Extase

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Alt glider under, synke ned i mørke,
hav, byer, mennesker forsvinder.
Og bare nattehimlens febergrønne
dødsstille kuppel slaar sit hvælv omkring os.

Og midt i natten sidder du. Kun du.
Og for min sjæl du voxer op i vælde --
en gudesfinx -- ensom i ørkenødet --
hvis hoved stirrer ud i stjernemylret,
hvis hænder griber dybt om jordens hjerte.

Du vældige. Du altbetvinger.
Du stærke dæmon, der alene raader
over mit liv, mit virke og min død, --
hvis graablaa øine er som langsomt slebne
halvkugler af opal, der stundom glimter
mig satansondt og rædselsrødt imøde --
men stundom glider bort fra alt og rummer
en uddød verdens gaadefulde mørke.
Jeg ser din mund, der smal og stum sig lukker,
de hvide hænder, der i grusom slaphed
har segnet trætte i dit skjød tilhvile
som tvende smidigt-slanke tvilling-rovdyr,
der sover ud fra dagens vilde blodbad,
men snart vil vaagne sultne op igjen.

Jeg føler rædsel for dig, store dæmon
jeg elsker dig og bæver, sterke kvinde.

Jeg elsker dig, hvis spotterblik kan synke
langtsomt som slebet staal inndi mit øie,
hvis ord kan kyste som en jernpiggd hanske
hver draabe blod ud af mit skakkels hjerte.
Jeg elsker dig, hvis trætte, hede favntag
mig overbruser med en vellystbølge,
hvori jeg synker salig ned og kvæles.

Og trykker jeg dit varme legem til mig,
saa vore hjerter stormer mod hinanden :
dén kval min sjæl dog evig sønderriver,
at aldrig, aldrig er jeg tæt nok hos dig :

Jeg vilde smelte sammen med dig, dæmon
jeg vilde voxe mig indi dit legem,
jeg vilde, at min sjæl med din blev blandet . . .

Det er som har min aand sprængt livets grænser
og svæver henad i det endeløse,
didud, hvor vanvidet og døden raader.

Det er som har min aand sprængt livets grænser --
jeg væmmes for at vende did tilbage,
nu jeg har svmlet gjennem alle dybder.
-- -- --





Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt