Frida.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Cross.png

 Frida, jeg vidste, du ej vilde leve.
Steg blot en tanke med magt til at hæve, -
stirred du henad med higende kræfter,
som vilde du efter.

 Øjnene, o så forundrede, klare,
glemte at se, medens du glemte svare:
da vokste snehvide vinger, som siden
bar bort over tiden.

 Talte du, spurte du, blev jeg halvt bange;
øjne og ord syntes begge forlange
renere klarhed, en tankernes sejer,
som jeg ikke ejer.

 Sprang du som barn, når det kommer fra skolen,
rystet du lokker som vandspring i solen,
lo du, så himlen sig åbned i glæde
over din glæde, -

 eller en modgang så dybt kunde ramme,
som brast dit hjærte itu med det samme,
tankerne tabte i smærternes vrimmel
både jord og himmel, -

 da, o, da så jeg: din glæde, din smærte
vare for store for menneskehjærte'.
Hist fik de rum! - Men her blev det så lille,
så trangt og så stille.



Digte og sange 1870

Del 1

Del 2

Del 3

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt