Ferdamann

Eg vanka paa Foten so vida ikring
<tab>yver Stokk, yver Stein;
<tab><tab>eg fekk Støyt, eg fekk Mein,
— og stundom so fekk eg no slett ingen Ting.
<tab>— „Aa haa, aa ja,
det er so mangt, du i Verdi fær trøyta!“
<tab>sa ho gamla Gro Brøyta.

Eg bygde meg Skuta, eg styrde ho sjøl.
<tab>Men so siglde eg paa,
<tab>miste Ror, miste Raa
og fekk vera glad, at eg flaut paa ei Fjøl.
<tab>— „Aa haa, aa ja,
det er so mangt, du i Verdi fær trøyta!“
<tab>sa ho gamla Gro Brøyta.

Eg smidde meg Vengjer, flaug til og ifraa.
<tab>Men som kvassast eg flaug,
<tab>jau, so sa dei, eg laug,
og sume, dei kalla meg Diktar, attpaa
<tab>- - „Aa haa, aa ja,
det er so mangt, du i Verdi fær trøyta!“
<tab>sa ho gamla Gro Brøyta.