Folkesorg

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Henrik Ibsen

Nu bær de tusend klokker bud
vidt over fjord og fjeld;
to frændefolk i sorgeskrud
tar med sin drot farvel.
I hjemlig krog, på alfart torg,
er tanken én idag, --
fra bjelkehus og kongeborg
en æt i gråd, to folk i sorg
om Oskars sarkofag.

Tilsammen længst har folk og drot
i smertens nætter lidt.
Nu er det stilt på kongens slot;
thi ud har kongen stridt.
Snart gravkapellets port blir lukt;
der blunder han i fred; --
men udenfor skal blomstre smukt
en sæd igennem tiders flugt, --
den skær ej døden ned.

Hans ben i kirken hviler sødt,
hans ånd mod højden foer.
For visst han far og søn har mødt
i kårne sjæles kor.
Som sagnets helt til himmelport
i faldnes følge kom,
så foer kong Oskar sejrrig bort;
han gik med vidners følge stort
ind til sin herres dom.

Men følget var ej valens høst,
sværdbidte mænd på rad;
hans sag er talt med bedre røst
i folkets takke-kvad.
Fra Oskars milde kongespor
slog alfers fylking ud;
de gik at vidne der han foer, --
og derfor var hans hird så stor,
da ind han tren for Gud. --

Så hvil dig, drot, hos Herren ud, --
her er din gerning endt;
dit virke står i sommerskrud,
som fagrest monument.

Den sorgens sky, som har sig bredt
om land, vil spredes ad, --
men Oskars kamp for sandt og ret
skal bo hos folk og konge-æt
i Nordens minders rad.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt