Følg kaldet!

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

   Kongeørn, med Lænke spændt
   om sit Been og Vingen brudt,
   som i over tyve Aar,
   siden den blev halvdød skudt,
   har for simpel Gaardhund tjent
   paa en ensom Bondegaard,
         lider dog
   ei den arme Digters Vaande
   som i lidet Folk er født,
   hen i Verdens Hjørne stødt,
         med et Sprog,
   som ei rækker fra sin Krog
   længer end dets Læbers Aande.


   Han er liig en Klokke dækket
   til med tykt og fugtigt Teppe,
   liig et Rosentræ, der stækket
   er indunder mørke Skjeppe.
   Geniussens Vinger sprede,
   løs at lade da sin Aand,
   som de lykkelige Andre,
   der til Millioner kvæde,
   var at ville Verden vandre
   rundt i snevre Tøndebaand.

   Heller som en Indian
   fød imellem Indianer,
   mellem vilde Floridaner
   eller som en Araukan.
   Skjalden agte de som Præst,
   hente ham til hver en Fest,
   bygge ham en Palmehytte,
   sidde ved hans Ild og lytte
   lære Sangen nøje efter
         Ord for Ord,
   og hans Omkvad de i Chor
   juble med af alle Kræfter.
   Naar han saa er død, de Gamle
   hvert hans Kvad nøiagtig samle,
         og de Unge
   arve det paa deres Tunge.

   Andet Lys end det som bryder
   af og til i Kvadet frem
   heller ei de Stakler eje:
         Laster, Dyder,
   vandrende ad skilte Veje
   til Udødeligheds Hjem,
   hvor en Dommer træffer dem,
   har han ahnt og første Gang
   lært sit Folk derom i Sang;
         ja Ideen
   om den store Aand, det hylder,
   Folket i sin Vildhed skylder
   ene Glimtet i hans Seen.
   Perler liig, der gjennemskinne
   Bølgerne, som over rinde,
   i de vilde Kvæders Dunkle
   Aabenbaringerne funkle.


   O vi Selv, vi Selv endnu
   ere vilde i vor Hu,
   stundom og i vore Skikke.
   Vestens Indianer ikke
   ere i saa hadske Slægter,
   skjøndt hverandres Blod de drikke,
   splittede i Skoven ad,
   som Europa er i Sekter
   af forbittret Meningshad.

   Ung maa Verden endnu være,
   Slægtens Sagas lange Lære
   endnu kun dens Vuggesange
   og dens Barndoms Eventyr.
   Endnu leve Chaos' Dyr:
   Megazaur i Amazonas,
   Leviathan, som tog Jonas,
   og uhyre Kjæmpeslange.
   Ørkner, tusind Mile lange,
         tusind brede,
   tordnende af Løvers Vrede,
   spotte end ad Slægtens Flid.
   Fjeldet, som i Noahs Tid,
         uforvittret
   staaer i sine Tinder splittret,
   viser endnu intet Tegn
   til at ned i Muld dets Skuldre
         ville smuldre,
   dannende en frugtbar Egn.
   Men se Fjeldet rydt og raat
   hvor det glindser som Krystal,
   just hvor brattest er dets Fald,
   violet og himmelblaat!
   Hvad har glattet Alpens Horn,
   afpolert dets haarde Side
   Flek for Flek og Korn for Korn?
          -- Regnens Draabe,
   bløde Hvift af Skyens hvide
   af Atomer vævte Kaabe,
   Fjedrene paa Taagens Hat.
   Hvad har knust til Sand Graniten?
   vasket ud den røde Spath,
   saa det dynger sig i Klitten
   stedse mere skjært og hvidt?
   -- disse Vandets bløde Kredse,
   dette Havets maalte Skridt,
   dette blide Bølgeslag,
   i en dyb Bevægen stedse,
   liig en Verdens Aandedrag.
   Og i tusind Aar hver Sommer
   ryster Mosen sine smaa
   bægerformte Sølverblommer
   over golde Klipper graa,
   til i al den spredte Grøde
   store Furu finder Føde.


   Intet -- Større eller Mindre --
   Intet frugtløst og forspildt,
   er der Hensigt i dets Indre,
   slænges ud det end saa vildt.
         Markens Dugg,
   dampet hen i Solens Glød,
   samles hist i Skyens Skjød
   som et svævelystent Flor,
   vævet kun af Blomstertinter;
   og de Fnokkers fine Fnugg,
   gamle Piletræ sig spinder,
   flittigt som den gamle Moer,
   der kun tænker paa en Vinter,
   sporløst ei i Blæsten svinder:
   Myren, hvor det daler ned,
   slæber det til Huus afsted.


   Skulde Skjaldens Ord, den skjære
   Dugg af Lysets Funker, varm
   som om Blod sprang af hans Barm,
   Eneste i Verden være,
   som foruden Spor og Minde
   kan forspildes og forsvinde?
   Op! hvis Herrens egen Røst
   fylder med en Storm dit Bryst!
   Ud den bruse i det Øde!
   Bedre Tiders Morgenrøde
   vil den frem af Mulmet støde.
   Op! hvis dine Fingerender,
   naar de Harpens Strenge møde,
   Funker ud i Mulmet sender!
   Enkelte dog i det lille
   haarde Folk, forskrækte, stille,
   -- enkelte, som Lapper over
   Fjeldenes forstente Vover,
   naar et Syn af fjerne Flamme
   kalder dem fra deres Gamme --
   ile did, hvor Skjalden lader
   tone sine Strengerader;
   og, naar Øjet op han slaaer,
   snever Kreds omkring ham staaer.
         Det er nok!
   Han vil føle, han ei længer
   Folk af Millioner trænger --
   kun en liden venlig Flok.


   . . . O, unge Pige, lad see hvad bringer dit blide Øje i
Graad? En Lap Papir! et Blad af "Jøden," som din Fader
ventelig har afrevet og slængt bort? O ingen Klage saalænge
der endnu er et Hjerte aabent! Ligesom den snigende, usynlige
Myrild omsider springer fra Træ til Træ, kan Menneskekjærlig-
heden udbrede sig fra denne Ene: først til hendes Veninder, saa
fra dem til deres Mænd.

   Hvem veed? Har ikke Kvindens Skjød været hædret?
Verdens Største og alle Lysets Helte have lagt under hendes
Hjerte. Og under en saadan Kvindes Hjerte vil engang Den
hvile, som "skal komme efter" og ved hvem alle Slægter skulle
forenes, som Floder, der ledes sammen i en Sø. Gud velsigne
dig, Kvinde! Med et saadant Hjerte, at Du græder over den
ulykkelige Jøde, kunde Du være den Kaarne, om Guds Time
var kommen.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt