Hvid jul

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(Kjøbenhavn 1912)

Byen blir endelig nu mod kveld
stille og mægtigt begravet
under det synkende, hvide væld
som et Atlantis i havet.
Taarne og tage og mørke trær
taber sit omrids i stormens veir.
Men dybt under snefaldsskyen
brænder der lygter i byen!

Og lygterne rødmer i sneens sæk,
den evige sne, som seiler
henover aasyn, hvis blege træk
spænding og længsler speiler!
Hundrede hænder gaar rapt paa rov
ind i en hellig og rotløs skov,
som sænker de hvide grene
nedover torvets stene.

Der bruser et rasende vinterdrev
i fattigkvarterets stræder,
hvor rimede ruder med meget stræv
er pyntet for julens glæder.
Og dybt i den usleste kjælderhals
fins fristende leger og frugt tilfals.
Sæber og lys og glitter
op imod sneen titter.

Den fattige kvinde faar sjalet fyldt
af nysneens myge strømme —
men bagenom bæver, af fryd forgyldt
et hjerte i jubeldrømme.
Hun bærer en bugnende julekurv
for husbond og unger og kat og spurv —
og først maa hun nedom bulen
og hente sin mand til julen.

Han tømmer den festlige julesnaps,
just som de slukker i sjappen.
Saa stiger han sindig, paa sne og slaps
opover kjældertrappen.
Hun venter ham, taus, i sit tynde sjal —
saa stirrer de begge mod fjerde sal,
og skimter bag vinduets plade
smaa unger med næserne flade. — —

Men fjernt i det straalende strøgs trafik
ser du en pige danse!
I mødes paa gaden med smil og med nik,
men har ikke tid til at stanse!
Du ser hendes kraftige, blonde krøll
saa fygende flygtig sat ind med sølv,
og snefnug paa pande og læber,
de tiner i ungdoms feber — — —

Hun sætter sig ind hos en vældig gran
dybt i den lune slæde.
Saa risler det til i den brunes man,
og hun glider hen i sin glæde!
Den kimer, de dombjælders dybe klang,
en svindende, stille sirenesang —
Og hør! Gjennem luften du aner
en klemten af sværere kaner!

Et mægtigt og drømmende kanehold
løses med et over leden.
Over staar himmelen, mørk og kold
med vinterveien og freden.
Der kjøres med vindige tømmer af reb,
med menneskens sorger og savn paa slæb.
De durende bronzeklokker
skjælver i taarnets stokker.

Og førend det kimende kor er stilt
er gadernes færdsel omme.
Men henover nysneens hvide filt
sniger sig endnu somme.
Og følger en ensom fra sneens skavl
den svære façade til tagets gavl,
ser han, som drømmende minder,
tre rækker af lys, der skinner:

Først lygte ved lygte, saa træt og gul,
med bugnende, snetung hætte.
De sænker i stræderne al dén jul,
som gadernes pak skal mætte.
Saa hæver sig rudernes røde rad
lige til himmels, befriet, glad —
og høit over frysende tage
staar stjernerne blege tilbage — —




Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt