Hilsen til Svenskerne

Templet så I med de brustne buer
      i det høje kor;
endnu, grå som gubben, vidt det skuer,
      mæler mindets ord:
engang kvad derinde Svenskens sanger
      kækt om sejr og blod;
og ved Olafs-skrinets alterfod
bandt den djærve svenske mand sin ganger.

Landet så I med de trange dale,
      I så bræen hvid;
også den kan med om mindet tale
      fra vor ufreds-tid:
templets sprængte mur kan pragt ej dække,
      knust er Olafs skrin;
men deroppe, under viddens lin,
sover stilt en hær i rad og række.

Svenske broder! Over grænse-fjelde
      banet vej nu går.
Templet har et yngre sagn at melde:
      sagnet fra iår.
Her, hvor hedest had i hærtid brændte,
      samles frænder nu;
mindehallen for en fortids gru
står, som løftets hal, med sejr ivente.

Ja, skønt Olafs-kirkens skat gik under,
      lever folket end;
og om Svenskens mænd på vidden blunder, --
      han har fler igen.
Signet være da hans hæders-fane
      og vort unge flag; --
fælles vaje de for Nordens sag
under fælles drot på fælles bane!