Fanten

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Min mor det var en hvermandstøs,
             som slængte langsmed veien.
En nat, da selve fanden frøs,
jeg fødtes i en gråstensrøs
             på heien.

Min mor hun la mig i en sæk
             og bar mig med på ryggen.
Men så fik hun tilslut sit knæk,
hun drak en kvæld og sovned væk
             på bryggen.

Min mor hun aldrig vågnet har,
             hun frøs ihjel den natten.
Men siden blev jeg den jeg var,
jeg voxte op, og jeg blev kar
             for hatten!

Nu kan jeg klinke kop og krus,
             så de blir plent som hele.
Men jages jeg fra bondens hus,
jeg kan nok komme att, min pus,
             og stjæle.

Den bonde er så tyk og from,
             han liker ikke fanten.
Men pas dig -- blir først fanten grom,
han maner pokker i din vom --
             minsanten!

Den bonde træller i sin gård
             med spaden og med riven.
En tater tar, hvad han ei får,
og hvis en lensmandskar dig slår:
             brug kniven!

En tater stjæler, det er sandt,
             det skal han, og det bør han.
Og langsmed landeveiens kant
der lever hver en ærlig fant --
             der dør han!

Fanten.jpg



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt