Fridtjof Nansen.

 Han satte ut, som tanken går
fra kjænt mot ukjænt, ved at ane.
Århundrers gjætning angstfull står,
der han forsvant med Norges fane.

 Normanna-åndens mot og tro
i fanen våker hos den stærke.
Når ser vi dem igjæn, de to,
den ranke mann med Norges mærke?

 Det er, som hadde han ombord
det unge Norges unge lykke,
som hænter han os hjæm fra Nord -
i midnatssol vort sejers-smykke.

 Som fra vor tvedragt ut han brød,
de onde ånder at besværge;
ti smæltet i en stordåds glød,
vi hærdes sammen til ett værge.