Kast af hvor bakken er for brat!

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Kneiken brat,
Hesten mat,
Lasset svært,
Hjulet tvært,
Hesten staaer,
kan ei længer,
Øret hænger
Svangen gaaer.
Kast da af
under Bakken!
Gud, som gav
Liv til Blakken,
Dig udstyred,
stolte Mand,
med Forstand
til at maale
hvad vel Dyret
mægter taale,
samt et Hjerte
til at dele
Dyrets Smerte
uden Mæle.
Mangler dette,
bør man sætte
Dyrets Herre,
ei hans Hest,
for en Kjærre
som et Best.

Lad saa trække
Kneiken op!
Svøben dække
til hans Krop!
Han, som Hjerte
eller Tanke
ikke har
for den Smerte
Dyret bar,
bør man banke
ubeskaaret
med Gevalt,
og i Saaret
sprænge Salt.
Da kanhænde
Han erkjende
vil sin Uret,
saa han troer,
at det dumme
Kreaturet
er hans stumme
Halvebro'r.

Dumme Knegt!
tør kanskee
endda lee,
som om Sligt
kun var Digt
uden Vægt?
Veed du vist
da, om hist
ikke Resten,
du mishandled
ugudfrygtig
saa af Hesten,
pludselig
viser sig
omforvandlet
til en dygtig
Kjørekarl,
mens det Sind,
som du har,
og Gemyttet
ind er flyttet
i hans Skind?
Magten holder
strengen Dom.
Begges Roller
skifte om:
Du i Skakkel,
mens din Stakkel
af en Hest
ifra Bukken
gjør din Mukken,
Stønnen, Trampen,
Sveden, Dampen
kun til Blæst.

Fort afsted!
Pidsken smelder.
Gudbevares!
Nei, der spares
ei dermed,
ikke fares
varligt ved.
Just, hvor hvide
Skyers Skraaning
steilest hælder,
maa du slide
just som Blakken,
Stakkels, sled
her i Bakken
ved min Vaaning,
som du veed.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt