Farvel til Alfred

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Farvel min Hjertensven, Farvel!
Snart har jeg ei tilbage fleer.
Kun een beholder jeg: mig Selv.
Ak, Han min Uven er!

Farvel min Hjertensven, Farvel!
Farvel! -- det er et herligt Ord.
Det toner hjemligt fra min Sjel om Alt hvad skjønt paa jord.

Det er det Navn, jeg gav min Brud,
den Trylleblomst paa Skillevei.
Og mangen Serafs Navn hos Gud har slig Betydning ei.

Den Fagreste det Navn jeg gav,
i blanke Sjeleperler svøbt,
til hun af Engle i sin Grav "Velkommen" bliver døbt.

Det er det Navn, jeg gav min Vaar,
den Seilersky saa lys og let.
Og Lykken intet andet faaer for sine gyldne Net.

Min Taare fik det og mit Smiil.
Da svandt det Tvillingpar fra Bryn.
Men Smilet levnede en Piil, og Taaren tørre Lyn.

Som Efeu paa Ruinen sort
sig klynger Haab til Sorg og Savn.
Dog jog jeg Haabet fra min Port, og gav det samme Navn.

Ruinen ramler -- Savn og Haab
som Blomst og Steen i Støv forgaaer.
Men hør i Braget, hør mit Raab: "Farvel" til Sky dem slaaer.

Min Glæde -- ak, du har mig kyst
for et Farvel at hviske mig.
Da tonte fra mit stolte Bryst igjen Farvel til dig.

Jordkueren min Fole kun,
min Kjøl, det Sværd i Havets Barm,
min Genius i Skypaulun paa Ørnevingekarm . .

Kun dem jeg giver andet Navn:
ja "tro" og "fast" de første To.
Den Tredie døbt i Himlens Favn er "Frihed, Høihed, Ro."

Men aabner Jorden en Vulcan:
saa bredt et Dyb af Ild som Hel,
da sporer jeg min Vingeman med jublende Farvel.

Og reiser Havet sig med Gru,
at spidde Kjølen paa et Fjeld,
da skjærper jeg mit Seil endnu, med jublende Farvel.

Ja stormer Himmel, Hav og Jord,
da toner Aanden i min Sjel,
der har de høie Navneord, et jublende Farvel.

Men kjæmper mod mig Himmelen
en Hevnensseir, da, som til Hel,
min Genius har og til den et haanende Farvel.

Da gaaer jeg til en ensom Sky
imellem Himmel, Jord og Hel.
I Rummet rundtom ruller Gny af sidste Haansfarvel.

Af en Condor som flyer forbi
jeg river Vingen til et Tag.
Og vil den boe med mig deri -- da Kongegrib, Goddag!

Dog Harpens fulde Strengerad
jeg under Taget reiser -- Ha,
der kneiser gylden Colonnad! Jeg fik Pallads endda.

Og her min Genius sænker sig.
-- Hvad vil du Engel i mit Boe?
O Himlen kommer jo med dig: med Frihed, Høihed, Roe?

Min Hund med ømme Øie -- ak,
du spørger, slikkende min Haand,
om Straalen ei mit Hjerte stak, der glimred fra min Aand.

Min Irisk -- ak, du mærker, at
en Taare tyngede din Ving.
Du toer i den dig skjær og glat, og stryger saa min Kind . .

Fortrolig sætter du dig paa
min Pen, den rosenløse Tjørn,
Ha fly det hvide Lyn, du Smaa! der sidder jo en Ørn.

. . Du stirrer i mit Øje saa;
ja, Irisk, lige i min Sjel?
Du spørger: turde Hjertet slaae, mens Aanden tog Farvel?

Du flyer saa vidt som Vaaren er,
og bringer mig et Blad derfra.
Ja find mit Saar, og læg det der; maaskee det heles da.

Dog mindes altid jeg en Eeg,
der, alt bedækt med syv Aars Mos,
imellem tvende Hjerter steg -- ja, Alfred, mellem Os.

Men liden Ormetunge skar.
Og Hjerte-egen, malmet som
en Evigheds Pillar den var, i Raate kanted om.

Jeg sidder paa den brustne Bull
og leer og seer hvor Stjernen flyer,
hvor Bølgen ruller Rull i Rull, og paa de lette Skyer.

Du troer, at Os fra denne Stund
adskille Dyb til Evigtid?
Tro, det en Slangebrod er kun, den Isthmus for en Mid.

Til Du gaaer over den -- Farvel!
Farvel! -- det er et herligt Ord.
Det toner hjemligt fra min Sjel om alt hvad skjønt paa Jord.

"Farvel", det Navn har jeg forært
min Lykke, Brud og fagre Aar.
Men er det Navn paa alt hvad kjært,
da Alfred, du det faaer.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt