Halfdan Kjerulf.

       Vinterens greb i hans ungdom og kraft
blev dog til intet! Den vårlige saft
redded sig gennem i lidende stamme;
langt ud i somren sprang blomsternes flamme,
langt ud i høsten rant modningens rødme, -
frugterne få, men af duftende sødme.

       Digteren fik dem, til udsæd de kommer
evigt, hvor folket står evigt i sommer, -
medens han selv
ludende hang over døds-vovens elv,
kæmpende vidre mod vinterens is,
kæmped for sommeren, sangerens pris,
kæmpede segnende, ydmyg og skøn,
snart blot i bøn.

       Sommeren tog ham! Nu har han sejret!
Nu, mens det høstes det gulnende korn,
nu, mens det ljomer af lurer og horn
sit intog han fejred.

       Billede er han på digtningens magt,
bidt af vor vinter, med somren i pagt.
Ligesom luften i sitrende skin,
fjældet med løv-skog og rødmende tind,
vandet i fang hos det brogede vænge
nu står og toner i sol-spillets strænge, -
skal også digtningen løftes en dag,
er den, selv segnende, tro mod sin sag, -
løftes af trængsler - :
snart er her sommer med sommerens længsler!