Habakuk

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(METRISK OG RIIM-BEHANDLET)
Min kjære og høitagtede Lærer
den hebraiske Poesies smagfulde og lærde Fortolker,
Svend B. Hersleb,
Professor Theologiæ ved norske Frederiks-Universitet,
tilegnes
dette lille Forsøg.


Første Sang.
Mel.: Vor Gud han er saa fast en Borg.


Hvorlænge skal, o Jehovah!
      min Kummer uhørt raabe?
Hvorlænge Klager dampe fra
      min Smertes hede Draabe?
            Jeg klager Vold og Nød;
            men ingen Hjælp du bød.
            Hvi med mit Jammerskrig
            skal Ondskab reise sig
meer stolt, i Æreskaabe?

Trindt mig den vilde Verden tør
      sit onde Hærværk drive.
Og kaade Synder uden Slør
      den Jamrende omgive.
            I Ondes Kiv og Tvist
            fik Lovens Tavler Brist.
            Da er det Under gjort,
            at Hvidt skal være Sort,
      og Retten magtløs blive.

Ei mere lyder sanddru Dom
      fra helligt Dommersæde.
Thi fræk gaaer Illværksmanden om,
      og tør den Skyldfri træde.
            Hvad Under da i Det,
            at Skjævt skal være Ret?
            Hvad Under, om du fandt
            den fule Løgn iblandt
den Dom, som Land skal frede?

      Det lyder fra Himlenes Himmel:
Seer hen iblandt Folkenes Vrimmel!
      Seer hen, og forfærdes, forfærdes!
Thi Jeg Jehovah de Dage, der rinde
            i Sorrig og Vee,
der mørknes af Synd og i Udaader hærdes,
      har kaaret, en Gjerning at see:
en Gjerning utrolig i Slægternes Minde,
      om end af den sanddrue Saga fortalt.

Thi see, jeg vil reise Chaldæerne frem:
      de grusomme, flyvende Skarer,
            der Jorden omfare
at røve sig Fremmedes Hjem!
      . . Der komme de alt
            de fæle Giganter
med Retten i Spydodden sat.

Thi ikke saa snel er den springende Panther,
      saa hvassynt og hvastandet ei den Schakal,
der ruster sig ud, naar det dæmrer til Nat,
            som Gangernes Tusindetal,
der bære de prunkende Ryttergeleder
ad Vindenes Veie fra ukjendte Steder,
som Ørne, der flyve til Maaltid paa Val.

      Til Illværk de talløse Hære
ustandseligt flyve, som Stormen fra Øst.
            Som Sandet, der gyver i Ørkenen løst,
            og dynger sig paa Oceanernes Fjære,
er Fangernes Tal under seirende Spær.
Da Konger beskjæmmes, og Fyrster en Spot
      er midt i den trodsige Hær.
            Den vover at flire
ad kronede Hersker og kneisende Slot.
Den sanker sig Volde, den opdynger Leer;
da briste de Mure, da bøies de Spire,
            og Borgene findes ei meer.

Men Hæren? som Stormen den fødtes og steg;
            nu raser den over,
forgaaer som en Luftning i Veiret.
Thi Magten sin Gud at kalde han vover
            og seierberuset han skreg:
ved Fædrenes Guder Chaldæeren seired'.



O Jovah, altid faste Borg,
      og Frelsergud i Nøden!
Du bøier vel dit Folk i Sorg;
      men ikke dog i Døden.
            I vilden Fiendefærd
            du styrede det Sværd,
            du skjærpede til Straf,
            da Tugtensriis du gav
      Chaldæen over Jøden.

Til Ondt i vældig Fremgang see
      for reent er Herrens Øie.
En Voldsdaad tør ei frækt sig tee
      for Lynet i det Høie.
            Den ryggesløse Last
            skal tænde det ihast.
            Og taus Du ei skal see
            en Skyldløs Spot og Spe
af Udaadsmanden døie.

Men tumles vi, som Fisk i Hav,
      som forsvarsløse Orme,
imellem Vuggen og vor Grav
      af vidløs Skjæbnes Storme?
            Hiin Fiende da drog
            med Latter paa sin Krog
            den ædle Adamsæt,
            og fanged Folk i Næt
som Fisk og usle Orme.

Men om han glad i fulde Dræt,
      i oljerige Føde
end offred til sit eget Net
      de Virakskyer søde:
            mon stedse Du tillod
            det Kast i Adamsblod?
            mon han skal blive ved
            foruden Skaansomhed
      Nationerne at øde?


Anden Sang.


Jeg paa mit Vaertaarn stilled mig paa Vagt,
og mærked nøie paa hvad mig blev sagt.
Og i mit Hjerte forud alt sig malte
det Svar, mig burde, om den Høie talte.


Da mælte Jovah: "præg dit Sandsyn klart,
at selv det læses kan i Løbets Fart!"
Thi ei Profetens Syn bedrager: -- vider,
det Enden øiner gjennem fjerne Tider!
Vent taalig kun: den Vei kan være lang,
som aabnes i saa kort en Skjaldesang!
Dog engang Synerne tilvisse komme
i fulde Liv, og Qvadet bliver Domme.

Hvo da formaste sig og ikke troe?
Hvo tør foragte Himlens Aabenbaring?
I vantro Sjel sig Angst og Pinsler snoe,
mens under selve Rædslernes Forklaring
den Tillidsfulde nyder Hjerteroe.



Beruust i den troløse Viin,
paa ravende Fødder, med kneisende Sind
den Voldsmand fremgaaer af sin Bolig,
omirrende stedse urolig.

Som Helvedes gabende Hvælv,
      den bundløse Grube,
han spiler sin Graadigheds Strube;
      og gridsk som Fortærelsen selv
      han æder en Menneskeæt;
      som Døden saa slugen
      han samler Nationer i Bugen,
       -- forgjæves, han bliver ei mæt.

Dog visselig skulle de Slægter engang
den Voldsherre hilse med bidende Sang,
og vove at gjøre Tyrannen til Maalet
for saadant et Harmqvæde hvæsset og staalet:
      Vee Den, som med Andres tør høine sin Dynge!
            Hvor hastig forsvinder den ei?
      Vee Den, som med fremmede Gods sig betynger
            med smudsige Fingre, ad urene Vei!

Snart, førend du venter,
et Creditorfølge saa arrigt i Hu
skal komme og kræve, og kræve med Renter,
      og gnave om mere endnu.
Snart De skulle vaagne, der ruske dig vak.
            Og Røveren ender
      som Bytte i fremmede Hænder,
Og trodsige Voldsherre bliver saa spak.
Du Folkeslag plyndred, Du hærjede Land,
Du udøste Menneskeblodet som Vand,
      Du Stæderne ødte
med Borger og Barn og den Qvinde som fødte:
       -- ha, Seirer, du levner
dog endnu en Rest? Den skal vorde en Hevner!

Hvo samler tilhuse med Synden, forvist
skal samle Ulykker tilhuse tilsidst.
      Og Vee, om, for Hevnhaand at flye,
      du bygger og lever som Ørnen i Skye!

Forsilde du, Folkenes Morder, forsilde
skal see, at dit Anslag kun baadede ilde:
            at ikkun du grov
en Grav for det Huus, som var bygget paa Rov.

            Thi Stenen i Vægge
            skal raabe dig mod,
            og Bjelke og Sparre
            anklagende svare:
ja vee Den, som bygge vil Stæder med Blod!
som Byernes Grundvold med Synder vil lægge!
      [1]Thi Jehovah vil, den Hærenes Gud,
      at Mennesket stræber i redelig Møie,
      om Ilden end sletter hans Arbeide ud;
      at Arbeides Aag skulle Folkene bøie,
      om Intet de fik for den svedige Hud.
      Thi dydige Gavnvirke, flittige Nød
      med Kundskab om Jovahs Storhed tilfreds
      skal see den at fylde al Jorderigs Kreds
      som Vand Oceanernes bundløse Skjød.

Men Himlenes Veraab Du høre,
som vover, umættelig selv, at forføre
de Andre at drikke din sydende Kalk,
            beruuste dem gjøre,
for kaad deres Blusel at skue, du Skalk!

Dog Ære du vandt ei, men Skjændsel og Spe;
thi Selv skal beruset din Blusel du tee:
            Og Skjæbnens Pokal
      skal Jehovahs Høire dig række.
      Beruselsens Skjændsel da skal
      din pralende Hæder bedække.

Du Libanon øded: igjen paa din Skalle
            det Voldshugg skal falde!
Du Hjortene bortifra Lundene jog:
de rasende følge dit flygtende Tog!
Du stænkte de hærjede Lande med Blod,
Du Byerne knuste med Alle derinde:
            nu seer du oprinde
Gjengjeldelsens Dage, de Dage til Bod!

Hvad, Hedning, du tænker at finde
      hos udskaarne Billede Værn?
Ha, stammer den Gud ei fra Kunstnerens Jern?
Hvad eller du tyer paa den Angestens Dag
            til støbte Bedrag?
            Du stoler og haaber
paa Guder, du selv jo med Kunstnerhaand skar?
            Du klynker og raaber?
De maalløse Klodse ei give dig Svar.

            Den ramme da Ve,
som siger "vaagn op!" til et Stykke af Træ,
og byder urørlige Steen at opstande!
Thi, Daare, hvad Viisdom i Graastenens Pande?
Den være en Kunstens Tropæ,
      den glimre af Sølver foruden,
      den straale af Guld overflødig:
            dog findes ei skal
      en Funke af Livsaand hos Guden.

Men Jehovah er i sin hellige Hal.
-- Ti stille, o Jord, for hans Aasyn ærbødig!


Tredie Sang.


Profeten Habakuk sin Sang
      til Lov og Bøn vil hæve.
Thi Herrens Ord til Skjalden klang,
      saa end hans Sjel maa bæve.
            Mens Aarene forgaae,
            dit Værk, o Gud, fremstaae
            i Tiden aabenbart!
            Og midt i Vredens Fart
      Barmhjertigheden leve!

      Fra Theman Gud Herren nedfoer.
Fra Pharan fra Bjerget den Hellige dalte.
Hans Herlighed skjulte da Himlen den hvalte;
      Hans Ære opfyldte den vidfadme Jord.

      Hans Aasyn var Flamme og Lys.
Fra Haanden, hvor Herrens Almægtighed hviler,
et knittrende Lynstraalepar sig udspiler;
      og foran foer Døden i Rædsler og Gys.

      Som Pile fløi Lyn i hans Trin.
Beskuende Jorderig standste den Høie.
Da Folkene skjalv for det speidende Øie;
      de evige Bjerge brast ned i Ruin.

      De urgamle Høie, hvor Han
fremvandrede fordum, sig bøied i Støvet;
og Cuschans Paulun saae jeg angst og bedrøvet,
      og Teltene bæved i Midians Land.

      Ah! tændtes mod Floden din Harm?
mod rullende Strømme? imod Oceaner?
Thi se, gjennem stormende Ilinger baner
      jo Thordønens Heste din seirende Karm!

      Og Buen, du slog i det Blaa,
til eedfæstet Soning om Jorderig, stryger
du bort med et Skyl fra de sortnende Byger,
      og fossende Flomme i Landene gaae.

      Dig Bjergene dirrende saae;
og Strømmene brød over Bredder og Kyster.
I Havene hørtes saa tordnende Røster,
      og Afgrundens Bredder til Skyerne naae.

      Da Maane og Sol stode stil
i Himmelpaulunet: de maatte vel ile
at skjule sig for dine blinkende Pile
      og for dine Kastespyds hvinende Ild?

      Din Harm frem i Landene drog.
I Vrede Du Hedningefolkene kued';
til Frelse Din lynsnelle Styrke fremlued
      for Folket, du dig til en Ejendom tog.

      Du Gudløses Borgtind nedrev.
Af Grundvolden Steen ei paa Stene du levned.
Med Scepteret slagen til Hovedet revned
      den Byernes vældige Voldsherre blev.

      Som Rovdyr de stormede an,
at sluge med glubende Glæde mig Svage.
Da lod Du dit Spand gjennem Havene drage,
      ja gjennem det svulmende Storocean.

      Jeg hørte det. Gjennem mit Blod
da zittrede Angsten. At tale jeg prøved.
Men Læberne bævrede. Margen berøvet
      da vaklede under mig Knokkel og Fod.

      Dog stille og ventende skal
mod Trængslernes Dage jeg roligen speide,
da Fienden kommer i hærjende Feide
      at gjøre mit Fædreneland til en Val.

      Da blomstrer ei Fignernes Træ;
Olivnernes Grene, som stedse har baaret,
da skuffe skal Haabet, der fødes med Aaret;
      ei Drue skal rødme i Rankernes Læ.

      Da Agrene bære ei skal
Dig noget til Føde; da bortifra Stien
skal Faarene drives i Flokke, og Qvien
      ved Krybben du finder ei meer i sin Stald.

      Dog vil jeg mig fryde endda
ved Jovah, min Styrke, min frelsende Herre.
Ja Du skal, mens Jammer omringer mig, være
      min Glæde, min Jubel, o Gud-Jehovah!

      Thi se, at ei Faren mig naaer,
Han giver mig Hindernes Fødder saa snygge,
og hjælper mig op paa min Høide den trygge!
      O der til hans Ære jeg Harpen da slaaer.


[rediger] Fotnoter

  1. Forfatt. indestaaer ikke for, her at have fattet sin Original.


Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

Norsktoppen
IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt