Et Tilbageblik

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Den unge Kæmper skal fra Hjemmet drage;
Nu er han vakt af Barnefredens Blund.
Det er en Høitid mellem Livets Dage,
Naar hver en Nerve venter Prøvens Stund;
Selv Ømhedstaaren, der skal Afsked tage,
Er Vaardug kun i Haabets Rosenlund.
Begeistring letter alt den unge Vinge;
Det er saa skjønt fra Buret sig at svinge.

Men alt som Verden svuvlmer ham imøde,
Fremspire Verdner i hans eget Bryst,
Med skjære Farver fra hans Morgenrøde,
Med Trylleformer fra hesperisk Kyst;
Mod dem er alle Kløvermarker øde,
Og Vaaren der er lig en vandkold Høst.
Han gjemmer stolt, som fangne Idealer,
De skyggeløse Billeder, han maler.

Ak, Ideal .... Husk, da Du hæved Sløret
Den første Gang for denne Tankens Brud,
Og Tidens Røster hvisked Dig i Øret,
At hun var falmet, saa enfoldig ud!
Du trodsed og Du vaklede, som Røret,
Og saa i Livet Taager kun og Slud,
Og fik den tunge Mening i dit Ho'de,
At Du stod ene paa den vide Klode.

O bitre Sorg! Du er en kraftig Amme
Til hver en mandig, hver en skjøn Bedrift;
Der er en Lægedom, en Livsens Flamme
I Skuffelsernes tidligt nydte Gift.
For hvert Fantom, der brister i sin Ramme,
Har Øiet aabnet sig en større Rift,
Hvori det skuer, som bag spredte Taager,
Den rene Dag, der over Mulmet vaager.

Den unge Stræben, der med glade Taarer
Gi'r en Fortegning Idealets Krands,
Den dunkle Higen i de hede Aarer,
Er dog den samme underbare Sands,
Som Himlen engang til sit Vidne kaarer
I Harpers Vellyd og i Farvers Glands.
Da har den gjennembrudt sin sidste Hindring,
Og Skuffelsen staar fjern som en Erindring.

Der er en Leder, som med aaben Pande
Din Fart vil styre gjennem Tidens Strøm;
Han kjender Bugten, hvor din Baad skal lande, —
Se, det er Englen fra din Ungdoms Drøm.
Hvor Løvet hænger i de klare Vande,
Og Fuglens Sang er smeltende og øm,
Der vil han atter, naar din Middag brænder,
Et Leie rede Dig med milde Hænder.

Det var hans dybe, hemmelige Stemme,
Hvortil din Barndom lytted første Gang;
Det første Nyn, din Læbe kunde nemme,
Det var hans Hvisken i din Vuggesang;
Det søde Minde, som Du sidst vil glemme,
Det har han digtet, mens din Rangle klang; —
Men da de blide Glæder vare endte,
En større Flamme i din Barm han tændte.

Da følte Du, hvor underbart han vakte
En Hær af nye Syner for dit Blik;
En Krands af unge Roser han Dig bragte
For hver en Knop, der blegned og forgik;
I hver en glandsfuld Blomsterkalk han rakte
Dig Længslens bittersøde Luedrik, —
En navnløs Fryd han lod dit Hjerte ane,
Og Haabet stod som Vished ved din Bane.

O, de var fjerne, selv for Modets Vinger,
De Skatte, som Du drømte Dig saa nær.
De ligne Smykket, som en Dronning bringer
Den bedste Kæmper i en tapper Hær;
Hvor hundred Helte laa med brudte Klinger,
Der maa han seire med det tunge Spær.
Se, Damen vinker fra sit høie Sæde; —
En Kampplads skiller ham fra Palmens Glæde.

Dog, naar den farverige Krands er vunden,
Da vil med Et dens Tryllekræfter dø;
Men naar den falmer, naar dens Duft er svunden,
Den kaster ud igjen et vinget Frø,
Og Længslen følger det fra Klippegrunden,
Og ser det falde paa en ensom Ø,
Hvor Duggen rigere i Kalken daler,
Hvor Blomstens Purpur dybere sig maler.

Jeg saa engang blandt Neldeklynger hænge
En sjelden Puppe med et gyldent Skin;
Jeg maatte djervt igjennem Krattet trænge
Og tænkte altnu er den sikkert din;
Men, nær ved Maalet, saa jeg Psychen sprænge
Den lyse Skal, der leded mine Trin;
Den folded ud sin Pragt for mine Blikke,
Jeg fulgte den, — men naaede den ikke.

Saaledes fjernes Maalet for din Møie
Ved hver en Vinding paa den steile Sti;
Hvert Tryllesyn, der glimrer for dit Øie,
Er Moder til et større Trylleri;
Men naar det fødes, ser Du ganske nøie
Det førstes Ynde slukke sig deri;
Det nye Billed er saa skjønt at eie, —
Og atter færdes Du paa bratte Veie.

Og dog er denne Higen i dit Indre
Din Vandrings Ledetraad og Støttepunkt;
Du haaber kun, fordi Du tør erindre, —
I Tidens Vexel er dit Hjerte ungt.
Tilsidst Du har en Glæde, der kan lindre
Hvert Savn, der synes nagende og tungt:
Du ved, at Skuffelsen, hvor Døgnet gjærer,
Ei gjelder Livet, som dit Indre nærer.

Da staar din Engel atter ved din Side,
Og hvad han loved, har din Stræben bragt.
Du saa i hver en Dyst, Du maatte stride,
Et gyldent Glimt af Idealets Pragt;
Men Lønnen for det Alt, Du maatte lide,
Var kun at kjende Grændsen for din Magt;
Naar den er fattet, er din Higen svalet, —
Da har din Vandring naaet Idealet.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt