Jomfru Maria som Gudmor

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

   Langt, langt borte i en stor Skog boede engang
et Par fattige Folk. Konen kom i Barselseng og fødte
et Barn, en vakker Datter; men da de var fattige,
vidste de ikke hvorledes de skulde faa Barnet til
Daaben. Manden maatte da en Dag gaa ud, for at se
at faa Faddere som selv kunde ofre; han gik hele
Dagen baade til den ene og den andre, men alle
sagde de, at de vel vilde være Fadder, men ingen
syntes han havde Raad til at ofre selv. Da han gik
hjem om Aftenen, mødte han en deilig Frue, som havde
prægtige Klæder paa og saa saa inderlig snil og god
ud; hun tilbød sig at skaffe Barnet til Daaben; men
siden vilde hun beholde det. Manden svarede at han
først maatte spørge sin Kone, hvad hun vilde; men da
han kom hjem og fortalte det, sagde Konen bent
ud nei. Andre Dagen gik Manden ud igjen, men
ingen vilde være Fadder, naar de selv skulde ofre, og
alt han bad, saa hjalp det ikke. Da han gik hjem
igjen mod Aftenen, mødte han paany den deilige Fruen,
som saa saa blid ud, og hun gjorde igjen det samme
Tilbud. Han fortalte Konen det som var hændt ham,
og hun sagde da, at dersom han heller ikke næste Dag
kunde faa Faddere til Barnet, saa fik de vel lade Fruen
faa det, siden hun saa saa god og snil ud. Den tredje
Dag Manden gik ud, fik han heller ingen Faddere, og
da han igjen mødte Fruen om Aftenen, lovede han at
lade hende faa Barnet, naar hun vilde skaffe det Daab
og Kristendom. Om Morgenen kom hun derfor did
Manden boede, i Følge med to Mandfolk, tog Barnet
og reiste til Kirken med det, og der blev det døbt.
Saa tog hun det hjem med sig, og der levede den lille
Pigen hos hende i flere Aar, og Fostermoderen var
altid snil og god mod hende.
   Da Pigebarnet var blit saa stor at hun lærte at
skjønne, lavede Fostermoderen sig til at reise bort.
"Du kan faa Lov at gaa om i alle Værelserne, hvor
du vil," sagde hun til Pigen, "bare ikke i de tre
Kammere jeg nu viser dig." Og saa reiste hun. Men
Pigen kunde alligevel ikke lade være at lukke lidt paa
den ene Kammerdøren, og vips! saa fløi der ud en
Stjerne. Da Fostermoderen kom tilbage, blev hun vred
paa Fosterdatteren og truede hende med at jage hende
bort; men Barnet graat og bad for sig, og saa fik hun
tilslut Lov at blive.
   Om en Tid igjen skulde Fostermoderen atter reise
bort, og saa forbød hun igien Pigen at gaa ind i de to
Kammerne hvor hun ikke havde været. Hun lovede
at tage sig i Vare; men da hun havde gaaet en Tid
alene og tænkt og grundet paa hvad der vel kunde
være inde i det andre Kammeret, kunde hun ikke holde
sig fra at gløtte lidt paa Døren for at kikke ind, og
vips! saa fløi Maanen ud. Da Fostermoderen kom til-
bage og saa at Maanen var sluppen ud, blev hun meget
bedrøvet og sagde til Pigebarnet, at nu kunde hun slet
ikke beholde hende hos sig, nu maatte hun bort. Men
Pigen graat saa hjertelig og bad saa vakkert for sig, og
saa fik hun da Lov til at blive denne Gangen ogsaa.
   Om nogen Tid skulde Fostermoderen reise bort
igjen, og da lagde hun Pigen, som nu allerede var halv-
voxen, alvorlig paa Hjerte, at hun slet ikke maatte
prøve paa at gaa ind i eller se ind i det tredje Kammeret.
Men da Fostermoderen havde været borte en Stund,
og Pigen havde gaaet alene og kjedet sig længe,
tænkte hun: "Nei saa morsomt det skulde være at
se lidt ind i det tredje Kammeret!" Hun tænkte først,
at hun ikke vilde gjøre det lige fuldt, for Fostermoderens
Skyld; men da hun anden Gang kom paa det, kunde
hun ikke bare sig længer, hun syntes at hun skulde og
maatte se ind i Kammeret; hun gløttede lidt paa Døren,
og vips! saa fløi Solen ud. Da Fostermoderen nu kom
tilbage, og saa at Solen var fløiet ud, blev hun hjerte-
lig bedrøvet, og sagde at nu kunde Pigen slet ikke
faa Lov at være hos hende længer. Fosterdatteren
graat og bad endda vakrere end før, men det hjalp
ikke. "Nei, nu maa jeg straffe dig," sagde Moderen -
"men nu kan du have Valget: enten du vil blive den
aller vakreste af alle Kvinder og ikke kunne tale, eller
du vil blive den aller styggeste og kunne tale. Men bort
fra mig maa du." Pigen sagde: "Saa vil jeg helst
blive vakker." Og det blev hun ogsaa, men fra den Tid
var hun maalløs.
   Da hun var kommen bort fra Fostermoderen, gik
hun og vandrede gjennem en stor, stor Skog, men alt
hun gik, blev der aldrig Ende paa den. Da det led mod
Kvelden, kløv hun op i et høit Træ, som stod
lige over en Olle, og satte sig der til at sove om
Natten. Tæt ved laa et Slot, og fra det kom tidlig
om Morgenen en Pige, som skulde hente Vand fra
Ollen til Prinsens The. Ternen saa det deilige
Ansigtet i Ollen, og troede at det var hende selv; saa
kastede hun vandbøtten, løb hjem igjen og slog paa
Nakken og sagde: "Er jeg saa vakker, saa er jeg vel
for god til at gaa og bære Vand." En anden skulde
da efter Vandet, men det gik lige ens med hende;
hun kom ogsaa tilbage og sagde at hun var for vakker
og for god til at gaa efter Vand til Prinsen. Saa gik
Prinsen selv, for han havde Lyst til at se hvorledes
dette hang sammen. Da han kom til Ollen, fik han
ogsaa se Billedet, og strax saa han op; der blev han
da var den deilige Jomfruen som sad oppe i Træet.
Han lokkede hende ned og tog hende hjem med sig,
og vilde endelig have hende til Dronning, fordi hun var
saa vakker. Men hans Mor, som endnu levede, vilde
ikke; "hun kan jo ikke tale," sagde hun, "og det kan
gjerne være et Trold-Menneske." Men Prinsen gav sig
ikke tilfreds, før han fik hende.
   Da de havde levet sammen en Tid, blev hun
med Barn, og da hun skulde føde, lod Prinsen
sætte stærk Vagt omkring hende; men i Fødsels-
timen søvnede allesammen, og da hun havde født,
kom hendes Fostermor, skar Barnet i Lillefingeren
og smurte Dronningen om Munden og paa Fingrene
med Blodet, og sagde til hende: "Nu skal du blive
saa bedrøvet, som jeg var da du havde sluppet ud
Stjernen;" og saa blev hun borte med Barnet. Da de
som var sat til Vagt, vaagnede, troede de at Dron-
ningen havde ædt sit eget Barn, og den gamle Dron-
ningen vilde have hende brændt, men Prinsen holdt saa
hjertelig af hende, og han fik endelig bedt hende fri for
Straffen; men det var med Nød og Neppe.
   Andre Gangen den unge Dronning skulde i Barsel-
seng, blev der sat dobbelt saa stærk Vagt som forrige
Gang. Men det gik netop ligedan som før, bare at
Fostermoderen sagde: "Nu skal du blive saa bedrøvet
som jeg var da du havde sluppet ud Maanen." Dron-
ningen graat og bad - for naar Fostermoderen var
der, kunde hun tale; men det hjalp ikke. Nu vilde
den gamle Dronning endelig have hende brændt, men
Prinsen fik da bedt hende fri den Gangen ogsaa.
   Da Dronningen skulde i den tredje Barselseng,
blev der sat tredobbelt Vagt omkring hende, men det
gik lige ens: Fostermoderen kom mens Vagten sov,
tog Barnet og skar det i Lillefingeren og smurte Dron-
ningen om Munden med Blodet; og saa sagde hun, nu
skulde Dronningen blive saa bedrøvet, som hun selv
havde været da Solen var sluppen ud.
   Nu kunde Prinsen ikke paa nogen Maade faa frelst
hende: hun maatte og skulde brændes. Men netop
i det samme de leiede hende op paa Baalet, fik de se
Fostermoderen, som kom med alle tre Børnene; de to
leiede hun ved Haanden, og det tredje bar hun paa
Armen. Hun gik bort til den unge Dronningen og sagde:
"Her er Børnene dine, nu skal du faa dem igjen. Jeg
er Jomfru Maria, og saa bedrøvet som du nu har
vaeret, var jeg da du havde sluppet ud Solen, Maanen,
og Stjernen. Nu har du lidt Straf for det du gjorde,
og fra nu af skal du igjen kunne tale." Hvor glade
Dronningen og Prinsen blev, kan alle let tænke sig,
men ingen kan sige det; de var siden altid lykkelige,
og Prinsens Mor holdt ogsaa af den unge Dronning fra
den Tid af.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt