Kong Hakons gildehal

Du gamle hal med de mure grå,
hvor uglen bygger sin rede, --
så tidt jeg dig ser, må jeg tænke på
kong Lear på den vilde hede.

Han gav sine døtre kronens skat,
han gav dem sit dyreste eje;
da jog de ham ud en uvejrs-nat,
at færdes på vildsomme veje.

Du hal, som tynges af tidens vægt,
du måtte det samme friste; --
du gav en utaksom efterslægt
den dyreste skat, du vidste.

Du gav os mindernes gyldne høst,
en saga med billeder rige.
Men hørtes en eneste sønne-røst
sit "tak" gennem natten skrige?

Der måtte du stå, som Albions drot,
til leg for de kåde vinde;
sex hundrede år hven stormens spot
omkring din grånende tinde. --

Nu dages det, gubbe; dit folk er vakt;
nu prøver vi fejlen at rette:
vi flikker med klude din kongedragt;
du har alt en narrehætte.

Og derfor, du hal med de mure grå,
hvor uglen bygger sin rede, --
så tidt jeg dig ser, må jeg tænke på
kong Lear på den vilde hede.