Habakuk
Mel.: Vor Gud han er saa fast en Borg.
Hvorlænge skal, o Jehovah!
min Kummer uhørt raabe?
Hvorlænge Klager dampe fra
min Smertes hede Draabe?
Jeg klager Vold og Nød;
men ingen Hjælp du bød.
Hvi med mit Jammerskrig
skal Ondskab reise sig
meer stolt, i Æreskaabe?
Trindt mig den vilde Verden tør
sit onde Hærværk drive.
Og kaade Synder uden Slør
den Jamrende omgive.
I Ondes Kiv og Tvist
fik Lovens Tavler Brist.
Da er det Under gjort,
at Hvidt skal være Sort,
og Retten magtløs blive.
Ei mere lyder sanddru Dom
fra helligt Dommersæde.
Thi fræk gaaer Illværksmanden om,
og tør den Skyldfri træde.
Hvad Under da i Det,
at Skjævt skal være Ret?
Hvad Under, om du fandt
den fule Løgn iblandt
den Dom, som Land skal frede?
Det lyder fra Himlenes Himmel:
Seer hen iblandt Folkenes Vrimmel!
Seer hen, og forfærdes, forfærdes!
Thi Jeg Jehovah de Dage, der rinde
i Sorrig og Vee,
der mørknes af Synd og i Udaader hærdes,
har kaaret, en Gjerning at see:
en Gjerning utrolig i Slægternes Minde,
om end af den sanddrue Saga fortalt.
Thi see, jeg vil reise Chaldæerne frem:
de grusomme, flyvende Skarer,
der Jorden omfare
at røve sig Fremmedes Hjem!
. . Der komme de alt
de fæle Giganter
med Retten i Spydodden sat.
Thi ikke saa snel er den springende Panther,
saa hvassynt og hvastandet ei den Schakal,
der ruster sig ud, naar det dæmrer til Nat,
som Gangernes Tusindetal,
der bære de prunkende Ryttergeleder
ad Vindenes Veie fra ukjendte Steder,
som Ørne, der flyve til Maaltid paa Val.
Til Illværk de talløse Hære
ustandseligt flyve, som Stormen fra Øst.
Som Sandet, der gyver i Ørkenen løst,
og dynger sig paa Oceanernes Fjære,
er Fangernes Tal under seirende Spær.
Da Konger beskjæmmes, og Fyrster en Spot
er midt i den trodsige Hær.
Den vover at flire
ad kronede Hersker og kneisende Slot.
Den sanker sig Volde, den opdynger Leer;
da briste de Mure, da bøies de Spire,
og Borgene findes ei meer.
Men Hæren? som Stormen den fødtes og steg;
nu raser den over,
forgaaer som en Luftning i Veiret.
Thi Magten sin Gud at kalde han vover
og seierberuset han skreg:
ved Fædrenes Guder Chaldæeren seired'.
O Jovah, altid faste Borg,
og Frelsergud i Nøden!
Du bøier vel dit Folk i Sorg;
men ikke dog i Døden.
I vilden Fiendefærd
du styrede det Sværd,
du skjærpede til Straf,
da Tugtensriis du gav
Chaldæen over Jøden.
Til Ondt i vældig Fremgang see
for reent er Herrens Øie.
En Voldsdaad tør ei frækt sig tee
for Lynet i det Høie.
Den ryggesløse Last
skal tænde det ihast.
Og taus Du ei skal see
en Skyldløs Spot og Spe
af Udaadsmanden døie.
Men tumles vi, som Fisk i Hav,
som forsvarsløse Orme,
imellem Vuggen og vor Grav
af vidløs Skjæbnes Storme?
Hiin Fiende da drog
med Latter paa sin Krog
den ædle Adamsæt,
og fanged Folk i Næt
som Fisk og usle Orme.
Men om han glad i fulde Dræt,
i oljerige Føde
end offred til sit eget Net
de Virakskyer søde:
mon stedse Du tillod
det Kast i Adamsblod?
mon han skal blive ved
foruden Skaansomhed
Nationerne at øde?
Jeg paa mit Vaertaarn stilled mig paa Vagt,
og mærked nøie paa hvad mig blev sagt.
Og i mit Hjerte forud alt sig malte
det Svar, mig burde, om den Høie talte.
Da mælte Jovah: "præg dit Sandsyn klart,
at selv det læses kan i Løbets Fart!"
Thi ei Profetens Syn bedrager: -- vider,
det Enden øiner gjennem fjerne Tider!
Vent taalig kun: den Vei kan være lang,
som aabnes i saa kort en Skjaldesang!
Dog engang Synerne tilvisse komme
i fulde Liv, og Qvadet bliver Domme.
Hvo da formaste sig og ikke troe?
Hvo tør foragte Himlens Aabenbaring?
I vantro Sjel sig Angst og Pinsler snoe,
mens under selve Rædslernes Forklaring
den Tillidsfulde nyder Hjerteroe.
Beruust i den troløse Viin,
paa ravende Fødder, med kneisende Sind
den Voldsmand fremgaaer af sin Bolig,
omirrende stedse urolig.
Som Helvedes gabende Hvælv,
den bundløse Grube,
han spiler sin Graadigheds Strube;
og gridsk som Fortærelsen selv
han æder en Menneskeæt;
som Døden saa slugen
han samler Nationer i Bugen,
-- forgjæves, han bliver ei mæt.
Dog visselig skulle de Slægter engang
den Voldsherre hilse med bidende Sang,
og vove at gjøre Tyrannen til Maalet
for saadant et Harmqvæde hvæsset og staalet:
Vee Den, som med Andres tør høine sin Dynge!
Hvor hastig forsvinder den ei?
Vee Den, som med fremmede Gods sig betynger
med smudsige Fingre, ad urene Vei!
Snart, førend du venter,
et Creditorfølge saa arrigt i Hu
skal komme og kræve, og kræve med Renter,
og gnave om mere endnu.
Snart De skulle vaagne, der ruske dig vak.
Og Røveren ender
som Bytte i fremmede Hænder,
Og trodsige Voldsherre bliver saa spak.
Du Folkeslag plyndred, Du hærjede Land,
Du udøste Menneskeblodet som Vand,
Du Stæderne ødte
med Borger og Barn og den Qvinde som fødte:
-- ha, Seirer, du levner
dog endnu en Rest? Den skal vorde en Hevner!
Hvo samler tilhuse med Synden, forvist
skal samle Ulykker tilhuse tilsidst.
Og Vee, om, for Hevnhaand at flye,
du bygger og lever som Ørnen i Skye!
Forsilde du, Folkenes Morder, forsilde
skal see, at dit Anslag kun baadede ilde:
at ikkun du grov
en Grav for det Huus, som var bygget paa Rov.
Thi Stenen i Vægge
skal raabe dig mod,
og Bjelke og Sparre
anklagende svare:
ja vee Den, som bygge vil Stæder med Blod!
som Byernes Grundvold med Synder vil lægge!
[1]Thi Jehovah vil, den Hærenes Gud,
at Mennesket stræber i redelig Møie,
om Ilden end sletter hans Arbeide ud;
at Arbeides Aag skulle Folkene bøie,
om Intet de fik for den svedige Hud.
Thi dydige Gavnvirke, flittige Nød
med Kundskab om Jovahs Storhed tilfreds
skal see den at fylde al Jorderigs Kreds
som Vand Oceanernes bundløse Skjød.
Men Himlenes Veraab Du høre,
som vover, umættelig selv, at forføre
de Andre at drikke din sydende Kalk,
beruuste dem gjøre,
for kaad deres Blusel at skue, du Skalk!
Dog Ære du vandt ei, men Skjændsel og Spe;
thi Selv skal beruset din Blusel du tee:
Og Skjæbnens Pokal
skal Jehovahs Høire dig række.
Beruselsens Skjændsel da skal
din pralende Hæder bedække.
Du Libanon øded: igjen paa din Skalle
det Voldshugg skal falde!
Du Hjortene bortifra Lundene jog:
de rasende følge dit flygtende Tog!
Du stænkte de hærjede Lande med Blod,
Du Byerne knuste med Alle derinde:
nu seer du oprinde
Gjengjeldelsens Dage, de Dage til Bod!
Hvad, Hedning, du tænker at finde
hos udskaarne Billede Værn?
Ha, stammer den Gud ei fra Kunstnerens Jern?
Hvad eller du tyer paa den Angestens Dag
til støbte Bedrag?
Du stoler og haaber
paa Guder, du selv jo med Kunstnerhaand skar?
Du klynker og raaber?
De maalløse Klodse ei give dig Svar.
Den ramme da Ve,
som siger "vaagn op!" til et Stykke af Træ,
og byder urørlige Steen at opstande!
Thi, Daare, hvad Viisdom i Graastenens Pande?
Den være en Kunstens Tropæ,
den glimre af Sølver foruden,
den straale af Guld overflødig:
dog findes ei skal
en Funke af Livsaand hos Guden.
Men Jehovah er i sin hellige Hal.
-- Ti stille, o Jord, for hans Aasyn ærbødig!
Profeten Habakuk sin Sang
til Lov og Bøn vil hæve.
Thi Herrens Ord til Skjalden klang,
saa end hans Sjel maa bæve.
Mens Aarene forgaae,
dit Værk, o Gud, fremstaae
i Tiden aabenbart!
Og midt i Vredens Fart
Barmhjertigheden leve!
Fra Theman Gud Herren nedfoer.
Fra Pharan fra Bjerget den Hellige dalte.
Hans Herlighed skjulte da Himlen den hvalte;
Hans Ære opfyldte den vidfadme Jord.
Hans Aasyn var Flamme og Lys.
Fra Haanden, hvor Herrens Almægtighed hviler,
et knittrende Lynstraalepar sig udspiler;
og foran foer Døden i Rædsler og Gys.
Som Pile fløi Lyn i hans Trin.
Beskuende Jorderig standste den Høie.
Da Folkene skjalv for det speidende Øie;
de evige Bjerge brast ned i Ruin.
De urgamle Høie, hvor Han
fremvandrede fordum, sig bøied i Støvet;
og Cuschans Paulun saae jeg angst og bedrøvet,
og Teltene bæved i Midians Land.
Ah! tændtes mod Floden din Harm?
mod rullende Strømme? imod Oceaner?
Thi se, gjennem stormende Ilinger baner
jo Thordønens Heste din seirende Karm!
Og Buen, du slog i det Blaa,
til eedfæstet Soning om Jorderig, stryger
du bort med et Skyl fra de sortnende Byger,
og fossende Flomme i Landene gaae.
Dig Bjergene dirrende saae;
og Strømmene brød over Bredder og Kyster.
I Havene hørtes saa tordnende Røster,
og Afgrundens Bredder til Skyerne naae.
Da Maane og Sol stode stil
i Himmelpaulunet: de maatte vel ile
at skjule sig for dine blinkende Pile
og for dine Kastespyds hvinende Ild?
Din Harm frem i Landene drog.
I Vrede Du Hedningefolkene kued';
til Frelse Din lynsnelle Styrke fremlued
for Folket, du dig til en Ejendom tog.
Du Gudløses Borgtind nedrev.
Af Grundvolden Steen ei paa Stene du levned.
Med Scepteret slagen til Hovedet revned
den Byernes vældige Voldsherre blev.
Som Rovdyr de stormede an,
at sluge med glubende Glæde mig Svage.
Da lod Du dit Spand gjennem Havene drage,
ja gjennem det svulmende Storocean.
Jeg hørte det. Gjennem mit Blod
da zittrede Angsten. At tale jeg prøved.
Men Læberne bævrede. Margen berøvet
da vaklede under mig Knokkel og Fod.
Dog stille og ventende skal
mod Trængslernes Dage jeg roligen speide,
da Fienden kommer i hærjende Feide
at gjøre mit Fædreneland til en Val.
Da blomstrer ei Fignernes Træ;
Olivnernes Grene, som stedse har baaret,
da skuffe skal Haabet, der fødes med Aaret;
ei Drue skal rødme i Rankernes Læ.
Da Agrene bære ei skal
Dig noget til Føde; da bortifra Stien
skal Faarene drives i Flokke, og Qvien
ved Krybben du finder ei meer i sin Stald.
Dog vil jeg mig fryde endda
ved Jovah, min Styrke, min frelsende Herre.
Ja Du skal, mens Jammer omringer mig, være
min Glæde, min Jubel, o Gud-Jehovah!
Thi se, at ei Faren mig naaer,
Han giver mig Hindernes Fødder saa snygge,
og hjælper mig op paa min Høide den trygge!
O der til hans Ære jeg Harpen da slaaer.
Fotnoter[rediger]
- ↑ Forfatt. indestaaer ikke for, her at have fattet sin Original.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer