Fandango

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Ikke janitscharmusik!
Stille, I marschtunge rythmer!
Stille, for fan, musikanter!

Tscherkesserinderne , tscherkesserinderne,
     lad dem blot komme!
Ind skal de danse på spæde små fødder
     til dæmpet musik
     fra fjerne guitarer.
Surrende, kurrende, kjælende toner,
smilende, hvilende, hviskende toner,
     sanselig søde:
     Fandango !

Dysterrødt skjær om den lyslette dans,
skinnende langslør som sølvskyer stryge,
bølgende arme sig slynge så myge
     i dans!
Et rødt lidet øre, en hvid liden finger
og fødder, som lydløse, lynrappe tripper
     i sobelskinsdækkenets silkehår sorte. -
Og rislende ringlen fra smykker og stene.
     Og kinder. Og øine.
     Fandango!

Zerlina, min terne, din hals er så sød,
     dit øie så sort,
men dit øie er vådt, Zerlina.

Zerlina, min terne, din læbe er rød,
     din kind er så rund,
men din kind er så bleg, Zerlina.

Zerlina, min terne, din hud er så blød,
     din mund er så frisk.
Men - hvi bæver din mund, Zerlina?
 
«Ak, herre, det lider mod høstens tid
     og Persiens roser, de falder.
Og duggen græder på nellikens mund,
     og løvet visner, o herre.»

Zerlina, min terne, hav tak for din dans
     og dit ord. – Lad mig ene.

Det visner. Det visner,
     det visner, det visner,
verden, den visner, og roser og kvinder,
mit legem og alle de skjælvende nerver
     visner !

Og tiden, den sniger sig langsomt forbi mig,
og timerne vandrer at grave min grav.
Jeg tør ikke tænke - jeg tør ikke leve.
     Tør ikke dø!

Og i denne dødens den natdybe stilhed
     risler som endeløs heilo -sang:
Det visner, det visner,
det visn....

Musik, musik, janitscharmusik,
den store kinesiske tromme!

Fra "Digte" (1891).



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt