Gjertrudsfuglen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

   I de Dage da vor Herre og St. Peder gik og
vandrede her paa Jorden, kom de engang ind til en
Kone som sad og bagte. Hun hedte Gjertrud, og havde
en rød Lue paa Hovedet. Da de havde gaaet længe,
og var sultne begge, bad vor Herre hende saa vakkert
om en Lefse at smage paa. Ja den skulde han da faa,
men et bitte lidet Emne tog hun og kjævlede ud; lige-
vel blev det saa stort at det fyldte hele Takken. Nei,
saa blev den Lefsen for stor; den kunde han ikke faa.
Hun tog et endda mindre Emne; men da hun havde
bagt det ud og bredt det paa Takken, blev den Lefsen
ogsaa for stor; d e n kunde han heller ikke faa. Tredje
Gangen tog hun et endda mindre Emne, et ørende lidet
et; men ogsaa denne Gang blev Lefsen altfor stor.
   "Saa har jeg ikke noget at give jer," sagde Gjer-
trud. "I faar lige saa godt gaa igjen uden Smagebete,
for Lefserne blir for store allesammen."
   Da blev vor Herre vred og sagde: "Fordi du
undte mig saa ilde, skal du have den Straf, at du skal
blive til en Fugl, og tage din tørre Føde mellem Bark
og Ved, og ikke faa noget at drikke, oftere end hver
Gang det regner."
   Og knapt havde han sagt det sidste Ord, saa blev
hun til Gjertrudsfuglen, og fløi fra Bagstefjælen op igjen-
nem Skorstenspiben; og endnu den Dag idag kan man
se hende flyve omkring med sin røde Lue og ganske
sort over hele Kroppen, efter det at Piben sværtede
hende. Hun hakker og pikker bestandig paa Trærne
efter Mad, og piber mod Regnveir; for hun er altid
tørst, og da venter hun Drikke.


Utgaver: Gjertrudsfuglen (1904) | Gjertrudsfuglen (moderne)



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt