Jeget

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Sigbjørn Obstfelder

    Jeg tegned vandets brede, rolige linie. Små og store
seil, dampere med lange røgstrimer krydser og buer
sig på det, skyer og lanterner speiler sig i det, holmer
dukker op som drømme fra dets bund.
    Jeg lod grøn jord bøie sig ned på begge sider af
fjorden og drikke af vandet. Den har kniplet dets
kant med løv og bar og blomster som sagte vifter.
    Og under løvet går mændene og kvinderne i flokke
og i par. Jeg har stemt luftens, løvets, vandets toner,
jeg har bygget menneskets øre i en rig harmoni.
    Jeg går ene blandt dem og hører dem le til hinanden
og hviske elskovens ord.
    Dernede, hvor vand og strand favnes, lægger jeg
et violet skjærf af dis, slynger det frem om fjeldskrå-
ningen. Det er stukket med mangfoldige små perler,
lysene, som stiger op over fjeldet, hjemmene.
    Jeg går ene blandt dem. Det er min glæde at høre
deres tanker, kjende deres sorg og jubel.
    Og dog - jeg ved ikke - det er mig ikke nok.
Jeg blir rastløs. Det blir mig fremmed. Jeg må bort.
    Og langsomt stiger jeg opover mod fjeldene, og bag
mig blir sangen og latteren svagere og svagere. Til-
sidst dør de hen, jeg hører blot lyngen hviske, isbræen
sukke.
    Der vågner hos mig en dunkel attrå.
    Der skulde komme en. Han skulde komme og lytte
sig frem til der, hvor isbræen sukker og lyngen dør.
    Han skulde komme og siJeg så sjøen, og himme-
len, og farvernes dis, og menneskenes under. Og jeg
blev mer og mer ene. Ti jeg fik en længsel efter at
lære den at kjende, hvis fantasi digted sjø og skyer,
hvis tanke bygged menneskets øre.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt