Godt mod.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(1870).

 Jeg sender disse sange hen
på venners bøn til kvinner, mænd
i Nordens trenne lande.
(At Finlands folk blant dem er med
på sangen under Nørreled
må jeg med tak jo sanne.)

 Jeg sender dem - og ser det nu:
de fleste har ej, hvad min hu
har stærkest følt og båret;
lidt er for flygtigt, lidt for kort,
lidt har på lagret dampet bort,
lidt er for ungt af året.

 Jeg levde mere end jeg sang;
jog tanker, harm og jubel slang
omkring mig, hvor jeg gæsted;
at være, hvor det netop galdt,
det var mig næsten mer end alt,
som ved min pen blev fæstet.

 Alt sant og stærkt har vokse-sted
og kanske også evighed,
om sværten ej det fanger,
og han, som tænker mindst derpå,
men tør i livets slingring stå,
blir bedste folke-sanger. -

 Jeg hørte engang om en fest
i Spanien; en landsens hest
blev sluppen ind i ringen;
dernæst en tiger af sit bur; -
den gik en stund omkring på lur,
så la' den sig på bringen.

 Og folket klapped, jubled, lo,
da tigern sprang og hesten slog,
men fik dog ej se blodet;
ti tigern tumled att og bag
for hestens landlig-plumpe slag
og lå en stund på hodet.

 Da hujed, hidsed alle mand
og kvinner med; balkonens rand
de heldte sig udover.
De skreg, de tirred tigerns mod,
de vilde alle have blod, -
og atter frem den vover.

 - Og folket jubled, klapped, lo,
da tigern sprang og hesten slog;
- men blod de fik ej skue;
ti lykken havde hesten kær,
og tigern kom den ikke nær,
men spæntes i en bue. -

 Hvem vant tilslut, det ved jeg ej;
ti denne landsens hest er jeg,
og kampen har ej ende; -
men byen, hvor den foregår,
og dette klap og jubel får,
den tør du kanske kenne! -

 Jeg kæmper helt foruden had;
det, som jeg elsker, gør mig glad,
skønt varm og vred tillige.
Det er mit blod, min sjæl, der går
i hver en linje, som jeg slår,
og derfor går den lige.

 Men som jeg står her nu idag,
jeg har ej hævn, jeg har ej nag
mod nogen mand på jorden, -
giv så igen lidt hjærtelag
til den, som bare mente sag
og elsker hele Norden! -

 Selv går jeg på min sanger-vej
med ærefrygt først ind til dig,
du største ånd i Norden,
som vred, profetisk varsled gry
bag Nordens tunge morgen-sky,
der skalv i lyn og torden; -

 men siden blid bag hav og held
af sagas og af troens væld
på bondens sæd har spillet; -
nu sne-fjæld-hvid på nitti år
af tidens strøm tilbage får
dit eget høje billed.

 Til dig så, i hvis sanger-vår
"de tusen sjøers" Finland står
og vemods-mægtig toner.
Vor stammes ånd i evig sus
går grænse-vagt i sangens brus
mod Østens millioner.

 Men står jeg i vor egen gård,
et stjærne-billed øjet slår
med alt sit rige under.
Det lyser: Henrik Vergeland
ud over Norges blege land
i minnets klare stunder.

-------


 For Nordens unge nutids-folk
er disse tre den største tolk,
som alt mit liv skal prise;
ti under deres tanke-kreds
jeg nynner modig og tilfreds
på Nordens fremtids-vise.



Digte og sange 1870

Del 1

Del 2

Del 3

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt