Høi luft

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

En høi en ren septemberdag
til fjelds i vindens friske drag . . .
Hvor kjendes luften tynd og sval!
Det er, som gjennem rummets blaa
     med vinger paa
     jeg svæver over egen kval -
     
Glem for en liten stund dig selv!
Jeg hilser myr og fjeld.
Det aander op av lyngens brand,
     smaa, muntre vand,
og smiler himlens klarhet til
med blaa forglemmigeiers ild . . .
Det strenge liv, det trange dal
med krig og jammer, nød og kval,
alt det er nedenfor mig nu.
Men fjernt i solen lyser du,
min ungdoms drømforgyldte top,
dit aldrig jeg rakk op.

Jeg vet om lavt, jeg vet om smaat,
men fremforalt om noe blaat.
Og gik mig livet hvasst imot,
og slynget det sin smertes brand
med tvil og edder i mit blod -
Hvad saa, naar lysets straaleflod
sig speilet i smaa, muntre vand,
som leker om min hjerterot:
Forglem os ei! Forglem os ei!
Idag som dengang: Nei!

Se, det gjør tids ens hjerte træt,
at ikke drøm og liv blev ett.
Idag! Jeg synes, haabet gror
som lyngen frem av stenet jord.
Se, derfor dør vi mere let,
fordi ei drøm og liv var ett -

Vær hilset, blaa septemberdag
til fjelds i vindens drag!

Og endnu kalder langveisfra
min ungdoms drømforgyldte top,
som den gang ømt jeg svarte: Ja!
Vel sandt! Jeg naadde aldrig op
Men hvor idag den blaaner fri
med hvite striper i!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt