Fuglens Drømme

En Fugl har sat sig ved Søen
I Ly bag Platanens Blad;
Den ser paa de grønne Bølger,
Og lytter til Havfru-Kvad.

Da skimter den fjernt i Østen
En blaanende Klippe-Ø;
Did flyve de stærke Gribbe
Høit over den vilde Sø.

Den sidder i smukke Drømme,
Mens Bølgen mod Stranden slaar;
Den er paa de fjerne Kyster,
Og skuer en ukjent Vaar.

Der eier den alt en Palme
Med glødende Frugter paa;
Der bygger den alt sin Rede
Af Blomster og gyldent Straa.

Og Kronduens unge Datter,
Hun daler mod Palmen ned,
Og sæter sig nær ved Reden,
Og lover ham Kjerlighed.

Da kan den ei længer styre
Sit higende Hjertes Slag;
Den hæver de vevre Vinger
Og flyver fra Hjemmets Tag.

Og under den kæmper og stønner
Den mægtige Bølgehær;
Foroven vil Skyen dække
Det smilende Morgenskjær.

Og stærkere bruser Stormen,
Og Bølgen gaar mere hvid;
Det verker i Fuglens Vinger,
Snart kastes den hid og did.

Da ser den Fregatten skride
Paa Bølgerne, rank og kjæk;
Den sænker sit trætte Hoved,
Og kaster sig paa dens Dæk.

Den lurvede Kok staar færdig,
Og griber sit Bytte fat;
Den lader sig rolig fange, -
Dens Vinge er altfor mat.