I stormen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Fløien hviner: Lyraen klinger, skjøndt
skjult ved mit Hjerte . . O ti!
ti, mens vi henover Skaraen løbe til
      mosdækket Lye.

Stormen fører ikke din Klang til de
skjælvende Stjerner: den døer
uhørt blandt Ener og hvinende Lyng, som den
      vildsomme Fugl.

Rimen hvirvler gjennem de bugnende
Strenge, og vælter en Qvist
henover Marken, og dandser til Fyrrenes
      Sukklang i Ring.

Fly, min Lyra, Stormenes Favnetag!
Stormen vil haane din Streng,
brusten i sittrende Vellyst, og Solen vil
      finde dig taus.

-- Saa en Elsker sørger, naar Møen, som
svoer ham sin Tro, i en Valz
glad seer Forførerens Muskler, og bøier sin
      Kind mod hans Bryst.

Her ved Grottens vajende Gran Du, som
sang, hvergang Timen sig sneg
frem med et Kjærlighedsblus under Kappen, nu
      Stormen forfølg!

Nordlys ride Vinterens fnysende
Skimmel. -- O rolig den nys
stod under Aftenens Purpur og
      rysted sin Man.

Blege stige Nordlys paa Aftenens
Skyer? se hver var en Karm,
Freja selv værd! Saa for Harme maa flygte vor
Kjærligheds Drøm,
og Ungdoms Morgenskjær ifra Panden
svinde, naar Manddommens Dag
vælter Ærgjerrigheds Sky frem og Hadet i
Rynkerne skjult.

Glad jeg seer paa Stormenes Seir over
Granernes Kroner . . Ha, saa
Folkene plyndre Despoternes Tindingers
blodige Guld!

-- Birk, forgjæves lader du Graalokken
flagre, og praler med Aar!
Ha, se Kong Lear paa Heden: se Stormen jo
haaner hans Haar!

Stormen hvirvler Mosset af Armodens
Hytte, mens, rolig i Barm,
Huusfader favner, ved udslukket Arne, sin
slumrende Viv.

Stormen hvirvler Marmor af Mammonens
Kuppel: paa guldvirket Seng
vælter sig Herren i Taarer og Sveed, og han
favnes af Angst,
mens fra Dynen springer Samvittighed,
hugger sin Tand i hans Bryst,
som naar et lynbørstet Vildsviin sig reiser ved
Vandrerens Fod.

Vild Najaden kysser Han: vred hun da
furer sit Aasyn; men maa
atter og atter dog taale hans Favntag med
bølgende Barm.

-- Stormen voxer, Sneebræen liig . . nu den
ligner en rasende Ulv:
saaret i Foden, den kradser i Sneen, og
reiser sit Ragg.

Stormen over Dal, over Fjeldene
flyver med Fnystren -- ha, liig
tusinde Thrønd're, der trække de tunge og
tordnende Sværd.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt