Himmelhaven

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

I

Jeg staar som en av mine støtter,
en graa og balsameret Gud,
bag vindvets mørke hæng og gløtter
av spalten ud.

Bag draperier vaaren blaaned -
saa slap jeg atter hænget ned.
O, det er nart min anden maaned
i ensomhet!

Det er jo dag; men her i rummet
gjør maane-amplen altid kveld.
- - Jeg sidder atter sammenkrummet
paa kulsort feld,

til træt jeg synes at fornemme
bag statuen av Amon Ra
min skjæbnes lille pigestemme
- og svarer «Ja», -

men synker atter tungt tilbag
i sædet med det sorte skind
og sænker mod mit knæ min hage
ved amplens skin.





Saa gaar jeg ud, hvor Livet smiler;
dér ser jeg verdens unge trær
staa vendt med afgrundsblaa profiler
mod dages skjær.

Og stammen suser svai og svimmel
paa jordens mørke, bøide ring
mod denne stedse skjønne himmel
av ingenting!

Og kvinders kroppe under trær'ne
i parkens solbesneede lund
er væsener av fremmed kjærne
fra første stund.

Ja fremmed selv i spirens morgen,
saa fjernt og motsat foldet ud — —
og vandrer kolde gjennem vaaren
i kostbart skrud —!

O, brystets begge høie himler
jeg fatter under livets blaa,
og mellem angst og lyst jeg svimler,
saa jeg maa gaa.





Der var en graastenstrap med kjerter,
og foran løb en skidden bæk;
dér sovned jeg og mine smerter
livsalig væk -

Men neppe har jeg rigtig rukket,
at die glemsel til min krop,
før øiets saar, som rødt var lukket,
blev rippet op:

Jeg kunde være nære havet
for alt, jeg føler i mit sind -
saa rummelig den blev, min længsel,
saa hed min kind -!

Og foran mig er rendestenen
forandret til en yndig aa,
som glir med sol og grønt og skyer
og himmel blaa -

Og bronzebroer bærer over,
og hopper mod den anden strand,
hvor svøbt i drøm og aften sover
et haveland!





Var det en feil, jeg ikke tvilte
at denne have fluks var min?
Var det en frækhed, at jeg smilte
og straks gik ind?


Men husk, at havens drømmeplæner
steg stille fra min egen aa,
som fordum randt i rendestener,
men nu er blaa!

II

Saa sank der ned en bister blaaning
om østens øde, fjern og nær,
mens jeg steg glad paa vestens skraaning
mod høiden dér!

Og henført mod en ildgul himmel,
som smelder fyr i hver en kvist,
staar trærnes rad og suser svimmel
mod rødens rist.

Saa synker denne verdensrøde
tilbage ned i dybets skjær
og efterglemte, sorte, sprøde
staar høiens trær.

Da var det, som om nogen ynked
de svidde stammers sorg og tog
av dulgte himles vand og dynked
den brændte skog!

Som svære stænk fra vaade fjerner
en stjernediger nat der faldt
og slog sig ned i kramme stjerner
ud over alt - - -.

Da fyldes jeg av rolig glæde
og aander ud av hjertens lyst;
det er, som natten salig sneede
saa stort og tyst.

Og nu blir skogen straks belivet
til høie blaae himmeltrær
og et komet-slør efter livet
er haven hér!





Mit sind blir ydmygt indtil smerte!
for stammerne i denne park
de har et sødt, gjenkjærligt hjerte
bag kulsort bark!

Jeg saa, hvor trærne henrykt bøide
en haandfuld blom mod stjernens skjær
til gjæstebud, og paa en høide
staar plump og svær

en ek, hvis grene opad strømmer
og lyret som en vase staar,
hvor nattens fersken prægtig svømmer
i mai-gul vaar.

Og Pan-figurerne mod maanen
staar rundt i jern med løftet skjæl;
der siler lyn av fladens blaanen
fra vand i væld!





Her bæres alting uskadt over,
og stille - o fra stund til stund;
høit over haven tiden sover
med smil om mund,

og lar fortryllet livet sværme
med mænd som mig paa egen haand,
til den ved gry igjen vil nærme
sin gustne haand -?

Jeg griber om med øine blanke
en blomsterby paa hver en kvist -
en afmagts dybde har min tanke
skjønt rigt bevidst.


Den fryd, at intet her kan hænde
paa denne kvindeløse jord,
vil jeg fortryllet livet sende
som skjønne ord.
- - -

III


Det gror av arvegræs i bakken;
jeg va'r i timian tilknæs -
en blodbøg slipper ned i nakken
et hjerter-ess,

som gjør mig gjennem-rød av lykke,
saa jeg vil danse paa min fod;
men græsset faar med ét en nykke
og stemmer mod -

og favner rigt og grønt om skoen,
men slides op fra havens jord; -
det suser op av graadig groen
i fodens spor.

En blomst kom ut fra græssets porte
av mine fødders lange sprang;
den bukket, smilte og var borte
i venlig vang -

Men jeg har fandens fart og sprætter
hen i kløver-høi og datt,
saa duggen svatt som smaa raketter
i havens nat!





Ja, siden maa som stok jeg bruge
en gammel trærod, skarp og svart,
men som blev hændig med et haand-knot
av æblekart.


Men som jeg gaar med denne Roten
og hinker i den skumre eng,
gjør sandt for dyden atter foden
en mystisk slæng -


og tæt langs stien, som jeg tramper,
blir tændt en lav og lang allé
av fimrefnokkets Japanlamper
at jeg maa sé -


maa yndigst være god at komme
og skue deres egen skat:
En klorende vidunderdrage
i nordens nat.


En tornebusk i stas og silke
ved slutten av den grønne sti,
som fræser krum, med røde stilke
av raseri!





Men bagom straaler skogen samlet
i blekt og valent maaneskin,
og som jeg halvt i vemod famlet
mig længer ind


og bøied ømt tilside snaret,
saa fik jeg til min lykke skræmt
de sorte nætters katte-mare
som der laa gjemt - -


To gule blik, en skjægget hale
som skenet i et avsindshop
paa skyggeluffer gjennem luften
mod granens top!





Mon jeg var den, der dvælte længe
i fabel-kattens maane-lund,?
nei, jeg gik ud mod nye enge
i samme stund.

I græsset skjalv der mange stier;
men mellem alle var der én,
som var en rigtig liden gnier
paa plads for ben -

Dén tassed jeg, og straks saa lo jeg;
for op mod maanen fik jeg se
et snodigt træ, og det forstod jeg
var livsens træ.

Der hørte jeg vidunderbruset
og saa, hvor stammen suste op
med aldrig gravlagt kraft av gruset
- med ildgrøn top,

som randt i visne, gule blade
ned i en kreds av raadent løv, -
en evig brusende kaskade
fra støv til støv.

IV

Men da jeg gjerne vilde sove,
saa bad jeg blomsterne om lov,
og bad dem gi mig tro og love,
og sank - og sov - - -

Jeg kjendte det i dybe drømme,
som blev jeg hyllet i et smil -
og mine lemmer, som var ømme,
drak graadigt hvil.

Men da jeg endelig blev vaagen
da saa jeg jo, at fjern og nær
laa sommertaagen, sommertaagen
blandt havens trær.

Jeg skjøv en taagedot tilside;
aa se! - dernede laa de dybt,
de blaae blomster, sid'om side
som lig i krypt!

Men haanden, den blev ganske lodden,
og der hang véd et taageskjæg, - -
og under trærne naadde skodden
til langt paa læg!





Tænk, overalt er taagen føken
undtagen der mod vest etsteds;
for der er vangen endnu nøgen
med venligt græs.

Og strak og stille under siljen
hvor stien skjalv i græsset smukt,
staar som en fugl paa étben liljen
og drømmer flugt!

Hvor lun en kraftkar han maa være
den gule, lave løvetand,
iblandt forglemmigeiers hære
en enslig mand!

Og maanen falder ind paa skakke
og laver i en poppels top
en liden rødlig maanebakke,
som skraaner op.

Lig fjerne, solbelyste høie
paa skrænten av et skyggefjeld
staar jordisk ind mod maanens øie
det lille hæld;





Da hænder det med ét, der vaier
op over himmelen et gys,
og skodden brast og poppelen svaier
i stormens lys.

For solen snudde sig i graven,
og straaler rømte fra dens kant;
- men dagen udeblev i haven,
og suset svandt.

Men alle grønne trær og busker
har straalesmilet straks gjort graa!
de staar som svære taagedusker
i nattens blaa.

Og blomsterne i skyggegræsset
blir spæde spøgelser av luft,
og deres kroner staar som presset
for saft og duft.

Men hvad er dét for amaranter,
som skinner hvide her og dér
i græsset mellem bleke planter
og drømte trær - -?

Men just som én av dem skal plukkes,
saa hænder denne tunge ting,
at mine gridske fingre lukkes
om ingenting.

Og øiet stuper gjennem sløret
i millioner blaae mil -
mod vaar-afgrundene i verden
med tusind smil!

Og armen dirrer lidt og isner;
men dybets stjerner rødmer smukt:
Ja - ikke vi, men mennesket visner,
før vi blir plukt.

Thi vi, som straaler, svæver over
begyndelsen til alt det blaa -
og du maa hidhen dø, - og vover
din fod at gaa

mod solens gravhøi ufortrøden,
er veien viss og lykken nær;
for et kometslør over døden
er haven her!

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt