Glommen i maaneskin

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Jonas Lie

Og Nøkken slog Harpen i Maaneskinskvæld,
For Ragnhilde vilde han at lege,
Og Sangene bæved' i Ungmøens Sjæl,
Saa Syttenaars-Drømmene stege.
Den blaaøj'de Jomfru med Barnet i Sind,
Hun vidste saa lidt, hvor hun leg'te sig ind,
Mens fager han stod i den susende Kvæld
Og Sølvstrengen slog under Lide.

Ung Ragnhild hun stirred skjælvende ned
I Bølgernes blinkende Følge,
Hun bøjed sig ud fra den skyggende Bred,
Og Nøkken han steg ifra Bølge,
Hun rakte ham Haanden, og Nøkken den tog,
I Fosstupet Ragnhild i Døden han drog; -
Og Nøkken han tænkte at frelse sin Sjæl
Med Kjærlighed indunder Lide.

                  *

I Maan'lys gaar Glommen den foslok'te, blaa,
Med S'uk i sit susende Kvæde,
De Smaabølger alle i Kvældstunden gaa
Saa hvide i Aasyn og græde.
I Granskyggen Nøkken paa Sølvharpen slaar
Den sorgfulde Sang, hvortil Glomma hun gaar,
Det er, som jeg hører et Hjærte i Graad,
Tungt hulkende indunder Lide.




Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt