Hvepsen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Sigbjørn Obstfelder

    Der sidder en gammel mand ved sit arbeidsbord.
Det står ved vinduet. Der går en hveps i det hvide
gardin. Langsomt går den ovenfra nedover.
    Den gamle mand ved arbeidsbordet får øie på
hvepsen i det hvide gardin. Han stopper op, venter.
Den vil ikke forsvinde. Han åbner vinduet, for så vil
den vel tilsidst flyve ud. - Det er jo derude den hø-
rer til.
    Den vil ikke forsvinde. Når den er kommet ned, så
kryber den op igjen, når den er kommet op, så kry-
ber den ned igjen. Som om den ledte efter noget. Den
er ganske taus. Merkelig taus. Næsten uhyggelig taus.
    Der er noget vist ved en hveps. Man rører sig ikke
af flekken for en flue. Den kan gjerne sidde midt på
ens næse. Og for eksempel en af de store, væmmelige
spyfluerne, de kan sidde i et gardin i ugevis, man ser
dem ikke engang. Men en hveps! - ja selv om det
er en hvidhåret mand, og selv om hvepsen kryber
ganske langsomt afsted og ikke siger et muk, han
farer op, han stanser sit arbeide, han - - ja man-
den ved arbeidsbordet fortrak han, han flytted sin
mappe, sit blækhus, sin lineal, hele stasen.
    Men næste dag sad hvepsen fremdeles i gardinet.
Da hændte detteDer kom venskab op for hvepsen
hos manden. Han var blit vant til den, han havde lært
den at kjende. Stak, det gjorde den ialfald ikke.
    Han satte sig da til arbeidsbordet igjen, gav sig til at
linjere og skrive og så nu og da op efter sin nye ven,
hvepsen, hvordan det gik med den.
    Men tilslut blev han ganske betænkelig. Var der
ikke noget iveien med den? Langsommere og lang-
sommere kravled den afsted, stadig langsommere. Var
den syg? Tænk om den havde tarmeslyng for eks-
empel! Eller mavekræft!
    Efter middagen var gardinet tomt. Nu sneg den sig
frem nede i karmen. Der var ikke tale om andet,
den var syg.
    Men hvad var det, som lå derborte ved siden af
Cantu's verdenshistorie? En død hveps. En anden
hveps, som var død. Han havde set den for to dage
siden uden at lægge synderlig merke til den eller
tænke videre over det.
    Skulde der være noget slægtskab mellem den syge
hveps og den døde hveps?
    Han holdt op med arbeidet. Hvepsen grov sig nær-
mere og nærmere den døde. Det var der den vilde
hen, der var ikke tale om andet.
    Skulde det være mand og kone?
    Han stod op fra bordet. Han kredsed rundt om vin-
duet. Det var næsten som der kom noget rart op i
brystet hos ham. Det var en hveps, en af disse hvep-
sene, som er så berømte for sit stikkeri, og hvem alle
hader med et dybt had, en af disse hvepsene, som kan
forhindre en hel familje fra at spise middag i haven,
fordi at de går og stikker hele familjen på næsen og
bringer de nedringede damer til at hyle af skræk mel-
lem hver eneste ske suppe, en af disse hvepsene, som
. . . ja, sådan en hveps var det, og dog kom der hos
den gamle mand op noget rart for den, noget varmt
ligesom. Kan man ha medfølelse med en hveps? Hvis
man kunde det, noget sligt var det da vist, som kom
op hos ham, der den slæbte sig slig frem, humped
med møie et skridt afsted, tabte kræfterne igjen og
lå stille, humped så et skridt videre igjen. Var det i
dødskamp?
    En flue svang sig ned på den og vilde ærte den. Den
rørte sig ikke. Gang på gang kom fluen og holdt et
helvedes leven på dens ryg. Den rysted den ikke af
sig engang.
    En stund efter lå den ved siden af den døde. Den
rørte sig ikke mere. Den var død.
    Det var ganske stille i stuen. Det var næsten høi-
tideligt.
    - Den var kommet ind i stuen, gud ved hvordan
og hvorfor. Den havde famlet frem og tilbage, som
om den ledte efter noget. Den havde intet vidst, intet
tænkt, intet følt. Ikke såmeget som en længsel havde
den kunnet føle. Hvad skulde den ha kunnet føle,
den, et lidet insekt, en hveps ovenikjøbet? Den havde
bare vandret og vandret, ledt og ledt, fundet frem til
der hvor den anden lå, lagt sig til at dø der. Det var
det hele. Kanske havde de gåt og stukket hinanden
med bråddene hele livet igjennem. Eller er det bare
menneskene, som stikker sin egen slegt?
    Nu lå de ialfald fredelig nok.
    De lå der ved siden af hinanden. De elegante bag-
kroppe var krummede. Det var næsten vemodigt at
se på. Denne fine, runde, æggende parisiske tournure,
som sikkert havde gjort opsigt derude mellem insek-
ternes beaumonde. Disse spidse, slebne, slanke vinger.
    Var det monsieur et madame? Gud ved.
    - - Inde i kammeret ved siden lå mandens
hustru.
    Hvad er det med min mand? tænkte hun. Hun følte
på sig, at der var noget som ikke var ganske som
ellers. Måske var det det at pennen ikke kradsed re-
gelmæssig. Måske det at hun hørte ham reise sig.
Eller måske var det slet og ret det, at hun følte det
på sig.
    Nei hvad er det med min mand? tænkte hun. Hun
blev mer og mer vis på, at der måtte være noget. Hun
tog mod til sig og listed sig ind.
    Der stod han. Ved vinduet. Ganske stille. Hvad var
det? En tåre?
    Hun listed sig nærmere.
    Men før hun vidste ord af det, følte hun hans arme
om sig og hans hånd gjennem sit grå hår.
    Hvad er det? råbte hun halvt forskrækket.
    Han pegte på de to døde hvepse.
    To døde hvepse!
    Det havde ikke hændt på det hun kunde mindes,
- og så skulde to døde hvepse ha skylden for det!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt