Et kvæde ved Christian Krohgs grav

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

En duftløs Blomst og Elskerens Graad
leve paa Ungmøens Grav!

Men Sang er Mandens Gravblomst, et Folks
Klager hans Sorgharpelyd:

den Mands, som segned under sin Sjels
Frugter: sin blomstrende Daad.

Et Digt er Dennes Gravblomst, hvis Stilk
Regnbu'en, hvis Blade lig' Skyer

af Engles Jublen fulde, hvis Blomst
evig som Nordstjernen er.

Se, Jordens Skat til Himlen er hver
Dyd, som i Støvet tør groe!

En høster med Manddoms leestærke Kraft
Folkets Beundring og Fryd.

Hans Sønner rundt sig hæve som smaae
Altre for Faderens Dyd.

Da raabe Himlens Engle: "vor Brod'er"!
og han fra Jorden maa flye.

Kun livløs Skjønhed ligger igjen,
(Bann'ret paa ensomme Val)

Og arme Jord opsluger med Sult
Skjønheden, Aanden har glemt.

Saa favrest Qvinde, daadrigest Mand,
hvis Sjæl var en Harpeklang liig,

(som Nattens Fløite, Droslen, naar fjernt
hørtes en Medbeilers Suk,

bortflyer til modig Veddesang -- tom
vugger sig Granqvisten nu -- )

sig blander med Seraphernes Chor:
Jord faaer kun Lyraens Skal.

Slig Sjel -- o bag den fyger dens Støv,
som Skyen hvor Solstraalen løb --

fra Morgnens Stjerne til Aftenens Blus
sig spænder som tonende Streng;

seer nær den Jord, som dukker sig, liig
en Svane, i Morgenens Blod;

og nær den Jord, som Melkvejen seer
lavt som et svømmende Dyb;

og skuer fjernest susende Jord,
som Carl hvert Skandiens Tag;

og tyder fjerne Verdeners Træk
paa Himmelen, Almagtens Skjold.

Ha, Himlens Chore voxe, men her
opdynges Grave paa Grav.

Saa høit, at sidste Liig i en Sky
finder sin graadfulde Grav.

Ak Throner staae paa Grave . . Se, hist
synker en Pille . . her en!

Med Kongens Aande, Kongens, som sig
klynger til sidste Pillar,

sig Stank, som fuul fra Aabningen gaaer,
blander, og fylder hans Fløil.

Ak Brudens Seng en stinkende Grav!
Lygtemand Brudgommens Blus!

Se, favrest Qvinde, daadrigest Mand,
hvis Sjel var en Harpeklang reen,

sig blander med Seraphernes Chor:
Jord faaer den klangløse Skal!

Hvor slige rene Toner forsvandt,
synes de Øvrige Hyl.

Ak rige Himmel! fattige Jord!
livløse, tomme Monument.

De frie Aander kalde dig Jord
Himmelens Gravlampe vist?

Naar fjernt de see dig vifte, og hvis
engang de spirede her.

-- Naar Himlens Chore voxe ved ny
tonende Høiaand, som kom.

og Jord, liig døsige Drage, paany
knuger dens henlagte Skal:

saa Øjet Intet finder af Hvad
nylig Beundringen saae.

Men skrækkes, som ved Ørkener see
hvor Pyramiderne stod.

Da raaber Skjalden, Skjalden, hvis Sjel
ofte i Himmelen var,

som pynter Sorg med tankefuld Sang,
maaler med Jamber den ei . . .

Slig Skjald til Himlen raaber, som da
sender tilbage hans Navn.

Vemodige Skjald paa Ædlingens Grav
sangfulde Bautasteen er.

Det Navn, som skjælver blegt paa Mund,
raabe Cheruberne høit:
     "Christian Krohg"!

Se Norges Graad hans Liigfakkel -- ha,
skinnende vidt gjennem Sky'en!

De ranke Normænd ere hans Gravs
sorgfarv'de Kjerter. O Nor

belys dit Tab med Taarer (hans Gravs
ludende Sneklokkekrands)!

Eia, han fanger sin Dug, Himlens yngste Blomst!
              Himmelens yngste Cherub
         sin Vinge har spændt,
               liig Regnbuens Flig,
              over det blege Græs,
for Norges Graad at samle, og ind i sin Pragt den baldyre,
Han seer os, seer min Harpe, den klingende Urne paa Graven.
Han hører Dithyramben: som Rankens
frydfulde Aande Sjelen, den vidt (thi
den er Daadens Efterklang) spænder hans Vinge.
. . O se Morgenskyen hævende sig!
(Hans Vinge rødmer, liig hans Yngstes Kind
-- Rubinen i Enkens Slør -- )
O se Morgenskyen hævende sig!
Paa hver dens Spidser funklende Dug!
(Hans Pragt baldyret med hans Ældstes Graad
-- Fredsregnbuen i Enkens Sorg -- )
Se Morgenstjernen i Skyen er yderste, gyldne Lok af Seraphen,
som dvæled' Natten over ved Graven (den lille, som standser
      Søvinden, saa med Sorg
               den vender tilbage)
         og pyntet med nye
               Perler, nu flyer
did, did, hvor Tanken standser med Suk:
         "Jeg tabte Sporet
      blandt Himlens Verdner"!
O der, der, hvor Phantasien udvider Horizonten
vidt foran hver en Aand, som stiger,
mens bag en lys Erindring den udvider
(en lys og tankefuld som Paradiset,
der rækker Frugt og Blomster, om hinanden,
som tusindfoldigt Speil mod Solen). O
den morgenrøde Phantasie er foran,
den aftenblege Erindring bagtil, saa
at Aanden stedse finder sig i Midten
udaf en Synskreds, som bestandig voxer,
indtil den Alt omfatter. Der er Gud!

Krohgs Aand, som Urnens Vellugt, fløi bort.
Himmelen vandt ved vort Tab.

Og Muld den tomme Urne har fyldt,
som Midnatten Himmelens Kalk.

Hans Spoer er borte? Hisset vi bag
Stjernerne tabte det kun.

Paa Jord du søger? Ha, i hver Barm
led du, og find da hans Navn:
         "Christian Krohg!"

Bliv, Søn af Krohg, din Fars Monument!
Nor veed, han et skjønt har fortjent.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt