Fugl og fuglefænger

Gutte-kåd, af granepinde
snitted jeg en fuglefælde.
Førend jeg til ti kan tælle,
flakser fuglen stængt derinde.

Og jeg bar med grusom glæde
fælden ind i barnestuen,
skræmte fangen med mit vrede
blik, med fagter og med truen.

Da jeg ret mig havde moret,
og til gagns min grumhed mættet,
lod jeg fælden stå på bordet, --
åbned så forsigtig brættet.

Ej, hvor bruger han sin vinge!
Liv og frihed er ham buden; --
ud mod lyset vil han svinge
sig, men tumler knust -- mod ruden! --

Fugl i fælden, du er hævnet!
Nu er selve gutten hildet
i et stængsel, hvor han evned
kun at flakse om forvildet.

Også ham et øje stirrer
skræmsomt på igennem gittret.
Dette blik hans sind forvirrer;
rædsel har ham gennemsittret.

Og når han på gab tror ane
vinduet, som til frihed bringer,
dratter han med brudte vinger,
bums, ifra sin stængte bane.