Han fik ej lov til at lægge ud.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(Af Fiskerjenten).

       Han fik ej lov til at lægge ud,
hans far var gammel, hans mor var svag,
og bruget voksede dag for dag: -
"Hvad vil han også på viking-færden?
Her har han alt, som kan ønskes i verden".

       Men gutten længtes, når skyen jog;
da så han, kæmper til slaget drog.
Og gutten længtes, når solen sken;
da så han, kongen i hallen tren.
Han stod, han glemte at gøre gagn,
han stod og tænkte på gamle sagn.

       Det var en morgen, afsted han drev
mod ytterste skær, mod det åbne hav
at se på legen om strand og rev,
og høre det døn, som kampen gav.
Det var en dag i den første vår,
da stormens røst over landet går:
du må ikke længer is-lagt sove! -
Da så han syn, som gav lyst at vove. -

       Der lå et lang-skib i stål-grå vig,
det hvilte ud efter stormens krig.
Dets sejl var bundet, det selv fortøjet,
men syntes derved ej vel fornøjet;
ti sejlet rykked, og masten rysted,
og skibet huggede skum med brystet.

       Ombord man tog sig en liden pust;
man sov, hvad heller holdt måltid just.
Da hørte ned de fra klippen rope,
- det syntes ord af en top-målt tåbe - :
"tør ingen ride så høj en båre,
så giv mig roret; - mig længes såre!"

       Nogle så op imod fjældets hang,
andre vendte sig ej engang;
ingen sig lod sin mad-ro rane.
Da faldt en sten og blev to mands bane.

       Op sprang alle fra dæk og tilje,
kastede mad-kar og greb til våben;
opad pilene sang, - men åben
stod han på klippen og gav sin vilje:
"Høvding! Giver du skibet med læmpe,
hvad heller lyster dig først at kæmpe?"

       Sligt at høre blot tids-spild var,
et spyd blev skikket at gå med svar.
Traf ham ikke. Han sagde rolig:
"mig venter ingen i dødens bolig.
Du, som havene alt har pløjet,
kan gå der ind eller hjem dig skynde.
Alt, du under dig her har bøjet,
det må du give; - jeg skal begynne!
For mig du samled; nu mig du henter;
min tid er kommen; på mig det venter".
      Den anden lo fra sin høje løfting:
"ifald du længes så, som du siger,
fred skal du nyde. Kom, bliv min kriger!" -
"Det kan jeg ikke, jeg fødtes høvding.
Jeg ved min vej, og så må jeg byde;
det ny kan ikke det gamle lyde".
      Forgæves øret mod svar han lagde.
Da sprang han nærmere ned og sagde:
"I kæmper! Høvdingen vise skylder,
hvem sejers-fader sit guld forlener.
Ham, som det bliver, ham hær-mænd hylder.
Skam den, som ikke det største tjener!"
      Da blussed høvdingens kind af harme;
han sprang i sjøen og svam mod landet;
den anden hoppede ned mod vandet
og tog ham op i de stærke arme.
      Men høvdingen så ham i øjet ind,
og straks han kente hans høje sind.
"Kast våben til ham, han ingen ejer",
ombord han ropte; "hvis du får sejer,
så kan du sige, han selv dig rakte
det sværd, du svang, da du fald ham bragte".
      Og kampen rejste sig under fjældet,
hvert hug gav sukkende døn tilbage.
Derude snøfted den vrede drage,
snart lå dens høvding på stenen fællet.
      Det gav et skrig mod det is-grå fjæld,
det mylred op ifra stævn til stævn,
i sjøen sprang de, hver mand, til hævn
og stod snart oppe på klippens hæld.
Men svagt den døende hånden svang;
han bød iblant dem for sidste gang:
"en mand må falde, når han er færdig;
ti stort skal sluttes en helte-sang.
Tag ham til høvding; ti han er værdig". -
Han mer ej kunde, hans læbe blegned,
hans kæmper ilede til, han segned,
ham plads var ryddet ved Odins bord,
på hin han viste, idet han fór.
      Den nye høvding var ikke sen,
han steg på stenen og tog tilorde:
"først rejses tegn over heltens ben,
og derved minnes, hvad stort han gjorde.
Men før det kvælder, vi sejl må hejse;
ej døde hæfte på livets rejse".
      Og varden bygdes, og sejl fór op,
snart dragen leged på bølgens top.
Et minni-dråpa klang over sjøen
til ham tilbage på dødning-øen,
et velkomst-kvad mod den unge fór,
han stod i løftingen ved sit ror.
      Men da han hjemmet strøg tæt forbi,
hvor alle stormede ned mod stranden
med rop, med undrende syn på manden,
som styred Øgers sjø-stærke ski, -
faldt kvæld-sol rødlig på sejl og skjold
og på den høje bag kæmpe-vold.
      Han styred skibet ret lige på,
så ræd de ropte: han vil forgå!
Han vendte skibet, så der stod gov,
og smilte hjemad: "får jeg nu lov?"



Digte og sange 1870

Del 1

Del 2

Del 3

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt