Kongen lider!

O, at der i al min Graad,
Konge! var et Helsensraad
      for din svare Smerte!
At der var en Helsebod
i den varme Strøm af Blod
      i mit friske Hjerte!

Som en Reen og vilden Elg
over hver en Frastands Svælg
      vilde jeg da springe;
sank, bedækket af min Sved,
for min Konges Leje ned,
      Frelse Ham at bringe.

Og jeg badede Hans Fod
i det varme friske Blod
      af mit eget Hjerte,
og i sidste Graad, som flød,
svalte jeg med Balsam sød
      Kongens svare Smerte.

O, med Døden kjæmped jeg: --
Som en Slange skal den ei
      paa en Helt sig liste.
Jeg den frelsende Sekund,
i en Søvn saa sød og sund
      skulde fra den vriste.

Og naar Kongen vaagned saa,
liig en Ørn fjernt i det Blaa
      Dødens Skygge svævte.
Men ved Foden af hans Seng
klang det som om brast en Streng
      naar den højest bævte.

O, Kong Carl, det Liig, man nu
midt i Glædens Hast og Hu
      af din Hal mon bære,
har en Normands Hjerte gjemt,
hvori klang en Harpe stemt
      til hans Konges Ære.