Johan Storm Munch

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven (1837)

Nu har Smerten Freden øinet;
Nu skal Sorgen stille vugges,
Med det dybe Savn fortrolig.
Nu er Gravens Tue høinet;
Nu kan Blomsten gro og dugges
Paa din snevre, lukte Bolig.

O, men Hjertet vil ei glemme,
Hvad vor Ømhed maatte friste,
Hvad der brast i Sorgens Time.
Alt hvad Vaarens Knopper gjemme:
Blomstens Pragt og Frugtens Kime,
Ligger visnet i din Kiste.

Af dit Hjertes slukte Flammer,
Af din Pandes kvalte Higen,
Kan vi ingen Idræt mane.
I dit dunkle Sovekammer
Gaar en Drøm paa Himmelstigen
Over Jordens Hædersbane.

Hvor dit Støv blev lagt i Dvale,
Vifte Lundens mørke Kroner;
Der tør Fuglen Rede bygge.
Intet Løv kan bedre svale
Dine Elskte med sin Skygge;
Der har Fuglen søde Toner

Mangen Kveld, naar Lyset daler,
Tænkte de paa Mødets Morgen,
Skimte den med salig Bæven;
Thi for Engles høie Svæven
Bruser Luften i Koraler,
Og Jehova aabner Borgen.

Og de tro, at han vil skikke
Dig med Livets Liljestengel
Did, hvor dine Elskte dvæle;
Og Du aabner deres Blikke,
Og de følge deres Engel,
Tør med ham for Herren knæle.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt