Jeg lytter, mens Liren spiller

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Og Melodien bringer
Det Svundne til Liv igjen;
Et Billede klart sig skiller
Fra Mulmet, mens Tonen klinger,
Og gyder sin Sjel i den.

Jeg er i det lyse Kammer,
Hvor Aftensolen skinner
Paa Rosernes rige Flor;
De flygtige Purpurflammer
Farve Marias Kinder,
Hvor ellers kun Liljen gror.

Men Viggo, min lille Kæmpe,
Har sluppet Chasseur, sin Fange,
Og kaster sig til mit Bryst;
Han kan ei sin Hulken dæmpe,
Han beder mig tusind Gange
At blive hos ham i Høst.

Maria gaar til Pianet
Og rører de klare Strenge,
Og røber sin Angst for dem;
Hun røber, hvad jeg har anet
Og baaret i Hjertet længe
Og drømt i mit stille Hjem.

Om Blomsterne ser jeg nikke,
Jeg hører Pendulen stamme:
"Farvel!" fra sit dunkle Skjul;
Med selsomme Afskedsblikke
Ser ned fra den gyldne Ramme
Provstindens Portræt af Juel.

Paa Tonernes milde Svæven
De viede Hjerter mødes,
Og vugges i Vemods Favn,
Og føle med navnløs Bæven,
At Ømhedens Vaar skal ødes
I Grublen og lønligt Savn.

Og medens vor Høstsol daler,
Maria sin Drømmen ender,
Og spiller just denne Vals;
Da slutter jeg Aftnens Kvaler,
Og løser min Viggos Hænder,
Der holde sig om min Hals.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt