Ildebranden

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Byen ifra alle Ender
midt om Vinternatten brænder.
Kirketaarnet alt er raset
glødende fra Høiden ned,
knusende hvad det ei tænder;
      Herrens Huus
lægger Menneskens i Gruus.
Men som størst Elendighed
løbe Stormene Kompasset
under vilde Hyl omkring,
som om det var dem befalt
hastigt at forvandle Alt
til en Askedynge, formet
rund aldeles som en Ring,
taarnhøi, skjøndt isammenstormet.

O en Dommedags-Forvirring
i de trange Stræder, hvor
Røg og Flamme stænge for!
O Vanvittighedens Irring
paa den aabne Plads, hvorhen
alle Reddede sig samle,
Syge, Kvinder, Børn og Gamle,
som iblandt hverandre famle
forat finde Slægt igjen.
Men det ikke længe varer
førend Ildebrandens Farer
trænge kysende derhen, --
før, som af en Esses Mund,
som af Blæsebælgens Strube,
eller Helveds egen Grube,
Flammen liig en Tunge skyder,
strygende langs Pladsens Grund,
ud af en af hine Gyder.

Til den usle Stadens Rest,
som endnu i Mørke laae
paa den anden Pladsens Side,
Alle, som de kunne bedst,
derfor skyndsomst flygte maae,
uden Skjulested at vide:
Børn, som skrige efter Moer,
saa hver Moder kaldt sig troer;
Mødre, raabende paa Navne,
som de nu med Rædsel savne;
Krøblinge, som i den dybe
Sne maa over Pladsen krybe;
unge Koner, hvis Gebærder
vise, at med Gru de tænke
sig den Nat Enhver en Enke;
Sønner, som paa stærke Hærder,
vindende Æneas' Ære,
sine gamle Fædre bære --
kort i Trængsel vild og tæt,
uden Skaansel eller Ret,
hvor Enhver kun træder ned
hvad der kommer ham til Hindring,
og hvor selve Kjærlighed
synker ned til Selv-Erindring,
Pladsen blev af Mængden rømmet,
som mod Byens Forstad strømmed.

Men i Trængslen i Entreen
til det snevre mørke Stræde
tvende Mødre ængstligt lede
efter sine Børn i Sneen.
Arm den Ene og Jødinde,
men den Anden en Grevinde.
Ifra deres Bryst bortrevne
vare deres Spæde blevne,
og nu famlede de Tvende
om i Vinternattens Blinde
paa et Lykketræfs Kanhænde
for de Tabte at gjenfinde.
Men i Tumlen taber sig
for hinanden deres Skrig;
og om Stjernerne faldt ned
eller Solen vendte om,
røres ei en Moder, som
søger om sit Barn, derved.
Derfor hændte det, at Begge
skreg paa engang høit af Fryd,
uden at de kunde lægge
Mærke til hinandens Lyd.
Thi i samme Øjeblik
Hver sit Diebarn i Svøb
mellem sine Hænder fik.
Adelsfruen strax tilbage,
did hvor Ilden lyste, løb
at hun Feil ei skulde tage.
Men da Barnets Svøb hun hæver,
skreg hun: "Fy! Saasandt jeg lever,
er det Jødeunges Træk!"
løb og slængte Barnet væk.
Men Jødinden, som alt sad
paa en Trappe sjeleglad
og den fundne Spæde died,
hører, nu da Larmen tied,
ikke fjernt et Barneskrig.
"Mon paa Pladsen glemt igjen?"
tænker hun og skynder sig
med det fundne Barn derhen.
Og hun mumled mens hun gik --
"Herren aabnet har mit Blik,
saa mit Barn, min Spæde, jeg
fundet har paa Mørkets Vei.
Skulde Jeg da Hjertet lukke
for den Moderløses Sukke?"
Barnet paa den stærktbelyste
Plads var snart og let at finde;
men af hvilke Rædsler gyste
den barmhjertige Jødinde,
da hun i den frosne Blee
fik sit eget Barn at see!

Flux med Begge ved sit Bryst
knælte hun i Bøn den Fromme,
priste Gud af Hjertenslyst,
bøjede sig for hans Domme,
at Hans Viisdom, som maa kjende
Hjertets Styrke, havde hende
To for Een i Naade sendt.
"Skulde Du, du stakkels Fremmed
-- sagde hun, med Blikket vendt
imod Gjæsten blidelig --
Du, som alt har diet mig,
atter miste Moderhjemmet,
som Du alt med Arme smaa
holder fast og ængstlig paa?
Nei! Guds Engel var du mig,
Israels Gud har skikket dig;
mens jeg dig til Brystet førte,
      se da hørte
jeg min egen Lilles Skrig.
Havde jeg ei maattet sætte
ned mig der, for dig at mætte,
fra mit eget Kjød og Blod
flyttet havde jeg min Fod.
      Og desuden
har den gode Skaber jo
i de tvende Bryster buden
Plads i Nødsfald her for To?"

Strax Jødinden (Judith Navnet
og hun var en Kræmmers Enke)
begge sine Spæde favned;
stod en Stund at overtænke,
hvilken Vej hun skulde gaae;
ilte udad Landet saa,
som om pludselig belivet
af en Tanke gudindgivet --
ak kun af et Haab, saa svagt
i sig selv, som Bregnens Kviste,
men fordi det var det sidste,
stjernevist, af Undermagt.
Langsad Vejen mange Mile
gik det uden anden Hvile,
end naar hun sig gav lidt Ro
for at die sine To.

Hun erindred, at der boede
(men for mange Aar tilbage)
i en Landsby gammel Frænde,
ikkun engang seet før.
Didhen, skjøndt hun neppe troede
ham ilive, vil hun drage,
sætte sig med sine Tvende
som en Betler ved hans Dør.
Frænden levte, og hvad mere,
i hans Bryst et Hjerte levte
fuldt af Kjærlighed til Næsten --
moden Frugt for Himmelen.
Simon ei -- som andre Flere
i et sligt Tilfælde skulde, --
satte Ansigt op ad Gjæsten,
som de Tvende mod ham hævte,
uden anden Tale, end
sine Øjne taarefulde.
Alting Judith fandt paa Stedet
forud som af Gud beredet.

"Jehova har sendt dig, Frænke,
-- sagde venligen den Gamle --
Jeg blier svag, maa snarlig tænke
paa til Graven frem at famle.
Derfor være al min Eje
      Dig anhørig.
Du, som er saa rask og rørig
heller kan den Gamle pleje
og vil røgte Alting bedre.
Du har Hjerte for de Smaa;
derfor og for gamle Graa,
som et Barn nu blive skal.
Og naar jeg, paa Guds Befal,
vandrer hjem til mine Fædre
Dit det Hele være skal."



Mødrene

Ildebranden | Sammentræffet | Taknemmelighed




Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt