Kval

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Sigbjørn Obstfelder

Hvad er det, I vil mig, fordømte roser?
Fordømte måne, fordømte trær!
Kvindesmil på alle kanter!
Kvindehvisken, kvindehænder!

Jeg har flakket i lyng og myrer, -
jeg - en gud?
Mit hjerte bløder, - vrider sig, krymper sig.
Hun snor sine hofter i myge tepper, -
hun - en skjøge!

Jeg har grædt i den våde jord, -
jeg - en gud?
Hun er så fager - hvid, blød, hed, -
den hvide nakke i den hvide pude,
det brune hår svulmende, bølgende -
Hvorfor skjælver I, liljer?

Hun smøg sine hænder om min hals -
Død og helvede, hvorfor står I og dirrer?

. . Kval, - snigende kval, -
giftig, tærende kval!

. . Der sidder på en grav i måneskinnet
på kirkegården mellem døde
med en lang, skjælvende slagskygge
en frysende mand.

Stjerner.

I stjerner -
derude, hvor I går,
er der dér fred?
Renhed?

I går så stille.
Det er som Gud, der ånder.
stjernerne hans tanker.

. . . Stjernerne hans tanker . . .

Hvide fingre, runde barme, glødende pupiller,
- - men ingen ånd!

Millioner pragtfulde blomster har marken,
millioner strålende sommerfugle,
glimrer og dør, svinder.
En kvindes hvidhed gulner.

Som blodrøde blomster uden duft
er sansernes drømme uden ånd.
Som stjerner er blikke fra ånd til ånd,
som sole er smil fra sjæl til sjæl,
som verdensvarmen er favntaget
mellem adelig mand og adelig kvinde!

. . . Månen er borte.
Også stjernerne er sluknet.
Roserne og liljerne sover.
Se, daggryets kyske skjær kysser,
kysser kirkespiret.

Daggry!
Gi's der på jorden blandt kvinder én
kysk?



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt