I ovnskroken

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Det buldrer i den gamle ovn,
hvor tidt vi sat og snakket . . .
En husker jeg, som sat her før
og speidet ind i ovnens glør,
mens gjennem mørket, som seg ind,
en gylden stripe flakket.
Og minder kom, og minder gik.
Hun fulgte dem med langsynt blik,
til brat hun stanset med et nik,
som om hun stille takket.

Og frem av hendes ansikt sprang
et siml, hvis glans jeg kjendte.
Hun saa litt paa mig, strøk mit haar
og skjemtet: «Endnu ingen saar
og ingen nag, som gjør dig ondt
og stunder til at vente!»
Vi sat i ovnens lune drag . . .
Saa kanske spurte jeg en dag:
«End du? Har du da slike nag
som brænder eller brændte?»

En slik en gammel bestemor
har just ved ovnen hjemme.
Sin ungdoms kraft, sin varmes ild
i ukjendt strid hun satte til . . .
Det er, som gjennem buldret nu
jeg veirer hendes stemme.

Og denne stemmen rik, men spe,
det aner jeg, var fuld av ve,
som hun trods mange vintres sne
slet ikke kunde glemme.

Og nu staar atter ovnen rød,
og det er langt paa aaret.
Dypt ser jeg ind i hendes blik,
fornemmer smilets glans, jeg fik:
Hvad vet vi vel om andres liv,
hvad smerteligst har saaret?
Her sat hun statelig og graa
og speidet med sin kappe paa,
mens jeg av fremtidsdrømme blaa
stod op berust, bedaaret.

Et omkvæd, som trutt gaar igjen
paa alt, jeg vet og visste,
den samme skaanselsløse sang:
Og det var aller første gnag,
den aller - aller første gang,
og det er allersidste.
Fra ovnen staar et gyldent skin,
men jeg gaar ut i kveldkald vind
og hærder der mit veke sind,
at ikke det skal briste.



Fra Et liv i dikt (utvalgte dikt av Nils Collett Vogt)
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt