Fordum og nu.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

 "O, hvilken kold, prosaisk tid!" -
elskeren sukker og ønsker sig did,
hvor ridderen holdt foran slottets trappe,
og bar hende bort under nattens kappe.
      Siden, - da stemning og folkesmag
      kæmpede varmt for hans egen sag,
      splintred hver fordom og vant hans slag,
      ikke ved nat, men ved højlys dag, -
      hvad sagde han så?

 "O, hvilken kold, prosaisk tid!"
digteren sukker og tænker sig did,
hvor kamp-legen skalv under Æskylos' tone,
og murene faldt for hans laurbær-krone.
      Siden, - da sangen, som Gud ham gav,
      stemmedes i af høj og lav,
      bruste om land som storm på hav,
      kirke med hus stod fyldt deraf, -
      hvad sagde han så?

 "O, hvilken kold, prosaisk tid!"
sukked Napoleon, stirrede did,
hvor onkelen holdt på den høje bue
i minnernes manende aften-lue.
      Siden, - han selv ved Magenta stod,
      frihedens lyn slog om hans fod,
      Austria sank i skam og blod,
      svulmende steg den gule flod, -
      hvad sagde han så?

 "O, hvilken kold, prosaisk tid!"
svor Garibaldi, mæt af strid
for folkenes sag i to verdens-dele; -
nu støbte han lys og var træt det hele.
      Siden, - han sa i Palermos havn
      dampere fulde fra stavn til stavn:
      ungdom, der kom på hans blotte navn,
      lagde to riger til hans favn, -
      hvad sagde han så?

 "O, hvilken kold, prosaisk tid!"
sukker du ofte i mistillid;
men over dig selv og din lille skæbne,
du glemmer de kræfter, som nu sig væbne.
      Herren forkyndes i hver en krog,
      lynet må tale menneske-sprog,
      folkene brød tyrannernes åg,
      - husker du Shermanns sidste tog:
      hvad siger du så?

av Bjørnstjerne Bjørnson.


Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.