Hanen paa taarnet

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(EFTER DET SVENSKE)


At synes Storkarl i din Ringhed du begjærer!
men, det er Daarlighed, om ei, min Ven, du lærer,
at vælge tjenlig Plads, og taalig der forbliver.
Thi mindre synes Du, end i Dig selv du er,
for hvert et Trappetrin, du med saa dumt Besvær
ifra den lave Plads mod Stigens Højde klyver.

En Hane, ikke just saa overmaade stor,
som hørte Hønens Kluk hans Priis med Fryd fortalte,
naar paa et Hønshuustag om Morgenen han galte,
paa engang Tanken fik, at være Matador.
Af Ørnens stolte Slægt han sig en Ætling troer;
og til Beviis derpaa han sagtelig sig smyger
i Favnen paa en Ørn, som just langs Taget stryger,
i Haab, at, vogtet af saa mægtig en Patron,
han skulde svinge sig til Stjerners Region.

Om Pladsen vil han der med Sol og Maane stride,
og trænge saa med Magt Karlsvognen ud tilside.
Hans Isse synes ham alt Himlens Tinde rører
og Skyerne for ham som Tepper rulle ned.
Men Ørnen, som ei gjør sig stor Samvittighed
af Spøg med Hane, ham i Flugten iilsom fører
til Spidsen af et Taarn, til Styrke for den Læren:
      Med Pladsen følger ikke Æren.
Og Hanen som for nys var anseet i sin Kreds,
nu paa sin Lykkes Spids sig føler slet tilfreds.
Han seer sit Hovmods Straf, usynlig og foragtet,
og af sin egen Slægt knapt for en Graaspurv agtet.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt