Kvinderne paa kirkegaarden

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Hvilket Ord i alle Sprog,
i de lange Ord-Geleder,
hvor hver Tanke, der er klog,
har et Navn, hvormed den heder --
hvad Begreb i Sjelens Bog,
i den hvide beenindbundne,
mellem alle dens opfundne
og benævnte Muligheder --
hvad Idee, som flyver i
Fantasiens vide Rum,
sommerfuglefro og fri,
aander vel saa dyb en Fred,
saa betydningsfuld og stum
uforstyrret Rolighed,
som det Ord: "en Kirkegaard"?

Det er Fred foruden Skaar,
det er Fred, men intet Andet
enten modsat eller blandet,
medens selve Ordet "Fred",
naar det nævnes i vor Tale,
lader Tanken "Strid" sig male
uvilkaarlig blodig paa
Sjelens Hjernetavle graa.
Uvilkaarlig i Ideen,
hurtigen paa Sjelens blanke
Speil, som Vindens kaade Pust
præger en Figur i Sneen,
maler sig med hver en Tanke
den, der er den modsat just.
Nævn "Velsignen," og "Forbanden"
tegner strax sig an i Panden?
Nævn blot "Kjærligheden" -- hvad
meer uskyldigt Ord kan sandses? --
flux af Tanker stik mod den
("Jalusi," "Utroskab," "Had"),
som af Hexe, den omdandses,
til, bespottet og berøvet,
Ordet har ei meer igjen
af sit Himmelske, end en
Sommerfugl, der tabt har Støvet.
Nævn hvert fredsælt Ord, og se
hvilket tvivlsomt Smiil, der klæber
sig til Alles Blik og Læber
ved den vakte Modidee!

Men mod Ordet "Kirkegaard!"
intet andet fiendtligt staaer.
      Modbegrebet
af den Fred det indeholder,
ikke under Hjernens Folder
bleven er i Sjelen slebet.
Mellem Ordene det er
hviden Due, stjerneskjær,
som paa lydløs Vinge svæver,
hilset fro af Mennesket,
som paa Jord for Himlen lever,
og ærbødigt selv af det,
som for Navnet stille bæver.
Der paa Kirkegaarden er
Himlens Forgaard, hvor Enhver,
-- Synder, Helgen, Ond og God --
bort sin værste Byrde kaster,
Legemet af Kjød og Blod,
og ad sine Veje haster.
Der de blege Dødsensfiender
hvile Side imod Side,
indtil Fjælene udglide,
Kisten knuses, Mulden rinder,
og de blande sine Been,
medens deres Kors deroppe
bøje sammen sine Toppe
under Sørgepoplens Green.
Der det Had, som lever efter,
taber lammet sine Kræfter,
og kan ikke komme længer
end til Portens tunge Gjænger:
Gjennem Hegnets sorte Gittre
blikker Øjet, Taarer zittre;
Skrinet synker stille ned,
Taaren efter, -- Hadet med.
Der, om tvende Avindsmænd,
brændende i Fyr og Flamme,
sprudende af bittert Skjænd,
traf hinanden paa den samme,
mellem Grave blomsterkrandste
let henslængte smale Sti:
ilte neppe de forbi,
men de studsede og standste,
saae til Jorden, traf en Grav,
lod saa Øje Øje møde,
Hænderne paa engang gav,
og forligtes til de døde.

Men se her, se denne smukke
Kirkegaard! O! hver en Grav
er en Ø, hvis Rosenskove
og hvis Asterspalmer dukke
frem af Græssets stille Hav,
som en munter Luftning gav
af og til en liden Vove.
Her et fuldt Sangfugl-Orchester
strax ved sidste Spor af Sneen
kaarer ud sig i Alleen
aarligen et Yndlingssted
til de musikalske Fester,
som til Vintren vare ved.
Her ei nogen Kirke kneiser,
mindende om at den ene
Tro i denne Hob af Stene
op sin Herskerthrone reiser
over Kirkegaarden med,
      høit opover
hver, som nedenunder sover,
saa den blier ei, hvad den skulde,
      under Mulde
Dødes fælles Hvilested,
men, paa Kirkens høje Vegne,
kun udstykket til dens Egne . . .
Her, i denne yndefulde
Herrens Hauge, viet ind
Andagt i et stille Sind,
hellig Fred og kjære Minder,
vandrer i en Poppel-Gade
Arm i Armen to Veninder.
Aftenhimlen er saa fager;
med en venlig Serenade
Fuglekoret dem ledsager.

En af dem, Katholikinde,
hun som ligner Aftenen,
og bestandig gaaer og seer
mørk og stille for sig hen,
vil en vakker Plads etsteds
for sin lille Døde finde.
Hun, som taler noget meer
og som synes ret tilfreds
er en Lutheranerinde.

"Her, Rosalie! -- Denne siger --
Smukkere kan Plads ei være.
Hid de tolv hvidklædte Piger
skal din lille Anna bære.
Og, Rosalie, desuden
Poppelaspen her betænk!
Her er Pladsen til en Bænk
af Naturen gjæstmild buden.
Her, naar Skyggen ud sig slaaer
af dens Pyramidekroner,
sætte vi os tidt, Veninde,
naar dig Tidens Løb forsoner
med det smertelige Minde,
lytte til, hvor Aspen slaaer
sine Blades Kastagnetter
      sagte til
Iriskens og Finkens Spil
paa de luftige Balletter
af en Sværm Papilioner,
som ei slippe Dagen vil.
Og naar der blier aabnet lidt
mellem disse Rosentjørne,
kan jeg paa den anden Kant
see det lille knappe Hjørne,
hvilket jeg, som Protestant,
engang skal benævne mit:
saa vi fra vort Hvilested
efter Døden blive ved
paa en Viis at see hinanden.
Minderne med Marmorpanden
saae hinanden idetmindste,
naar om Natten Maanen glindste.

Rosalie
(Pegende paa en Kvinde som sidder paa en Grav.)


Men, Konstance, Gudbevares!
seer Du ei Jødinden der?
Denne Plads til Hund bør spares,
thi den ligger ganske nær,
som Du selv kan see, til Krogen,
der er anviist Synagogen
mod at for sig selv den skulde
med et høit Stakit indringes,
og ei Blomster paa dens Grave
af de Sørgende anbringes.

Men se Jødekrogen nu!
Den, som være skal til Gru,
den er jo en herlig Have,
fuld af Blomster underfulde,
did fra kristne Grave krøbne?
Og af Ranker, vildt opløbne,
alt forlængst er Gjærdet dækt,
ja, til Spot for Lov og Orden,
jevnet ganske ud med Jorden
af de stærke Stenglers Vægt.


Konstance


Oh, Veninde! det er sandt.
Pladsen yndig nok jeg fandt;
men bemærkte ei det fæle
Naboskab i Jordens Skjød.
Nei, naar Jack, min gamle Kat,
med det Første ligger død,
vil en Aften jeg mig stjæle
til at faae den her nedsat.


Rosalie


Altsaa gaaer det ikke an
her . . .


Konstance


Neivist. Men kom! Du kan
jo et andet Sted oplede.


Jødinden
(Reisende sig.)


Mine Damer, tør jeg bede . .
Bilidt!

Rosalie
(vil gaae.)


Aftensolen blænder.


Konstance


Vi har Hast.


Jødinden


Kun tre Minutter.
Ikkun to.


Konstance


Jødinden prutter.


Jødinden


Se, hvor Poppelaspen spænder
ud sin Skygges Telt, hvorinde
Værn mod Solen I kan finde.
Til de Ord, som Eder røver
faa Minutter kun, behøver
jeg just dette Solens Skin;
og hvis I mig det tilstede
vil lidt nærmere jeg træde.
. . . Seer I dette Pandesmykke,
en Safir, Smaragd, Rubin,
fattede om denne tykke
matte Onyx kunstigt ind?
Lad os i Safirens Lue
den katholske Christen skue,
i Smaragdens Glimmerkant
alle Arter Protestant,
i Rubinens Kjerne Jøden
med hans Smertes indre Bløden!

Men, hvo skjelner mellem disse
Ædelstenes Værd tilvisse?
Se! o se! det Solen gjør!
Seer I? lige klart de straale,
hver med deres Brudds Kulør,
Himmelbilledet igjen.
Det er Stenens Værd at maale:
Straalekraften, ei om den
Solens Lys tilbageskjød
farvet blaalig, grønlig, rød.

Og hvad bør blandt Mennesker
vel det sande Værd bestemme?
Ikke af hvad Tro man er,
ikke Sprog og ei hvor hjemme.
Dette er kun Stenens Brudd,
kun dens Skjær fra Klipperevnen,
hvorfra den blev hentet ud,
ei dens Værd i Straale-Evnen.
Men af det Begreb om Gud
og den Agt for Herrens Bud,
som opfylder Sjelen, liig
Solens Lys de Ædelstene,
og udstraaler i dens Færd,
lader ganske vist alene
Menneskenes sande Værd
prøve og bedømme sig.

Slige Sjele, hvorhelst fundne,
vidt adspredte, sammen danne
den usynlige og sande
og med Himmelen forbundne
Herrens egen Menighed.
Og dens Lemmer, naar de støde
paa hinanden, skjøndt forklædte
i Kaftan og Munkehætte,
strax af Løsenordet: "Fred!
      Tolerance!"
vide, de et Medlem møde
af den sande Menighed.


Rosalie


Fordom bort! Jeg troer, Konstance,
at jeg vælger dette Sted.


Konstance


Blomsterne fra Grav til Grav
slynge sine Stenglers Krandse,
som om ville de bevidst,
at vi Mennesker deraf
skulle lære Tolerance,
og at Kirkegaarden sidst,
sidst af alle Jordens Steder,
(thi dens blotte Navn den freder)
aabnes bør for Troestvist.


Jødinden


Sandt! i disse blomstergro'de
Grave just det Samme staaer.
Men skal Flammerne og Sværdet,
eller Tidens Klingeblad:
med Foragt forgiftet Had
rase udenfore Gjærdet?
Hvad er vel den hele Klode
andet end en Kirkegaard?
Slægtens Kime deri boe'de
førend Tiden talte Aar;
og hvor vidt den spredt er ad
i de tusind Millioner,
er hvert Liv dog kun et Blad,
og i hver Sekund nedregne
tusind fra dets fire Kroner
over alle Jordens Egne.

Eller Hvem er -- enten Christen
eller Jøde -- Livet meer
end uvisse Orlovsstunder,
(hvori Skaberen skal kjendes
og Fornuftens Demant tændes)
fra det Huus, som færdigt er,
fra vor Fødselsstund, derunder,
fra dets indre Kammer: Kisten?
Derfor skulle Alle minde,
at, hvorhelst de sig befinde,
dog de dagligen betræde
deres eget Hvilested;
at paa Jordens tynde Hinde
stedse de Sekunder æde,
som de leve lystig med,
indtil midt i deres Glæde
ganske vist den brister ned;
at de Alle, skjøndt en Sjel
Menneskenes Støvnatur
med et Bad af Lys bestænker,
gaae dog, efter Solens Uhr,
Morgen ind og ud med Kvel,
kun i Kredse, som i Lænker,
rundtom deres egne Grave.
Da kanhænde Deres Næste,
fjettret i det samme Fæste,
mere Kjærlighed de gave
      udenfore
paa hiin Kirkegaard den store --
      i den Have,
hvor sig krydse Livets Veje,
men som Døden har i Eje.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt