Irland

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Da Nordens Folk
som Barbarer end
   for frem over Land og Sjø,
der blomstred hist vest
i Havet en Grend
   paa Erins den grønne Ø.
Dens Styrke laa ei
i Sverdets Staal,
   men det var ved Fredens Verk,
som byggedes op
under Barde-Maal,
   den agted at vokse sig sterk.

Da kom der Ravne
fra fremmed Kyst
   med Næb og med Klo af Jern.
De hugged og grov
med rovsvanger Lyst
   og tynte Plantning og Vern.
Og værst var de
fra de norske Fjeld,
   det kan vi ei komme forbi.
Og at der i Irland
blev Folke-Kveld,
   har Norge sin Andel i.

Saa trampedes Landet
af engelsk Hæl
   i Hundreder lange Aar.
Og de, som omsider
ei sulted ihjel,
   fik nøies med Trælle-Kaar.
Den engelske Lord
blev mægtig og rund
   paa Biff fra Irernes Land.
Den irske Borger
fik prise den Stund,
   han havde Poteter og Vand.

Man korser i hellig
Harme sit Bryst
   mod Irernes Fenier-Folk.
Men er det kanhænde
netop af Lyst,
   at de hader og bruger Dolk?
Nei, det er et Fædrelands
krænkede Blod,
   som maner den irske Æt
at stevne frem
med Vanviddets Mod
   til Irlands Hevn eller Ret.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt