Hilsen til konning Oskar

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(FRA SYGELEJET)


Ve mig! meer jeg kan ei kvæde.
      Døden kryster Hjertet først
      før den lædsker fuldt sin Tørst,
sugende dets sidste Væde.
Ve mig! Sang jeg har ei længer;
      Sjælen mægter kun at bede;
      og den selv mod Dommens Vrede
hvert af sine Suk tiltrænger.

Men da det blev sagt min Smerte:
      Oskar kommer med sin Viv,
      Hun og Nordens dyre Liv --
o, da bankede mit Hjerte,
liig en Bølge, kvalt af Stene,
      stængt i grusomme Cisterne,
      skjøndt den sprang af Fjeldets Kjerne,
fostret under Skovens Grene!

Brist! o brist! Thi Oskar kommer.
      Til et Kvæde bliv, min Bøn!
      I den bundne Bølges Løn,
Oskar, staaer dit Navn i Blommer.
Vældet, Dødens blege Kvader
      knuger alt, da sprang iveiret,
      tonende som naar din Fader
over Fiendehjerter seired.

Ja, Hans Aasyn stod der præget
      i mit Hjertes klare Brønd,
      Josefine, Søn for Søn
og din Datter ved dit eget!
Ha, hvor skulde Aaren springe,
      som om den til Himlen vilde
      Dig og alle Dine bringe,
og sig selv i Lyst forspilde!

Brist da, Steen! Hvad underjordisk
      Tone suser fra mit Bryst?
      Siden, Død, dets Draabe kryst --
hed som om den ei var nordisk!
Lyt da til de svage Toner,
      Oskar, fra min knuste Bringe!
      Jeg kan mindst mit Hjerte tvinge
mellem dine Millioner.

Jeg vil hviske i dit Øre,
      at jeg Himlen alt har seet.
      O, beskrive skal jeg Det!
Jeg paa Grændsen tør det gjøre.
Salige, som jeg gjenkjendte,
      hvilte i det Blaa i Klynge,
      og til Hymnerne, de synge,
Harper lød, med Straaler spændte.

Under dem, paa Skyers Høje
      Skygger løb af ædle Dyr.
      Hjort og Hest et Sjelefyr
havde i det stolte Øje.
Ah! hvor lysteligt at skue!
      Under hine Engles Fødder
      Skyen skjød af friske Rødder
hver en Blomst fra Jordens Tue.

Al hvad Flor paa Jorden blegned,
      Alt hvad Vintren mejed ned,
      spirte her i evig Fred.
Himlens Bund var herlig tegnet.
O, hvor lysteligt at skue
      Hyacinther halvt besjælte,
      Roser, som idrømme mælte,
Glimt af Geist i Nelkens Lue!

Men, hvor herligt end hint Fjerne,
       -- Oskar lyt! O, Oskar, hør!
      Oskar! før min Stemme døer --
nu jeg levte, o saa gjerne!
Thi det for mit Øje bæres,
      at Du Norge skal velsigne:
      Ved dit Scepter skal det rigne,
ved dit Sværd rundt Jorden æres.

Ja, jeg glemte Edens Sletter,
      badede i Fryd min Ve,
      hvis jeg kunde Oskar se,
Oskar og Hans fire Ætter.
Op! Skarlagenbannret flyde
      om den Helteyngels Fader!
      . . Ha! nu brast den tunge Kvader.
Oskar jeg en Sang kan byde.

Nu kan Sangens Bølge springe.
      O, hvor sælt jeg Norge seer!
      Se de tusind Blink af Leer!
Stolten Rug paaknæ de tvinge.
Hjulets Klap ved Fossens Vove,
      Seilets frie Bruus for Brisen,
      Oskar, er en herlig Prisen
af dit Folks og dine Love.

Frihed! Landets Blod maa løbe,
      Frihed! Hvor saa hvast et Sværd?
      Frihed! Hvilket Folkefærd
skal Du ei i Lyset døbe?
Slavers dorske Flok sig rører
      liig Rosmarerne paa Skjæret . .
      Oskar, korsbetegn da Spæret,
naar Du Tidens Vaagnen hører!

Ha, hvad stolte Sejerssyner
      for mit matte Øje stod!
      Bjerkebeinens hede Blod
gjennem sorte Aare lyner.
Bjerkebeinens? O, din Fader,
      Oskar, og din Daad og Tale
      har for Dig alt Landets Dale
fyldt med Bjerkebeinerader.

Hvis alt hist min Grav er aabnet,
      Grav, o lov mig: af dit Skjød
      skyd en ukjendt Blomme rød,
rød som Løvens Felt i Vaabnet,
til et Mærke, at derunder
      trofast Bjerkebeinerhjerte,
      sligt som Hakon det begjerte,
Oskar, om din Hæder blunder!

Aanders Blik fra Himlen tindre.
      Deraf Hvælven er saa blaa.
      De i Fjernet kunne spaa
og det Glemtes Dyb erindre.
Herligt skal min Spaadom orde:
      at et Ax med gyldne Dopper
      og en Rosenstok i Knopper,
Oskar, skal dit Tvespiir vorde.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt