Eva

Blygråt er havet, blygrå himlen,
blygrå er dine øine, Eva.
Længe har du siddet taus,
knuget mine hænder.

- Dine øine -
blå, da solen lo og havet sang!
Du er som selve naturen, Eva.

Dine læber, som hviler på min pande,
er så kolde.
Dine hænder, som hviler i mine,
er så kolde.
Dit bryst ånder så tungt,
- jordens ånde mod min sjæl!

Ja, du er som jorden.
Når soldis på soldis svømmer,
er der over dit øie soldis, -
når tåge favner tåge,
er dit øie mørkt og vådt.

Nei. Jeg skal ikke tale mere.
Tause vil vi sidde og lytte
til havets lange, sugende suk,
stirre mod tågernes angstfulde nat.

Eva! . . .