Farys. (Araberen)

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(DIGT AF ADAM MICKlEWICZ, OVERSAT AF HENR. WERGELAND)[1]


Gondolen liig, der atter gynger over
krystalne Blaa -- o langt fra Land! -- med Lyst,
ømt favnende med Aaren Havets Bryst
og flyvende med Svanehals langs Voven,
Arab'ren er, naar paa sin Ganger han
fra Klippen Fart igjennem Ørknen skyder,
naar Hestens Hov, i Sandet dyppet, syder
som glorødt Staal, der sænker sig i Vand.

Alt igjennem tørre Hav, gjennem Sandets Bølger snart
svømmer frem min ædle Ganger med Delfinens lette Fart.

Flugten voxer, Farten stiger,
            fjernere den stedse higer,
            rører Jordens Yte knapt.
            Stedse længer, stedse længer
            gjennem Skyer af Støv den sprænger,
            skyndende sig mere rapt.

Sort som et Tordenmulm min Ganger er,
      en Nat af Uveirsskyer i det Fjerne,
paa Panden straaler klaren Morgenstjerne,
dens Man er flaggrende som Strudsens Fjer,
dens hvide Fødders Hove Funker slaaer,
en Lynild frem af deres Fodslag gaaer.

Rap, min Hest! Saa rapt du magter!
            Bjerg og Skov, forsvind deragter!
            Mig omsonst med Frugt og Læ
            lokker Palmens grønne Træ.
            Fort jeg flyer, jeg seer den neppe.
            Skamrød har den, alt forsvunden,
            Skjul i sin Oase funden;
            men fra sine Blades Teppe
            suser den fortrydelig
            Haan og Harme efter mig.

Og Klipperaden, Ørknens Grændsevagt,
med vilden Aasyn Beduinen skuer,
og medens Echo med en haanlig Latter
gjentager Hestens Hovslag atter atter,
den haaner mig, den haaner mig, og truer
mig i en Tale fuld af vred Foragt.

"Daare! hvorhen vil du ile?
            Hist din Tinding intet Læ
            finde vil mod Solens Pile,
            ei grønlokket Palmetræ,
            eller hvide Teltes Dække.
            Ikkun Himlens Telt vil strække
            over dig sin Huulhed tom.
            Hist kun vaager Klippers Række,
            hist kun vandre Stjerner om."

Ha, forgjæves, Ha, forgjæves
            Trudslerne imod mig hæves.
            Dobbelt snel jeg fløi derfra.
            Bag mig blikked jeg, og da
            saae jeg, stolte Klipper, eder
            svinde hen i lange Kjæder,
            en for en bagefter mig,
            Striber, der udslettes, liig.

Men deres Trudsler Ørknens Gribb fornam,
og taabelig den troer den Spaadom ham
      til sikkert Bytte Beduinen loved.
Den, lysten paa mit Blod, i Veiret stiger
      og trende Gange, kradsende, mit Hoved
omslynger den i sorten Kreds, og skriger:

"Lugt af Liigmarv her jeg fanger.
            Gale Rytter! gale Ganger!
            Tænker Rytteren at lede
            op en Vei i Ørknens Sand?
            Søger Hvidfod for sin Tand
            grønne Urter her at bede?

Rytter! Hest! spildt er jer Flid.
            Aldrig slap hvo kom herhid.
            Her kun Vindene forvilde,
            Vejens Spor de kun forspilde.
            Engene, som her sig brede,
            Heste ei, kun Slanger fede,
            og saalangt som disse vilde
            Rigers Grændser strække sig,
            kredse Gribbe, slumre Liig."

Saa den spotter, mig i Øiet kradsende med blanken Klo.
Øje da mod Øje maalte vi hinanden skarpt, vi To.
Og hvem ræddedes? Jo Gribben. Op i Høiden svæved han.
For den Frække ret at tugte, lagde jeg min Bue an.
Og da end engang jeg sendte efter den et haanfuldt Blik,
hang den alt i Luftens Høider som en liden dunkel Prik,
der tilsidst som Spurv og Flue i det Blaa afsyne gik.

Rap, min Hest! Saa rapt du magter!
            Fjeld og Gribb, forsvind deragter!


Flyvende en Sky fra Vesten efter mig nu iilsom jog.
Sine store hvide Vinger ud paa Himlens Blaa den slog.
Retsom jeg i Ørknen ene, vilde den nok gjælde selv
for den ypperligste Rytter paa det vide Himmelhvælv.

Ovenover mig i Blæsten
            hviner saa den Sky fra Vesten:
            "Daare! did din Tanke staaer,
            hvor af Tørst dit Bryst forgaaer,
            hvor ei Regnen skyller væk
            Støvet af dit Ansigts Træk,
            did, hvor i den hede Sand
            ingen Bæk sin Sølverstemme
            bringe til at tone kan,
            saa sit Maal den maa forglemme,
            did hvor Duggen suger ind,
            før den falder, heden Vind."

Dog forgjæves de mig true. Trudslerne kun Løbet skynde.
Trætte Skyerne fra Himlen skjælvende at fly begynde.
            Dybere de Hovdet bøie,
            lænt til Klipperanden hist.
Og da jeg endnu en Gang gav dem et foragtfuldt Øie,
vare de alt langt tilbage, ja en Himmelafstand vist.
            Jeg af deres Aasyn kjendte
            deres Hjerters Ondskab bedst,
            røde de af Harme brændte,
            gulnede af Nag dernæst,
            og tilsidst de, aadselsorte,
            trak sig ind af Bjergets Porte.

Rap, min Hest! Saa rapt du magter!
            Gribb og Sky, forsvind deragter!

Nu jeg Øinene lod rulle, Sole lige, om mig her,
og paa Jord og Himmel øiner jeg Forfølgere ei meer.
Her har Dødeliges Fodtrin slumrende Natur ei vakt,
og i dyben Slummer hviler alle Elementers Magt.
            Rundt de hvile, stille, fromme,
            liig en Hjord af tamme Dyr,
            som, naar Menneskene komme,
            ikke springer op og flyer.

Allah! Jeg er ei den Første! Frem af Øen hist af Sand
skimrende en Leir sig viser, fuld af Ryttre, Mand for Mand.
Er det Pilegrime Disse? Røvere, som lure paa
Vandringsmandens Trin i Ørken, hvor de vilde Veje gaae?
Ha, hvor hvide disse Ryttre! Disse Heste blænde mig.
            Sprænger did jeg -- se, de staae,
            svare ei, skjøndt raabte an!
            Disse Alle ere -- Liig!
Vinden ud af Sanden gravet har en gammel Karavan.
Dromedarers Beenrad hvide Beenradryttre sidde paa.
            Gjennem tomme Øienhuler,
            gjennem Kinder uden Kjød,
            Sandet ned i Strømme smuler,
            mens advarende det lød:

            "Hvorhen, gale Beduin,
            tumler du din Gangers Trin?
            Hvor du styrer hen dens Baner,
            Daare, der, der boe Orkaner!"

Samum, vildest Storm blandt Storme i det vide Afrika
over Sandets hede Bølger vandrede alene da.
Fjerntfra saae han mig; han standser, undrer over Synet sig,
styrter frem med dumpen Brusen, hvirvlende sig rundtom mig.
"Hvad for En imellem Storme, mine yngre Brødre, sniger
sig saa lavt vel henad Jorden i saa liden en Gestalt,
            vovende sig nær de Riger,
            hvor mit Spiir behersker Alt?"

Brølende og kampbegjærlig, pyramideliig, den kom,
Men da Jeg, den Dødelige, dog ei vilde vende om,
            stamped han med Foden vred,
            saa Arabien skjalv derved,
greb, som Gribben griber Fuglen, fluxen mig med sine Klør,
            qvælte mig med Qvalme heed,
            slyngede mig op og ned,
pidskende med sine Vinger hvirvled Støvet han afsted,
og af Flyvesands Optaarnen han en Rad af Høje gjør.

Op jeg mander mig og strider,
            Fiendens Lænke sønderslider,
                  med min Tand
            knuser jeg hans Kjød af Sand.

Da Orkanen, liig en Søile, snoet op af Hvirvelvinde,
vil sig ud af mine Arme med sin hele Styrke tvinde,
            svinge sig til Himlen op;
            briste maa den og forsvinde,
            i en Regn af Sand nedrinde,
ramle rundt mig i Ruiner, pludseligen styrte sig,
som en Stadsvold, mig tilfode, faldende -- et Jetteliig!

Op jeg manded mig og blikked, stolt mod Stjernerne jeg saae,
og med gyldne Øine blikked alle Stjerner fra det Blaa,
            og de Allesammen lode
sine Blikke paa mig falde, Alle i den hele Hær.
Thi foruden mig var Ingen, Ingen paa den vide Klode
            at opdage fjern og nær.

Her med aabent Bryst at aande, ud at aande -- hvilken Lyst!
Ja, med fulde Drag jeg drikker, som om ud jeg vilde tømme
            Luftens Strømme;
og Arabistans tilsammen lædske ikke nok mit Bryst.
Her med aabent Blik at skue -- ud at skue, hvilken Lyst!
            Mine Øine sig udspænde
            over Alt til Verdens Ende,
            Horizonten strækker ikke
til den Verden at begrændse, som jeg seer med mine Blikke.
Mine Arme her at strække -- ud at strække, hvilken Lyst!
Salig til den hele Verden mine Arme ud jeg strækker,
og det synes min Omfavnen ifra Øst til Vesten rækker.
            I det endeløse Blaa
            flyver Tanken, Lynet liig.
            Højere den stedse stiger,
            højere den svinger sig,
            højere den stedse higer,
            Himlens Tindes Spids at naa.
Og som Bien med sin Braad sig berøver Livet selv,
saa fordyber med sin Tanke sig min Aand i Himlens Hvælv.


[rediger] Merknader

  1. Efter en tydsk Oversættelse, men konfereret af en Sprogkyndig med Originalen.


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt