Læses af Mathea Heltberg, naar hun er 17 aar

For fjorten Aar tilbage
      mon da hvor stor du var?
-- Du kunde neppe tage
      til Knæet paa din Far.
Alt da din Sjel dog strakte
      sin Englevinge skjøn;
thi hvad du havde, rakte
      du Sorgs og Sangens Søn.
I Verdens Øje Lidet
      det var: kun denne Lap.
Men han, som fik det -- vid det --
      med Sølv det byttet knap.
Papir og Sølv din Vilje
      ei mægted skille ad.
Og Hvo, du rene Lilje
      forskyde tør dit Blad.
Hvis end med Sangens Blommer
      jeg det bestrøer, du faaer
et Bild kun af den Sommer
      der spired af din Vaar.