Henrik Anker Bjerregaard
(I ST. OLAFS LOGE, PAA HANS BEGRAVELSESDAG
Lukt er vor Broders Grav, og intet Støvets Øie
har Hans Indvien seet.
Men Vi, Vi vide, at af Mesteren, den Høie,
er den høitideligen skeet.
Han feirer nu sin Pagt med Himlens Saliggjorte
i denne samme Stund.
Det stærke Løsensord, som aabner Himlens Porte,
har han nu lært af Dødens Mund.
Hvor kjærligt hvisked den, bedøvende hans Kummer!
Han lytter henrykt til.
Og om hans blege Mund sank Smerterne i Slummer,
og Glæder vaagnede i Smiil.
Han Logen aaben saae, hvor Universer tindre
og Verdner slukkes ud,
Og hørte Mestrens Kald til Helligdommens Indre,
hvor Han, den Skabte, skuer Gud.
Nu er han en Cherub, imellem Himlens Sjele
som høien Mester sat;
men her i denne Hal hans Genius vil dvæle
i Aften som en kjær Penat.
