hændte det sig en Morgen, i det samme Solen randt,
at Gutten havde taget af sig Lavparykken og stod og
vaskede sig; og da var han saa vakker, det var en
Lyst at se ham.
   Prinsessen saa fra Vinduet den vakre Havedrengen,
og syntes hun aldrig havde seet nogen saa vakker.
Hun spurgte da Havemesteren, hvorfor han laa ude
under Trappen.
   "Aa, ingen af Tjenerne vil ligge med ham," sagde
Havemesteren.
   "Lad ham komme op i Kveld og ligge ved Døren
inde paa mit Kammer, saa skal de vel ikke holde sig
for god til at lade ham ligge i Hus med sig siden,"
sagde Prinsessen.
   Havemesteren sagde det til Gutten.
   "Mener du jeg vil gjøre d e t?" sagde Gutten; "saa
vilde de sige at der var noget mellem mig og Prin-
sessen."
   "Ja, du har Grund til at være ræd for det du,"
svarede Havemesteren, "du som er saa vakker."
   "Ja, ja, naar du befaler det, saa faar jeg vel gjøre
det," sagde Gutten.
   Da han nu skulde opefter Trapperne om Aftenen,
trampede og slampede han saa i Vei, at de maatte bede
ham gaa sagte, forat ikke Kongen skulde faa det at
vide. Han kom ind og lagde sig, og begyndte strax at
snorksove. Da sagde Prinsessen til Ternen sin: "List
dig nu bort og tag af ham Lavparykken," og det gjorde
hun; men i det samme hun vilde nappe den, holdt han
paa den med begge Hænder, og sagde at den fik hun
slet ikke. Dermed lagde han sig igjen til at snorke.
Prinsessen gav igjen Ternen et Vink, og saa fik hun
nappet af Parykken; da laa Gutten der saa deilig og
rød og hvid, som Prinsessen havde seet ham i Morgen-
solen. Siden laa Gutten hver Nat oppe i Prinsessens
Værelse.
   Men det varede ikke længe, før Kongen fik spurgt
at Havedrengen laa i Kammeret hos Prinsessen hver
Nat, og saa blev han saa harm at han nær havde ladet
Gutten aflive. Det gjorde han ikke ligevel, men kastede
ham i Fangetaarnet, og sin egen Datter stængte han
inde i hendes Kammer, saa hun aldrig fik Lov at komme
ud, hverken Dag eller Nat. Alt hun graat og bad for
sig og Gutten, saa hjalp det ikke; Kongen blev bare
endda mere sint ved det.
   En Tid efter blev der Krig og Ufred i Landet, og
Kongen maatte ruste sig mod en anden Konge, som
vilde tage Riget fra ham. Da Gutten hørte det, bad
han Fangevogteren gaa til Kongen for sig og bede om
Harnisk og Sværd og Lov til at være med i Krigen.
Alle de andre lo, da Fangevogteren sagde sit ærende,
og bad Kongen at han maatte faa noget gammelt Skram-
mel til Rustning, saa de kunde faa den Moro at se den
Stakkaren være med i Krigen. Det fik han, og dertil
et gammelt Skarve-øg, som hinkede paa tre Ben, det
fjerde drog det efter sig.
   Saa drog de da ud mod Fienden; men de var ikke
komne langt bort fra Kongsgaarden, førend Gutten blev
siddende fast i en Myr med øget sit. Der sad han og
hakkede og nikkede: "Hei, vil du op! Hei, vil du op!"
sagde han til øget. Det havde alle de andre rigtig
sin Moro af, og lo og gjorde Nar af Gutten, mens de
red forbi. Men aldrig før var de borte, saa sprang han
til Linden, tog paa sig Rustningen, og ristede paa Bids-
let; strax kom Hesten og sagde: "Gjør du dit Bedste,
saa skal jeg gjøre mit!" Da Gutten kom efter, var
Slaget alt begyndt, og Kongen var i slem Knibe; men
aller bedst det var, havde Gutten jaget Fienden lang Vei.
Kongen og hans Folk undredes meget paa, hvem det
kunde være som kom og hjalp dem; men ingen kom
ham saa nær at han fik talt til ham, og da Slaget var
forbi, var han borte. Da de drog tilbage, sad Gutten
endda i Myren og hakkede og nikkede paa det trebenede
øget. Da lo de igjen. "Nei se bare, der sidder den
Narren endnu!" sagde de.
   Den andre Dagen de drog ud, sad Gutten der endda;
de lo igjen og gjorde Nar af ham; men aldrig før var
de redet forbi, saa sprang Gutten til Linden, og alt
gik igjen som den forrige Dag. Alle undredes de paa,
hvad det var for en fremmed Kjæmpe som havde hjul-
pet dem; men ingen kom ham saa nær at han kunde
faa talt til ham; og der var nu ingen som gjættede paa
Gutten, det forstaar sig.
   Da de drog hjem om Aftenen og saa Gutten sidde
paa øget endnu, lo de ham ud igjen, og en skjød en
Pil paa ham og traf ham i Benet. Han til at skrige
og bære sig, saa det var forfærdeligt; saa kastede
Kongen Lommetørklædet sit til ham, for at han skulde
knytte det om.
   Da de drog ud den tredje Morgen, sad Gutten
igjen i Myren. "Hei, vil du op! Hei, vil du op!"
sagde han til øget.
   "Nei, nei! han kommer til at sidde der, til han
sulter ihjel," sagde Kongens Folk, mens de red forbi,
og saa lo de af ham, saa de var færdige til at falde af
Hestene.
   Da de var borte, sprang han igjen til Linden og
kom efter til Slaget, netop som det gjaldt. Den Dagen
dræbte han Fiendens Konge, saa Krigen blev endt med
det samme.
   Da Slaget var omme, fik Kongen se Lommetør-
klædet sit, som den fremmede Kjæmpe havde knyttet om
Benet, og saa havde han let for at kjende ham; de tog
ham da med stor Glæde mellem sig til Kongsgaarden,
og Prinsessen, som saa ham oppe fra sit Vindu, blev
saa glad at du aldrig kan tro det: "Der kommer min
Kjæreste ogsaa!" sagde hun. Han tog da Smurnings-
krukken og smurte sig selv paa Benet og siden alle de
Saarede, og saa blev de allesammen god igjen paa
øieblikket.
   Saa fik han Prinsessen til ægte; men da han kom
ned i Stalden til Hesten, den Dag Brylluppet skulde
staa, stod den der saa stur og hængte med ørene og
vilde slet ikke æde. Da den unge Kongen - for da
var han blit Konge og havde faaet det halve Riget -
talte til ham og spurgte hvad der feilte ham, sagde
Hesten: "Nu har jeg hjulpet dig frem, og nu vil jeg
ikke leve længer. Nu skal du tage Sværdet og hugge
Hovedet af mig."
   "Nei, det vil jeg slet ikke gjøre," sagde den unge
Konge; "men du skal faa hvad du vil have, og staa
stille bestandig.
   "Ja, gjør du ikke som jeg siger, skal jeg nok vide
at faa Livet af dig," sagde Hesten.
   Saa maatte Kongen da gjøre det; men da han
hævede Sværdet og skulde hugge til, var han saa ilde
ved, at han maatte vende Ansigtet bort, fordi han ikke
vilde se paa Hugget; men aldrig før havde han hugget
af Hovedet, saa stod den deiligste Prins der Hesten
havde staaet.
   "Hvor i al Verden kom d u fra?" spurgte Kongen.
   "Det var jeg som var Hest," svarede Prinsen. "Før
var jeg Konge i det Land som den Kongen var fra,
du dræbte i Slaget igaar; det var han som kastede
Troldham paa mig og solgte mig til Troldet. Siden
han nu er dræbt, saa faar jeg Riget mit igjen, og du og
jeg blir Nabokonger; men vi skal nok aldrig føre Krig
mod hinanden."
   Og det gjorde de da ikke heller; de var Venner
saa længe de levede, og den ene kom tidt og ofte og
besøgte den andre.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt