Gænsyn.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

 . . . I fjæld-friskt strøg snart kørte jeg . . .
Det sne'de let; den hele vej
stod spæde bjørk hos graner.
De siste grunned' enkeltvis,
de andre lo med hvide ris; -
et billed fræm det maner.

 Og luften er så let og fri;
ti alt af tungt, som lå deri,
har sneen med sig narret.
Jeg skimter bag dens tynne flor
et livligt landskab og en stor
sne-tinde over skaret.
Men under den brun-hvide bræm,
hvor hen jeg ser, der titter fræm
et åsyn . . . nej, hvæm er det?
Jeg stirrer flinkt bag huens skærm
in i en yr sne-stjærne-sværm; -
er nogen der på færde?
En stjærne faldt på handsken . . . der . . .
og der igæn; forskellig hvær; . . .
de vil nok lege gåder.
Og smil der rundt i luften kom
af gode blik . . . jeg ser mig om . . .
her minnets magter råder.
Det stjærne-spin, det filigran,
i det sig ånder dølge kan?
det tæt in ved mig famler . . .
Du fine bjørk, du rene luft,
du muntre sne, - får I fornuft?
Hvem er det dog, som samler
sit billed i naturens drag,
i dette tryllende behag,
i stjærnerne, som gække, -
i denne hvide, fine glans,
i denne tyste rytme-dans . . .
nej, er det dig, Hans Brecke!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt