Erobrernes sanger

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Dybets Djævle, flaggrer op saa tæt saa tæt som Støv!
Kommer! Cæsars Sangers Harpe er jer Æreport.
                  Kom, Cains Radd
      med Menneskets førstslebne Morderknivs Blad!
                  Kom, muggne Skolt
      af Første, som Spir over Mennesker holdt!
            Dødens Skygger, reiser eder!
            Kom ethvert af Dybets Kryb, der
            er belivnet Klump af Natten!
            (som den blaa Sfinx Filifendel
            er en liden Dag bevinget.)
            Kommer: Afgrundens Befolker,
            en tilbedt og laurkrandst Djævel,
            Morderkongen, en Erobrer
            dyrkes som en Gud, i Jordens
                  Navn -- ak, af en Skjald.

Fyld et Tjæreqvartel, Skjald, med tusind Fugle smaae:
med den kjelne Duehun og søde Irisk graa!
                  Heijah! paa Stang
      du stikke det op paa en kulsviet Vang!
                  Heijah! tænd an!
      Besyng da din Cæsar og Jorden i Brand!
            Ei du hører Duens Jamren.
            Dog den Due var en Mo'er, hvis
            Rok imellem Smaabørn surred;
            røde Pape gammel Borger
            knuset af sin egen Arne;
            Irsken en trolovet Jomfru
            qvalt af Røg i Brudgoms Arme.
             -- Skjald, hvad Sangaand i slig Jammer?
            Der skal syndig Magt ei Storhed
                  til at skabe Sorg.


Haand, der svinger Plektren for den store Morderdrot,
krumme, kjøbte Virtuoser er din Fingerflok.
                  Et Hofcapel
      da bliver din Guldstrengerad, Citharel!
                  En Hoboist,
      Erobrerens Skjald! skal du agtes forvist.
            Da din tørre Prosamuse
            Pebermøen Saga være!
            Storhed maale du med Lænker!
            Aanderang med Ordenskjæder!
            efter Trommeklang Berømthed!
            En Kanonrøg er den Himmel
            hvori, Skjald, din Guddom throner
            over sine Valpladsverdner.
            Blod og Graad er Cæsars Blomster.
                  Dine er hans Guld.

Lazarethets Dunster, Cæsars Sanger, er den Sky,
hvori ind din Muse hyller (haha!) sin Majestæt.
                  En Sneppertodd
      er Glorien hendes -- den drypper af Rodd.
                  "Triptrap Geled!"
      er eneste Versfod dit Heltedigt veed.
            Derfor stønne dine Strofer
            som Geleder Grenaderer.
            Og din Jubl, du Ven af Lasten,
            naar den glimrer bag et Banner,
            naar den hersker bare, raser
            retsom Cæsars Trommehvirvler.
            Heltedigtets hundredtusind
            velpoleerte Hexametre,
            rulle kun, som hans Colonner,
                  hentil Ild og Død.

Men den sande Muse: Hun som elsker Støvets Dyd;
løfter den fra Pjaltedækket til sin Himmel op;
                  i Vuggekys
      indstraaler i Barnet sit himmelske Lys,
                  imens hun selv
      forelsket indsuger dets Menneskesjel . .
            Hun paa frie Tag sig sætter,
            men kun Røverravn paa Borgen.
            Gjennem Harpen (dette Jordens
            Øre lagt til Himlens Læber)
            bruse Himlens Sjeles Tanker
            ind i Jordens Millioners.
            Imperatoren da bæver.
            Thi dens Klang kan smede Øxer,
            og dens Strengerad som blanke
                  Piker springe frem.

Skinner, Engles Stjerner! Skin Guds Sol! I Glædens Lys!
Hvælv dig, alle Sjeles Himmel: Friheds Odelhjem!
                  Bort Djævleving!
      (et Banner du var, mens du gnistred omkring)
                  Bort Drageham!
      (det Skib hvori Cæsar paa Blodhavet svam).
            Jordens Djævle, Afgrundsdrager,
            som med kronte Isser flamme,
            I som knuged Jorden dobbelt,
            da I tænkte Himlen sonet
            blot fordi en Skjald, der kaldte
            sig dens Søn, besang jer Sejer --
            skjuler jer: -- thi hør Cheruben
            Byron sang jer Død i Thordner!
            Delavignes Harpe brænder
                  jer, den Julisol.

Gjennem en Skjærsommerstraale som i Guldbasun
sang de Himlens Skjalde Frankrig Frihed til og Seir.
                  Cæsarers Fald
      at synge da lærte den viede Skjald.
                  Med Fryd han fandt
      at Brutus' Dolk mellem Strengene brandt.
            Delavigne sang: -- og Aander
            svang det Sollyn Julistraalen,
            smeltet Kobber liig, om Jorden.
            Men med Guddomsvid imellem
            Mængden foer den, slog kun Onde,
            veg for Borgerhat ærbødig,
            smeltet Kroner, sved Tiarer,
            splintred kun de Klerkkalotter,
            som med Domers Stolthed over
                  Klosterhjerner hang.

Körner sang og Arndt og Uhland -- Lüzows sorte Jagt
vare deres Toner kun i Liv, i Staal, i Seir.
                  Da Rhiga sang:
      paa Marathon glimred igjen en Falang;
                  og Zeus sit Lyn
      Kanaris, den Brændende, gav ifra Sky'en.
            Chenier sang: -- da lodded Engle
            Himlens Blaa med Lynets Flammer
            ind i Galliens Liljebanner.
            Roucher sang: -- da, let som Skyer
            fulde af Dæmoner, rulled
            over Alpen Legioner.
            Niemcevicz greb i Strengeraden,
            Samson liig i Dagons Søiler:
            Weichsler blaae af Staal og Bug af
                  Blod om Czaren slog.

-- Cæsars Skjald ved Flammepøsen, (Cæsars Storheds Bild):
se jeg samler Skogens Fugle i min Maipocal!
                  Maaltrost, som fik
      din Fløitklang af Stellamins funklende Blik
                   -- ah, Klangkarbunkl!
      . . ah, funklende Fløiten og fløitende Funkl! --
            Sorte Starr, døbt i min Klage!
            Due, hvid af mine Taarer!
            Stillits, Friheds Skjald med Vingen
            liig et lidet trefarv't Banner! --
            flyver i mit Frihedsbæger
            med den norske Løve over!
            Se, jeg løfter Laaget! -- Flokken
            flyver op til Gud med Hymner.
            Cæsars Sanger, hør -- det er en
                  Libertadors Sang.

      Ei dig daare Seirsvognens Duren!
(den fører Voldherren frem) -- ei hans Fahnspidsers Guld!
(Af dem skal Sceptrene smedes). Men syng du med Plogen i Furen
      om Frihedens Fredsaar i Muld!

      Du søge din Plads i Musikcorpsets Skare,
i fuld Uniform, du Erobrerens seirdrukne Skjald,
som seer ei at Mennesket Napoleons Sejerstog vare
      Cheruben Napoleons Fald!

      Sejer du synger? Der synges kun Sejer
af Smaabørns Lallen (den Jubeltrochæ)
            af Qvinders dandsende Fod
(den levende Dactylus under Tropæ),
naar cincinnatført Folk, ei Cæsar, det Fædreland ejer
            med Hæder og Fred
      det afkjøbte Jorden for Blod
            og Himlen for Sved.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt