Kong Fredrik den syvende.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(1863).

 Nu tabte vor konge en fuldtro ven!
      Og Nordens sag
dybt sænker sin fane og følger hen
      på begravelsens dag.
Men Danmark, men Danmark fik dybeste smærte,
nu brast deres varmeste, største hjærte,
      nu brast deres bedste
      landefæste,
nu står der et skrig over kongens død
      som fra mænd i nød.

 Til Danmarks frelse den mand blev født,
      som her er død.
I ungdommen blev han fra hove stødt -
      til folkets skød.
Der trivdes han godt, og der vokste han sammen
med bønder, matroser, i fare, i gammen.
      Ham skole blev givet
      af selve livet - :
da snaren var færdig for Danmarks land, -
      var også han!

 Det viste sig straks, han var bonde-dum
      på deres kneb;
forrædernes fineste kløgt skød bom
      på hans smule begreb.
Han vidste jo bare, hvad folket tænkte,
og derfor i faren dem frihed skænkte,
      han vilde det hele,
      og ikke dele,
og holdt en tale, ej lang, kun det:
      "det skal ej ske!"

 Så stod han tilrors som en god matros
      i stormens hurra,
han vilde ikke ha større ros;
      men den skal han ha!
Han vendte straks bougen mod Nord, - og så lå den
i stille, i stormvejr, i snefog og fråden; -
      det hele rige
      snart måtte sige:
"han er nok ikke så dum endda,
      for dette går bra!"

 Nu ropte han netop på dæk hver mand;
      ti det trak op.
Nu svartes der netop fra masten: land! -
      nu netop:
da tabte han roret af trofaste hænder
og sank i døden, mens skuden vender . . . .
      - nej, ikke vender;
      de kursen kenner:
stå sammen nu, Danmarks hver eneste mand, -
      hold fram som han!

 Det var just hans ære: stå jævnt i lag
      og ej ta plads,
men bredved de andre sit ærlige tag
      foruden stads.
Nu høster de frugten: hver mand står øvet,
helt ned til soldaten så tro, så prøvet!
      Det kan ikke slingre,
      formange fingre
har fast i roret, formange: "hurra,
      mod Nord endda!"

 Der er ikke andet at gøre nu
      end at holde ud,
stå vagt i mørket, men uden gru,
      med tro på Gud.
Her er dumpt, her er stilt, her er længsels vånde,
hver står og lytter med halvkvalt ånde, -
      her er ventetider, - -
      indtil omsider
det rødmer i luften med lyse drag:
      det er handlingens dag!



Digte og sange 1870

Del 1

Del 2

Del 3

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt