Gobelin

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Henover gulvet med de dunkle matter
staar vinterdagens bleke, sidste sol,
og strømmer om min ganske lille datter,
mit barn Merete, ved min lænestol!
Hun staar i guttedragt og røde sokker
og undersøker sofapudens træk,
og under faldet af de lyse lokker
er hendes lille ansigt ganske væk — —!

Ja kom, mit lille barn, saa vil vi vandre
i dette gyldne, grønne gobelin —
Sig, kan du se bag prægtige guirlandre
en liten venlig hytte i en eng?
Et gammelt hus med ruterne af silke
ved enden af en sti af grønligt garn —
og blomsterne paa guldbroderte stilke?
Hvad, Barn?

Det er mit tunge, trætte hodes pute.
Dér fabler jeg med dværge og med dyr —
og naar jeg hviler dér, saa er jeg ute
i mine dages barneæventyr — —
Jeg tror, at fuglen Fønix er der inde
og gaar og nipper i det grønne græs; —
men fugleredet kan jeg aldrig finde —
dét ligger skjult i skogene etsteds!

Merete, se! Dér bjærkeløvet hænger
er gjør den hemmelige sti en sving —!
Nei, ikke rør! Du kommer ikke længer,
for hvis du rører, blir det ingenting!
Din far han vet det, naar han er bedrøvet
hvor lidet der skal fingres ved en drøm,
før liljerne og roserne og løvet
forvandler sig til fattig silkesøm — —!

Men lad os drømme os bag disse grene
paa denne mørkegrønne sti af garn!
Hér, bagom løvet kjender jeg alene
din haand i min, mit gode lille barn!
Her, i det grønne er det godt at være —
her er det fredeligt og stille — hysch!
Her vokser blomster, frygtsomme og skjære
paa denne sommerlige, myge plysch!

Men lille pigebarn, hvad gaar det af dig — —
du haler mig avgaarde! Kjære, bi —
Mit hjertebarn, Merete, gaar du fra mig
her, hvor der ikke findes vei og sti?
Men du, du stabber paa af alle kræfter,
og kryper frem paa hænder og paa knær —
saa maa jeg skynde mig og følge efter
imellem mørke, hemmelige trær — —

Du falder og du reiser dig og springer
paa grønne tuer, med et listigt smil —
jeg ser din løftede og lyse finger
og næsen af din pudsige profil — —
langs øinene er pandeluggen skaaret
i kraftig linje over dine træk,
og bak i nakken bugner silkehaaret
saa stutt og prægtigt, klippet som en hæk — — —

Og langt om længe lysner det i trærne.
Hu, op af græsset flygter der en dværg!
Der aapner sig en slette i det fjærne,
og midt paa sletten blaaner der et bjærg!
Paa bjærg-balkonen sitter Klippegreven,
en gnom med stateligt og spraglet skjægg,
og foran kjælderporten glammer ræven
som bandhund ved den blanke klippevægg!

Da ler du himmelhøit, med hvite tænder,
og stuper kraake mellem grønne trær,
og danser ellevild, med begge hænder
paa dine kuglerunde gutteknær —
saa drar du mig i kappen og ved ærmet —
og om jeg drøier med min tunge krop,
saa ser du paa mig, inderlig fornærmet,
til vi er fremme under taarnets top!

Saa gaar du frem og bukker dig: „Hr. Greve,
her er jeg alt, men dette er min far.
Han synes det er underligt at leve —
kom frem med alle urter, som du har!
Jeg selv har ikke noget andet ønske
end kirsebær og ribs, men han maa faa
en god Alrune — noget tryllegrønske
af den som staar og vokser i det blaa — —!“

Da nikker greven, og hans taarer triller,
og hastigt kalder han paa en adept,
og sammen mumler de, med runde briller
og skriver mig en underlig recept —
en læge-dværg i kappe af skarlagen,
han tar min store haand, og jeg tar din
saa gaar vi alle tre til urtehagen
indunder buen af en klippegrind.

Derinde svaier store palmekroner
for ædel Iris og Chrysantemum —
og vin og virak, liljer, anemoner
de dufter i det lykkelige rum; —
der driver om en drift af Colibrier
paa blanke vinger i den røde luft,
men mellem palmerne paa skjulte stier
staar grove planter med en graadig duft — —

Fra én af disse svære arabesker
lar lægen blomsten hænge mod mit haar.
Den lukker sig om panden, og den lædsker
sin strube med min smerte, der jeg staar!!
Men saa begynder den med ét at stampe
i grønningen og rykker roten op, —
den spjætter som en djævleklo i krampe,
og hele planten visner i sin top!

Da er jeg læget og kan atter høine
mit bryst i lykkelig og rolig fred —
Og du, Merete, staar med store øine
paa dette underlige palmested — —
saa gaar vi ut paa sletten, og jeg svinger
min digterhat for greven i hans glans!
Og aftensolen straaler, og vi springer
tilbake gjennem skogen som en dans!

Og saa, Merete, er vi atter ute
paa denne grønne perlesydde plæn —
da skjønner vi, at skogen var en pute,
som bare aapnes af en tryllegren —
Ja barn, nu staar vi begge-to bedrøvet
og famler ved vor hemmelige drøm!
Nu kan vi roligt stryke over løvet —
nu er det bare fattig silkesøm!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt